Et nærbillede af store børneøjne i færd med at betragte noget. På lydsiden høres en tv-kommentator, der fortæller om krigen i Irak.
Derefter kommer filmens eneste ord, hvor instruktøren Margreth Olin forholder sig til den efterfølgende skildring af usminket virkelighed i en norsk 10. klasse.
"Der fortælles så mange løgne om det at være menneske. Flest løgne fortælles om ungdommen."
Teksten fortsætter med kort at indkredse, hvordan vi som voksne længes tilbage til ungdommen. Men vi har mistet sproget, for ungdommen har sit eget sprog. Våren tilhører ikke os længere, og derfor lyver vi om, hvem de unge er.
Og så går det ellers løs med den rå virkelighed blandt lærere og elever i 10. klasse på Hauketo Ungdomsskole uden for Oslo de sidste måneder op til eksamen. Margreth Olin har os fra starten i sin hule hånd, selv om hun i de følgende 80 minutter umiddelbart ikke gør andet end at vise de øjeblikke, hun har udvalgt blandt sit 120 timers store råmateriale.
Margreth Olin havde på samme måde tilskuerne i sin hule hånd, da hun skildrede alderdommen i Dei mjuka hendene og sit forhold til sin krop i det lille mesterværk Kroppen min. Begge film har et personligt udgangspunkt, men peger sikkert ud over sig selv og skabte debat om tidens ældrepleje og syn på kvindekroppen.
Ungdommens råskab har naturligt nok også skabt debat. Ud over at være en engagerende og involverende skildring af et turbulent teenageliv er filmen med skolen som ramme også blevet et provokerende indspark i debatten om, hvad man vil med skolen.
Pensum for skolelærere
Ungdommens råskab er lavet som en af seks film efter Lars von Triers dogmer for dokumentarfilm 'dogumentar' der blandt andet indebærer, at man ikke må bruge arkivmateriale, skjult kamera, musik eller manipulere med lyd eller billede. Filmene kunne ses på cph:dox i 2004, men er ellers blevet forbigået i overraskende tavshed, selv om Ungdommens råskab blandt andet har været nomineret til prisen som årets bedste europæiske dokumentarfilm sidste år.
Det lykkedes mig at overse filmen i tv-programmet, da DR i november valgte at vise den en søndag aften kl. 23.35. Nu er filmen ude på dvd, og alle med interesse for børn og unge eller meninger om skoler og systemer burde investere i den tankevækkende dokumentar, der er endt på pensumlisterne for norske lærerstuderende.
Margreth Olin er interesseret i virkeligheden, og derfor var hun umiddelbart interesseret, da Zentropa Real henvendte sig med dogumentar-konceptet. Hun var tiltrukket af reglernes tro på, at virkeligheden er nok. Det og meget andet fortæller hun om på et 45 minutter langt interview på dvd'en, hvor man også kommer tæt på hendes overordnede tanker som filmskaber og den konkrete udarbejdelse af denne film.
Film er møder
Filmen indeholder nogle fantastiske øjeblikke i klasselokalerne og skolegårdene. Margreth Olins observerende kamera er helt tæt på både lærere, der forsøger at overbevise eleverne om, at de skal svare i stedet for at spørge, og på de unge, som udlægger det, der kendetegner puberteten som, at man får følelser. Hormonerne bobler blandt de skoletrætte teenagere, og som en norsk kritiker skrev, forestiller de fleste sig at vide, hvad der foregår i en 10. klasse, men efter at have set [Kursiv]Ungdommens råskab[Normal] må man konstatere, at det gør man ikke.
Man kender ikke den sociale slagmark og omfanget af konflikter med et højt aggressionsniveau. Man ved heller ikke nok om sammenholdet, de sociale koder, måden, de unge viser ømhed på, de enorme menneskelige ressourcer og de andre mange fine ting, der også skildres i Margreth Olins nærgående portræt.
Udgangspunktet var ikke at lave en film om skolen. Udgangspunktet var at lave en film om ungdom og moderne barndom i et flerkulturelt samfund, hvor børn vokser op med vidt forskellige forudsætninger. Rammen endte med at blive skolen, og styrken som filmskaber er i forhold til den, at man går til de unge i miljøet uden at være forælder eller lærer.
At kunne lave en film som Ungdommens råskab handler om tillid, og Margreth Olins tilgang til dokumentarfilm er blandt andet inspireret af den svenske dokumentarist Stefan Jarls udsagn om, at en dokumentar aldrig bliver bedre end den relation, den hviler på.
En menneskelig indgang
At lave film handler både om respekt for de medvirkende og for publikum. Respekt for de skildrede var noget af det, Lars von Triers dogumentar-manifest lagde op til at diskutere, blandt andet ved at insistere på, at filmens 'ofre' skulle have taletid til sidst. Margreth Olin mener ikke, at der er ofre i hendes film, og da hun viste den til elever og lærere på skolen inden premieren, var der heller ingen, der følte, at de behøvede komme til orde.
Efterfølgende skabte filmen imidlertid omfattende debat om det norske skolesystem, ikke mindst fordi Margreth Olin deltog aktivt. Hun rejste f.eks. rundt i landet med filmen og formulerede 10 skoledogmer, og næsten 60.000 nordmænd så filmen i biografen inden dvd-udgivelsen.
Margreth Olin mener, at debatten skyldes, at mennesker, der normalt ikke tager ordet i en debat præget af tal og statistikker får mod på at engagere sig, når de kan se en menneskelig skoleskildring, hvor de møder de unge og kan genkende sig selv. Som hun siger, tegner filmen kun et udsnit af tidens skole, men den viser nogle elever, som ingen normalt snakker om i skoledebatten. Filmen er med til at give skolen et menneskeligt ansigt, så man pludselig får øje på eleverne og hverdagen midt i de mange diskussioner om Pisa-prøver og hvor mange elever, der skal være pr. lærer.
Og Margreth Olin har intet imod at skabe debat med sine film. Udgangspunktet er at skildre virkeligheden og samtiden, men helst på en åben måde med mange forskellige tematikker og indgangsvinkler, så filmene bliver gyldige for mange. Ungdommens råskab er endnu et eksempel på en film fra hendes hånd, der vellykket illustrerer, hvordan møderne med hverdagens drama og veludvalgte karakterer og øjeblikke har en universel relevans, og at velfortalt virkelighed er et sikkert slag i synet.
Det kan godt være, at dogumentar-konceptet overordnet havde begrænset gennemslagskraft, og at filmene derfor blev syltet i den sene sendeflade. Men det vil være synd at snyde sig selv for muligheden for at se Ungdommens råskab, og mens man er i gang, bør man også købe dvd'en med Margreth Olins enestående Kroppen Min, der i en helt anden form finder ind til den nøgne sandhed om én kvinde og hendes krop og dermed siger noget om kvinder og deres kroppe og meget, meget mere.
Filmene kan med engelske undertekster købes via www.speranza.no
