Læsetid: 7 min.

Fatah slikker sårene

Kalkilya er kendt verden over for muren og sikkerhedshegnet, der adskiller Israel fra Vestbredden. Nu er den også blevet en af Hamas' stærkeste bastioner, hvor Hamas skal vænne sig til at regere kommunalt
20. juni 2005

VESTBREDDEN - Han sundede sig endnu. Men virkede som en bokser, der aldrig nåede at se slaget, før det ramte. Han var opstillet af Fatah i Kalkilya. Den by, som er blevet kendt verden over, fordi mur og sikkerhedshegn af hensyn til to bosættelser går langt ind på Vestbredden, totalt omringer byen og har gjort den synonym med et fængsel. Nu er den også blevet kendt som en af de stærkeste bastioner for Hamas.

Kalkiliya var før Muren et sted, hvor israelerne tog hen og handlede, når de ville købe billigt ind, og de tog deres børn med i byens zoologiske have. Da jeg besøgte byen for snart to år siden for at optage en film om muren, sagde den daværende borgmester, Maa'rouf Zahran, adskillige gange advarende: "Med den politik, som Israel fører, spiller de ekstremisternes spil. Vent bare og se, hvordan de vil blive styrket."

Ved kommunalvalgene i begyndelsen af maj måned, hvor Hamas for første gang gik ind og deltog i det politiske system, tabte Fatah alle 15 mandater til islamisterne, og Fatah har siden været så skræmt ved tanken om, hvad der kunne ske ved de planlagte parlamentsvalg, at præsident Abu Mazen har udsat dem på ubestemt tid - med henvisning til, at valgloven endnu ikke er på plads.

Jeg havde svært ved at finde ind i Kalkiliya, for der var sikkerhedshegn overalt, men så fandt jeg vejen og kunne konstatere, at der ikke var noget checkpoint, så den eneste udgang til Vestbredden var i hvert fald totalt åben.

Nederlag for Fatah

Informations korrespondent Hans Henrik Fafner venter, og vi kører sammen derind. Gaderne er sammenlignet med andre palæstinensiske byer nærmest øde. Mange butikker er lukket. Vi tager hen til en af Fafners forbindelser på stedet, Mohammed A. Zaid, der er journalist og som har slået sig på at lave lokale telefonbøger. Hans kontor er spækket med billeder af ham selv sammen med Arafat, som han var en stor beundrer af:

"Han var vores far og mor, han var vores familie, den store læremester, og vi skal stadig læse hans ord, for vi er ikke færdige med at lære af ham. Jeg tror, han døde, fordi han følte sig ført bag lyset af sine venner, der startede intifadaen. Han troede, at den ville føre til sejr, men Bush afløste Clinton, og 11. september skabte krigen mod terror, og til sidst erkendte han nederlaget og døde faktisk af træthed og sorg. Nu er situationen en anden, og vi må give den nye leder en chance og håbe, at det virker."

Foreløbig slikker Mohammed sårene efter nederlaget i Kalkiliya. Han fortæller, at der var nogle problemer mellem den tidligere borgmester og en anden kandidat på Fatahs liste, men alligevel, det bør jo ikke være nok til at miste alle mandater. Måske var borgmesteren for meget væk, populær ude i verden og god til at tiltrække penge udefra, men folk forstod alligevel ikke helt, hvor meget godt han gjorde for byen i en vanskelig situation. Mohammed fortæller, at et stort biogasprojekt med amerikanske penge er faldet til jorden, efter at Hamas har vundet.

Han bryder sig bestemt ikke om Hamas. Hverken om deres religiøse eller politiske synspunkter. Deres radikale tanker om et Palæstina "fra havet til floden" vil blokere for forhandlinger med Israel, og han frygter, at de vil styre alt med henvisning til koran og sharia.

Alligevel arrangerer han beredvilligt et interview med den nye borgmester - de er faktisk langt ude i familie med hinanden.

Mohammed tager os først med hen til Muren. Der hvor den gamle hoved- og handelsvej til Israel gik. Her er nu otte meter høj beton og et tårn med glughuller.

"De skyder ikke på danskere," siger Mohammed, mens han tager billeder af os. Drivhusene står og forfalder, og han forklarer, at der netop har været en kæmpeoversvømmelse, fordi Muren stoppede det naturlige afløb for vandet i et område, hvor der normalt tjenes mange penge på blomster og grøntsager.

Socialt ikke politisk

På Rådhuset er borgmesteren netop kommet tilbage til sit kontor efter middagsbønnen. Det vil sige, det er ikke selve borgmesteren, men en stedfortræder. For vinderen, Wajia Qawais Nazal sidder i fængslet i Ofra. På tredje år i administrativ forvaring.

