Læsetid: 3 min.

Fatal dansk nøl

8. december 2003

Traditionen tro blev vi for præcis en uge siden på verdens aidsdag mindet om, at sygdommen er en katastrofe – især for Afrika. Endnu en gang blev gruopvækkende tal fremhævet. For eksempel at der hver eneste dag dør mindst 10.000 mennesker (lige så mange som der bor i den nordjyske kommune Skørping) som følge af aids. Tal-gymnastikken og de mange triste beretninger om aidsepidemiens følger kom dog desværre i år til at skygge for en opmuntrende nyhed: Epidemien kan bremses.
Som beskrevet i Informations serie Livets pris (tema.information.dk/aids) er prisen for aids-medicin til de værst ramte u-lande faldet dramatisk. Beredvillige regeringer i Afrika kan nu skaffe hiv-positive mødre og fædre livsforlængende aids-medicin til en pris på 2,30 kr. pr. dag pr. patient. I 2000 var prisen 200 kr. pr. dag. Det dybe prisdyk har gjort aids-behandling langt mere økomisk overskuelig for både u-lande og donorer af bistand fra de rige lande. Samtidig er der tale om en sejr for aids-aktivister og til dels markedsmekanismerne.
Var det ikke for aktivisternes protester, havde medicinalkoncerner som GlaxoSmithKline og Merck holdt fast i deres patentbeskyttelse og deres skyhøje priser, mens folk dør som fluer i det sydlige Afrika.
I mange år har medicinalkoncernerne ikke været interesseret i at sælge aids-medicin i Afrika og Sydasien, for der er alt for få købedygtige kunder. Men takket være skarp konkurrence fra fabrikanter af kopimedicin i Indien og Brasilien, så er koncernerne nu blevet tvunget til dels at sænke deres priser i u-lande dels at interessere sig for de potentielt store markeder i Syd.

Efter mere end 20 år med aids, hvor regeringer i både Nord og Syd på mange måder har siddet med hænderne i skødet, står vi nu i en situation, hvor prisfaldet på medicin har muliggjort et take-off i kampen mod aids. Sættes der massivt ind med behandling og forebyggelse, kan aids-epidemien bremses. Den mulighed bliver nu grebet af blandt andre USA, Storbritannien og FN. Inden for en kort årrække, vil de bestræbe sig på, at millioner af aidssyge får livsforlængende behandling.
Og det er ikke kun statskasser, der skal betale behandlings-regningen, som årligt bliver på mange milliarder kroner. Kendte personer som multimilliardæren Bill Gates, eks-præsidenten Bill Clinton, og apartheid-helten Nelson Mandela er via deres fonde også med på at give milliardbeløb til medicin.
Desværre er Danmark ikke med blandt de lande, der vil bekæmpe aids med behandling. I Udenrigsministeriet holder embedsmænd og minister Per Stig Møller (K) stædigt fast i, at forebyggelse stort set er den eneste virksomme medicin mod aids-katastrofen. Ministeriet opregner gerne alle de faldgruber, som der er i at iværksætte aids-behandling. Blandt andet kan massiv satsning på behandling gå ud over forebyggelses-indsatsen; der er slet ikke læger og laboratorier nok i Afrika til at sikre forsvarlige behandlingstilbud; man risikerer på længere sigt at gøre medicinen virkningsløs, hvis afrikanerne ikke overholder deres medicinering. Og så videre, og så videre.

Ministeriet og ministeren har fuldstændig ret i, at aidsbehandling kræver både megen omtanke og mange ressorucer. Men hvad er alternativet?
Ja, det er at lade mindst 30 millioner mennesker dø de næste ti år. I dag har 11 milioner børn mistet en af deres forældre som følge af aids. Ifølge FN’s Børnefond (UNICEF) er tallet 20 millioner i 2010, hvis ikke vi gør noget. Hele lande i det sydlige Afrika vil miste op til halvdelen af deres befolkning i den produktive alder.
På verdens aidsdag valgte udenrigsministeren at give nogle pebernødder til behandling i form af tre millioner kroner til FN’s initiativ om at få tre millioner fattige i aidsbehandling inden for to år. Det danske beløb på en krone pr. patient er lavkomisk lille.
Heldigvis har oppositionen i Folketinget lige fra Dansk Folkeparti til SF – som omtalt i Information den 4. december – en anden indstilling end udenrigsministeren. De går ind for at Danmark skal bruge langt flere midler på aidsbehandling. Danmark var det første donorland i verden til i 2001 at lave en handlingsplan for aids-bekæmpelse. Vi skal tilbage i den førerposition i stedet for at lade folk og lande dø.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu