Læsetid: 6 min.

Farver og striber!

Med genudgivelsen af den syrede børnebogsklassiker 'Skrumpen fra det ydre rum' præsenteres en ny generation for Gunnar Willes opgør med 70'ernes opbyggelige børnelitteratur. Den insisterer på farverigt kaos og kunstens autonomi - til hver en tid
Med genudgivelsen af den syrede børnebogsklassiker 'Skrumpen fra det ydre rum' præsenteres en ny generation for Gunnar Willes opgør med 70'ernes opbyggelige børnelitteratur. Den insisterer på farverigt kaos og kunstens autonomi - til hver en tid
9. juni 2007

I løbet af 80'erne gjorde Gunnar Wille sit til at farvelægge den danske børnekultur.

Under kampråbet 'Farver og striber' introducerede han rumvæsenet Skrumpen, der sammen med historierne om Magiske Mads, Ritas Jul og Familien Fab insisterede på anarki og fantasi som uomgængelige størrelser i børnelitteraturen.

Men allerede i midten af 70'erne lavede Gunnar Wille de første notater til Skrumpen som en parodi på periodens bekendelseslitteratur.

"I 70'erne var der en lang række, specielt kvindelige, forfattere, som skrev bekendelseslitteratur om deres almindelige liv, menstruation og den slags. Det var meget populært, og jo mere almindeligt, jo bedre. Så tænkte jeg, at sådan en historie er jeg da også nødt til at skrive. En historie om mig selv og min egen baggrund, og så kom der den her mærkelige historie ud som en slags undskyldning for, hvorfor jeg nu var, som jeg var. Skrumpen var den her karakter, der hele tiden gik ind og forstyrrede mig og opførte sig fuldstændig kaotisk."

Tingene går derfor som oftest galt i Gunnar Willes udviklingshistorie. Hver gang hovedpersonen, Gustav, har succes, kommer den uregerlige Skrump og ødelægger det hele. Denne politisk ukorrekte blanding af barndomserindringer og anarki stod i skarp modsætning til den opbyggelige og politisk farvede socialrealisme, der dominerede 70'ernes børnebogsudgivelser.

"For mig var 70'erne én lang ørkenvandring af socialrealisme, specielt på børneområdet. Det var én lang stribe af forfærdelige fortællinger om Ole med far på arbejde, den gode arbejder osv. Jeg havde meget svært ved at få lov til at lave mine vanvittige ting. Jeg kan huske, at jeg gik op på et forlag og forsøgte at sælge en historie om et syngende gulvtæppe. Det havde slet ingen interesse, så på vej ud foreslog jeg desperat, at jeg i stedet kunne lave noget om nogle børn på en byggeplads, og det fik jeg så lov til. En frygtelig historie om to børn, der går ind på en byggeplads og møder en god arbejder, som fortæller dem, hvordan man bygger et typehus. Det var, hvad man kunne få lov at lave."

Provokerende larm

Men efterhånden ændrede tingene sig. I slutningen af 70'erne blev der pludselig plads til Gunnar Wille og det fantastiske i børnelitteraturen.

"70'ernes kedsommelige kommissærer opdagede på et tidspunkt, at nu gik den ikke længere, de var nødt til at bruge noget fantasi. Men så tog de det fantastiske og lavede nyt hjernevaskemateriale, som gik ud på at opdrage børnene til et eller andet. De skrev eventyr og fantastiske fortællinger, men havde ikke frigjort sig fra det politiske. Og det gjorde mig simpelthen rasende; at man kunne tage noget, der var så vidunderligt som det fantastiske og kunsten, og misbruge det på den måde".

Gunnar Willes raseri bliver drivkraften i Skrumpen. Som selverklæret ekspert i det fantastiske tager han kampen op mod de politiserende fortællinger.

Og i modsætning til 70'erne bliver 80'erne et succesårti for Gunnar Wille. Han udgiver børnebøger på stribe, turnerer med sit børneteater og laver både radio og tv for DR.

Meningerne om Gunnar Willes produktion var dog stadig delte. De fantasifulde og farverige historier med store mængder råben, skrigen og korporlig afstraffelse blev opfattet som provokerende. Mange syntes, at det han lavede, var noget forfærdeligt larm.

