Læsetid: 7 min.

Fatah al-Islam vil åbne 'helvedets porte i Libanon'

For den al-Qaeda-inspirerede kampgruppe er missionen at 'befri Jerusalem', men vejen til Jerusalem går ikke over Tripoli og drab på libanesiske hærsoldater. Blandt libaneserne ulmer vreden over, at man i de palæstinensiske flygtningelejre har tilladt sådanne grupper at opstå
24. maj 2007

De kom til Libanon i sommeren 2006, da verden blev tilskuer til, hvordan Israel hamrede løs på denne lille nation i et forgæves forsøg på at knuse Hizbollah.

Men de mænd, som oprettede det smudsige, lille hvervekontor i Nahr el-Barad-flygtningelejren - nogle af dem hellige krigere fra Irak, andre fra Yemen, Syrien eller Libanon selv - har vist sig farligere, end USA og Israel anså Hizbollah for at være. De kom hertil og proklamerede over for de få journalister, der gad tale med dem, at deres mission var "at befri Jerusalem, fordi befrielse af muslimsk territorium for os er en hellig pligt indskrevet i Koranen".

At Fatah al-Islams mænd kan tro, at vejen til Jerusalem går over den nordlibanesiske by Tripoli og drab på 30 libanesiske hærsoldater - alle sunnimuslimer - (hvoraf de fire fik hovedet hugget af) er en af de mere besynderlige manifestationer af denne organisation, som, skønt den nægter at være del af al-Qaeda, nærer åbenlys sympati for de 'brødre', som slås for Osama bin Ladens sag.

Natten til onsdag tilbød disse væbnede hellige krigere våbenhvile til de libanesiske tropper, som har omringet dem, efter at læger havde appelleret om våbenstilstand, således at døde og sårede kunne samles op på gaderne - en lige så bizar idé fra en gruppe, som kun 24 timer tidligere havde svoret at "åbne helvedes porte" over hele Libanon og "skyde til sidste kugle", hvis ikke hæren indstillede skydningen.

Deres politiske forestillingsverden er ikke mindre dyster end deres grusomheder. Mindst to Fatah al-Islam-aktivister sprængte søndag sig selv i luften med bombebælter i Tripoli efter at have taget civile som gidsler. En overlevende fortæller, hvordan et døende Fatah al-Islam-medlem brugte sine sidste minutter på at læse højt for ham af Koranen.

En 'reformbevægelse'

Organisationen - vi ved stadig ikke, om den virkelig tæller 300 væbnede mænd - har åbenlyst ladet sig inspirere af al-Qaedas næstkommanderende, Ayman al-Zawahiris, udtalelse om, at "Palæstina var tæt på Irak", og at islams hellige krigere derfor skulle "føre den hellige krig til "Palæstinas grænser". En af disse grænser er selvfølgelig den libanesisk-israelske grænse. Chaker al-Absi sagde sidste år til libanesiske journalister, at hans bevægelse var "grundlagt på Koranen og islams hellige love", og at den var en "reformbevægelse", som var oprettet for at gøre det af med al korruption og hejse et banner under Jerusalems himmel, der forkynder, at "der er ikke nogen anden gud end Gud".

Og han tilføjede:

"Vi er hverken allieret med noget regime eller med nogen eksisterende gruppe på Jorden."

Det bør nævnes, at Chaker al-Absi er efterlyst i Jordan for mordet på en amerikansk diplomat. Selveste Omar al-Bakri - den ekstremistiske islamistprædikant, der blev deporteret fra Storbritannien for over et år siden - har betegnet Fatah al-Islam som "Syriens i sandhed vindende kort".

Hvis det stemmer, skylder Syrien at forklare, hvorfor gruppen også påtog sig ansvaret for to bomber i Beirut i weekenden, hvoraf den ene dræbte en midaldrende, kristen kvinde. Libanons hær mistænker Fatah al-Islam for tidligere i år også at have anbragt bomber på busser i det kristne kvarter Ain Alak.

Dramatiske rygter

Men hvorfor Tripoli? Og hvorfor nu? Nuvel, der er selvfølgelig den lurende trussel om nedsættelsen af FN-tribunal, der skal efterforske, hvem der stod bag mordet på eks-premierminister Rafik Hariri. Var det virkelig Syrien? I Libanon er det nu engang sådan, at rygterne bliver stedse mere dramatiske, jo oftere de repeteres. Fatah al-Islam skal være grundlagt af bin Ladens to sønner, Saad og Mohamed, hedder det nu. Og to af de jihadier fra gruppen, der blev dræbt i Tripoli, skal være brødre til en libanesisk mand fra Akkar, der også blev dræbt i det nordlige Libanon, og som sidste år blev arresteret i Tyskland for et komplot om at anbringe bomber i passagertog. Endvidere skal de døde islamister fra Tripoli også tælle en yemenit og en bangladesher.

I al fald ved vi, at en af de døde - muligvis to - er søn(ner) af en 60-årig libanesisk mand fra Sidon ved navn Darwish Haity. Han har identificeret sin ene søn, Ahmad, blandt de dræbte og frygter, at en anden søn, Mahmoud Haity, var blandt dem, som kæmpede og faldt i en brændende boligblok i Tripoli.

"Sådan var mine børn ikke førhen," citeres faderen for at sige.

"Fatah al-Islam førte dem bag lyset og gjorde dem til forbrydere."

Ahmad Haity var gift og havde tre børn.

Sidon er hjemsted for en af de største flygtningelejre i Libanon, Ein el-Helwe, hvorfra mindst 20 palæstinensiske selvmordsbombere er blevet indsat imod amerikanske tropper i Irak. En anden sunnimuslimsk bevægelse fra Tripoli praler af at have sendt "mindst 300". Og Ein el-Helwe vigter sig ligeledes af at have sine egne små islamistiske jihadgrupper som Issbat al-Anssar og Issbat al-Noor - 'de oplystes fællesskab', hvis leder blev myrdet, angiveligt af en PLO-fraktion.

Ringen sluttes

Disse interpalæstinensiske stridigheder kan måske forekomme trivielle, men man bør ikke glemme, at mange af dem har deres oprindelse i Libanons borgerkrig, hvor Arafats PLO kæmpede på muslimsk side imod de kristne maronitters militser.

Da libanesiske tropper arresterede Moamar Abdullah al-Awami, en yemenit, i Sidon i 2003 og beskyldte ham for at stå bag et komplot om at bombe en McDonalds-restaurant, hævdede Awawi - som kalder sig selv Ibn al-Shaheed ('martyrsønnen') - at have mødt mindst tre al-Qaeda-agenter i Ein el-Helweh. Adskillige libanesiske fundamentalister var involveret i et slag med den libanesiske hær i 2000 ved Sir el-Dinniye, hvor de fik tilslutning fra en palæstinensisk gruppe kendt som Jund al-Shams, hvis leder, Mohamed Sharqiye, kom til Sidon for 10 år siden - og det er her, ringen sluttes - fra samme Nahr el-Bared-lejr, hvor Fatah al-Islam blev stiftet i sommeren sidste år.

Det ville være alt for forenklet at affeje alt dette som Syriens værk. Syrien kan måske nok have interesse i at fremme destabiliseringen af Libanon, hvorfor dets sikkerhedstjenester kan tænkes at bistå grupper som Fatah al-Islam rent logistisk. Men andre organisationer kan have interesse i at gøre direkte fælles front med Fatah al-Islam - det kunne f.eks. være irakiske oprørsgrupper, sågar Taleban, eller måske lignende små grupper i de besatte palæstinensiske områder. Det er sådan, tingene fungerer i Mellemøsten, hvor der ikke findes sådan noget som fælles ansvarsfølelse - kun rivaliserende interessefællesskaber. Måske amerikanerne kunne have lært noget om dette, hvis ikke de for to år siden havde fornærmet Syrien for at have tilladt partisaner at krydse grænsen til Irak. Hvorefter Syrien indstillede alt efterretnings- og militært samarbejde med USA.

Klog forholdregel

I et interview tidligere på året insisterede en anden Fatah al-Islam-leder, som kalder sig selv 'Abu Mouayed', på, at "vi ikke er i kontakt med andre islamister. Vi forsøger på nuværende tidspunkt ikke at hverve flere krigere, men alle de, som ønsker at arbejde sammen med os i kampen mod jøderne, skal være velkomne". Han truede desuden med at angribe FN's styrke i det sydlige Libanon, som ledes af fire NATO-generaler.

Libanons hær og Den Indre Sikkerhedsstyrke - en paramilitær enhed under politiet - har angiveligt fanget 11 Fatah al-Islam-krigere, før disse kunne nå at begå selvmord, og de er nu under afhøring (en proces, der næppe vil blive blid, skønt mindst én af de 11 var hårdt såret).

Det lykkedes fotografer at tage billeder af én af de 11 tilfangetagne, da han blev pågrebet af soldater efter at have dræbt en af soldaternes kammerater. Men hvor sandsynligt er det mon, at disse Allahs glødende krigere er rede til at tale, når de alle førhen var så beredte på at gå i døden?

Også hæren har sårede følelser. Omkring halvdelen af de faldne soldater er angiveligt sunnimuslimer, og mange af dem kommer fra det nordlige Libanon, en del af landet, hvor en tradition for hævndrab ofte har givet anledning til lange fejder, og så snart slaget ved Nahr al-Barad er forbi, skal der nok være familier, der er opsatte på at gøre regnskabet op for tabet af deres mænd og sønner, især de af dem, som blev halshugget. Tilbage i Sir el-Dinniye i 2000 udløste drabene på 11 soldater dog ikke hævnmord, men nogle af de krigere, som dræbte dem for syv år siden, befinder sig nu - og her sluttes cirklen atter - i Ein el-Helwe-lejren i Sidon.

PLO's Fatah-bevægelse har kaldt sin delvise navnebror for "en bande simple kriminelle" - en klog forholdsregel i betragtning af libanesernes ulmende vrede over, at palæstinenserne tillod denne gruppe at blive oprettet i den nordlige flygtningelejr. I Ein el-Helwe er PLO på gaderne for at sikre, at dette ikke gentager sig - alligevel skød en enkelt palæstinensisk islamist her vildt om sig i vrede over, at den libanesiske hær havde myrdet hans 'brødre'.

Hvis belejringen af Nahr el-Barad trækker ud, kan det imidlertid blive svært at kontrollere de palæstinensiske grupper i Beirut og Sydlibanon. Og så vil den libanesiske hær - som er det eneste, der står imellem fred og anarki i dette land - få bragt sine ressourcer endnu tættere på bristepunktet.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her