Den fungerende borgmester, Mohammed Hashim el-Masrii, står i døren og taler med en enarmet mand, som virker meget vred. Han har ikke kunnet få den protese, han mangler. Hamas er kendt for at tage sig af folks sociale problemer, og det er da også det, el Masrii understreger, da vi begynder samtalen. At han ikke ser sit job som noget "politisk", men det handler om at yde borgerne en god service, og at det forrige styre begik alt for mange fejl. Brugte for mange penge på at reparere veje, selv om borgerne havde mere brug for de daglige fornødenheder.

"Vi skal have et nyt og renere styre," siger han med en henvisning til den megen snak om korruption inden for Fatah og Selvstyret.

"Det var det, vi som islamister vandt på, og ikke på de store ideologier," siger han.

Civilisataionskrig

Vi kan godt forstå, at kommunalstyre ikke har så meget med ideologi gøre, men Hamas har jo nu også besluttet at deltage i parlamentsvalget, og vi er interesseret i at få at vide, hvor langt man vil gå for at gennemføre sine politiske idéer, hvis man vinder valget.

El-Masrii siger, at Hamas ser det som en civilisationskrig, hvor partiet går ind for en islamistisk udvikling, mens andre går ind for en kapitalistisk. Islam har alle de love, der skal til for at styre et samfund, også økonomien, og man må så se, hvad vælgerne foretrækker. Det er en fredelig kamp. At man så i Palæstina samtidig må kæmpe mod en besættelse er en anden ting.

Samtidig understreger el-Masrii stærkt, at han som borgmester ønsker en god forbindelse til "den anden side". Han siger ikke Israel, fordi Hamas stadig i modsætning til Fatah nægter at anerkende Israels eksistens: "Det er jo helt nødvendigt at tale med den anden sides militær om praktiske ting, som kan lette adgangen for borgere gennem den mur og det hegn, som adskiller landmænd fra deres jorder og skolebørn fra deres skole. Kalkiliya er et stort fængsel, og vi må ikke lade det vedblive at være sådan, men prøve at få et godt forhold, og vi har våbenhvile lige nu. Lad os udnytte det."

Vi studser lidt over de forsonlige toner og spørger, om han forudser en dag, hvor jøder og palæstinensere lever fredeligt sammen i ét land. Han svarer: "Enhver besættelse må have en ende, og det som er taget, må gives tilbage. Om det så tager 100 år, men en dag vil det blive mit."

Nye tider

Det var fascinerende at mærke borgmesterens trang til at nøjes med alle de pragmatiske og praktiske ting og hans uvilje mod at tale om de idéer, som så længe har forhindret ham og ligesindede i at være med i det direkte politiske og i stedet fået mange af dem til at leve under jorden og i dødelig fare.

På den israelske side skal man også først lige til at vende sig til at 'koordinere' med de folk, som man har sat på terrorlister, og som det kunne medføre lang fængselsstraf for almindelige israelere at være i selskab med.

Min gamle kontakt fra sidste besøg, kommunesekretæren, hilser grinende på mig og siger: "Ja, det er nye tider." Men han har da fået lov til at beholde et skrivebord i et hjørne.

Hjemme hos Mohammed møder vi en gæst, en anden af de tabende Fatah-kandidater, Khalid Dawood, som også er inspektør på byens største skole. Han funderer med en stille humor over grunden til det helt utroligt store nederlag og dets følger.

"Vi fik skylden for alt, hvad det palæstinensiske selvstyre havde gjort galt. Men lad os nu se, hvad de andre kan. Kan de skaffe billigere el og vand, som de sortskæggede har lovet? Jeg tror det ikke. Muren ødelægger alt. 600 butikker er allerede lukket. Den er der hele tiden, selv om jeg prøver ikke at se den. Du drømmer om åbne pladser, landskaber uden begrænsninger. Ligesom fanger i et fængsel altid drømmer om at komme ud. Problemet er, at det ser ud som om, Sharon har smidt nøglen væk efter at have låst døren."

Som så ofte før mærker jeg en slet skjult beundring for Sharon.

"Han er dygtig til ikke at vise sine kort, og når han spiller dem, så ender han med at få det, som han vil af det. Af amerikanerne. Af europæerne. Han er som en bulldozer, og vi palæstinensere er som små sten. Vi burde kunne leve sammen i en stat med én mand én stemme, men israelerne vil jo have en jødisk stat. Så det næstbedste er, at vi får vores egen stat. Men samtidig med at Sharon trækker sig ud af Gaza, er han ved at sluge de vigtigste dele af Vestbredden samt Østjerusalem og prøver at få så mange til at rejse herfra som muligt. Transfer kalder vi det. Men vi må kæmpe imod. Nok er palæstinenserne som små sten, men små sten kan også være klippefaste, og så bliver der en tredje intifada."

Informations korrespondent Hans Henrik Fafner og Jørgen Flindt Pedersen skriver på en bog om udviklingen i Mellemøsten efter Arafats død med særlig henblik på Murens og de israelske bosættelsers betydning for en forhandlingsløsning. Jørgen Flindt Pedersen har tidligere udgivet 'Brylluppet i Ramallah'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her