"Da jeg lavede Skrumpen til radioen, syntes radioteknikerne, at det var provokerende; de syntes, det var for voldsomt. Jeg har sådan en lidt tør, radioavis-agtig måde at sige tingene på, og så kommer lydene, der er sådan helt gigantiske. Jeg havde fundet ud af, at lydene skulle være seks decibel højere end indlæsningen - når de var det, så virkede det. Men radioteknikeren sagde til mig, at det var simpelthen forbudt! Lyde og musik i et radioprogram skulle være seks decibel lavere end stemmen. Hun var rasende, og jeg blev nødt til at insistere. Til sidst bøjede hun sig, men hun talte ikke til mig i 14 dage - der blev ikke sagt et ord, det blev bare lavet. Det var provokerende radio. Men det var slet ikke tænkt provokerende, det var kun tænkt underholdende og morsomt."

Og børnene morede sig over Gunnar Willes univers. Derimod var forældrene ofte mere kritiske. Under en teatreturné forlangte en forældregruppe således, at forestillingen skulle godkendes af dem, før deres børn kunne udsættes for den. Det tøjlesløse anarki, der tiltalte børnene, foruroligede forældrene.

Kunstens autonomi

Kunstens ustyrlige vildskab er dog helt grundlæggende for Gunnar Wille, hvis opgør med 70'ernes børnelitteratur dermed også bunder i et radikalt anderledes syn på selve kunstens rolle i samfundet.

Ifølge Gunnar Wille skal kunsten ikke bruges til noget, men eksistere på sine egne præmisser, hævet over politiske såvel som økonomiske hensyn. Mens både 70'ernes politiserede børnelitteratur og vore dages 'kunstbranding' forsøger at styre den anarki, der er selve kunstens grundpræmis, insisterer Gunnar Wille på kunstens autonomi.

"Vi ser det i dag i samarbejdet mellem kunstnere og erhvervsliv: Kunsten må kunne bruges til et eller andet fornuftigt, som man kan lave penge på, i stedet for bare at være der på den der irriterende måde. Men hvis man allierer sig med en ægte kunstner, så får man noget, man ikke kan bruge til noget. Som da Volvo-fabrikkerne ansatte en skulptør og sagde til ham:

"'Der er slet ingen censur, du kan lave, lige hvad du har lyst til' - det har de jo læst, at man skal sige til kunstnere. Og hvad gør manden? Han laver en katapult, der kan kaste med Volvoer. Jeg tror aldrig, projektet nåede længere end til bestyrelsesmødet - jeg har i hvert fald aldrig hørt noget om det. Det er måske bare en historie, men den viser noget om, hvad kunst er, og hvad man kan med kunst. Kunst er fantastisk."

"Det er anarki. Hvis man slipper det løs, så gør det noget, man ikke kan styre. Det skal man vide, hvis man vil slippe kunsten løs. Så er det farligt, og hvis man får kontrol over kunsten, så er den holdt op med at være kunst. Det er også det, fortællingerne om Skrumpen handler om. Skrumpen er foruroligende og irriterende, fordi den gør en masse mærkelige ting. Skrumpen er altså ikke kunstner, Skrumpen er kunsten - det er meget vigtigt."

Efter et produktivt årti fik Gunnar Wille i starten af 90'erner sværere ved at skrive. Ud af otte planlagte bøger om Skrumpen fik han kun færdiggjort de fire.

Ifølge eget udsagn skyldtes det, at han simpelthen havde planlagt bøgerne for godt, at det, der før havde været fantastisk, var blevet for kontrolleret og kedeligt.

I 90'erne begyndte Gunnar Wille på filmskolens animationslinje og senere spilakademiet, men med udgivelsen af Den vrede dreng i 2005 vendte han tilbage til børnelitteraturen.

I dag, 25 år efter udgivelsen af den første bog om Skrumpen, står det anarkistiske rumvæsen stadig Gunnar Willes hjerte nær.

Skrumpen er et billede på kunstens nødvendige vildskab, og den gør sig gældende til alle tider. I forbindelse med genudgivelsen planlægger Gunnar Wille derfor også at færdiggøre de sidste fire bøger. Dermed vil Skrumpen og den kaotiske kunst, den repræsenterer, blive ført helt frem til år 5.763.

Hvad der sker med kunsten derefter, ved Gunnar Wille ikke, men som han siger: "For Skrumpen er fremtiden altid lys!"

Gunnar Willes to første bøger om Skrumpen fra det ydre rum er genudgivet på forlaget Sesam.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu