Læsetid: 3 min.

Fatamorgana

10. juli 2002

DER ER TUSINDVIS af kilometer mellem havnebyerne Barcelona i Spanien og Durban i Sydafrika. Det er der også mellem, hvad der for tiden foregår i de to storbyer.
I Barcelona forsøger delegerede fra hele verden på en international konference om aids at komme med konstruktive bud på, hvad man kan gøre for at bekæmpe sygdommen, som især hærger Afrika. Eksempelvis vil den forventede levealder – ifølge beregninger foretaget af USAID – i 2010 være faldet til mindre end 30 år i 11 afrikanske. I Botswana vil et gennemsnitsmenneske således kun leve 27 år. Årsagen er aids.
Nutidens pest tager kvælertag på Afrika. Det får bekymrede aktivister i Barcelona til at kræve en langt større præventiv indsats og billig livsforlængende medicin til hovedparten af de 28 millioner hiv-smittede i Afrika. I dag er det én promille, ca. 30.000, som får den medicin, de fleste hiv-smittede i Vesten tager for givet.

DET VIRKER IKKE som om, nødråbene fra Barcelona er trængt ind hos de mange statsledere fra Afrika, der er samlet til møde i Durban. I hvert fald bliver der ikke officielt talt om aids. I stedet taler diverse præsidenter om, at de med etableringen af Den Afrikanske Union (AU) tager hul på en ny æra. Deres visioner handler om økonomisk samarbejde, fred,
demokrati, menneskerettigheder og kamp mod korruption. Altsammen politisk korrekte hensigtserklæ-ringer, men de klinger hult, når lederne ikke med et ord nævner aids, som er et af kontinentets aller-største problemer.
Virkelighedsfornægtelsen lover ikke godt for AU. Den kan ligesom forgængeren, Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU), nemt ende med at blive en klub, hvor der er for mange skåltaler og for lidt handling.

OAU OPSTOD i 1963, efter at en række lande var sluppet af med deres koloniherrer. Der var i begyndelsen stor optimisme i organisationen, og en af tidens mest fremtrædende ledere, Ghanas præsident Kwame Nkrumah, talte om at »forene« Afrika. Alligevel blev det et bindende princip for OAU, at man
respekterede kolonitidens grænser, og at organisa-
tionen ikke blandede sig i landenes interne forhold. Blandt andet lukkede de ansatte i OAU-sekretariatet
i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, øjnene for, at diktator Mengistu over en længere periode fik nedslagtet tusindvis af politiske modstandere.
Efterhånden blev organisationen kendt som diktatorernes klub, og der var kun få succeser at berette om f.eks. mægling i grænsestridigheder. Den afgåede
generalsekretær for OAU, Amara Essy, har sagt om
organisationen sagt, at det »er den mest vanskelige, jeg nogensinde har set.« Afskeden i Durban med OAU har på den baggrund været alt andet end vemodig.
Afløseren AU er dog ikke fri for medfødte skavanker.

ET AF PROBLEMERNE er Libyens diktator,
Muammar Gaddafi. Han drømmer om et forenet Afrika, og han har derfor lagt sig i selen for etable-ringen af AU. Men med sin tidligere så aktive støtte til terrorisme er Gaddafi ikke ligefrem den person, der giver AU den bedste reklame.
En anden forhindring for unionen er manglen på
demokratisk sindelag. Ganske vist er der inden for det seneste tiår afholdt demokratiske valg i 42 af de 48 afrikanske lande syd for Sahara. Men blandt deltagerne på mødet i Durban er Zimbabwes aldrende præsident, Robert Mugabe. Og han bliver hverken frosset ude eller skarpt kritiseret trods åbenlys fusk ved valget i landet tidligere på året og hans styres blodige fremfærd over for de hvide farmere. Manglen på kritik af Mugabe minder i påfaldende grad om
broderskabsånden fra OAU. Det underminerer også værdien af, at statslederne i AU’s regi har lovet, at uafhængige undersøgelsesmissioner fra tid til anden skal vurdere landes status i forhold til demokrati og menneskerettigheder.

TRODS DE DÅRLIGE sten i fundamentet for AU kan unionen gå hen og blive et fornuftigt samarbejde. I går vedtog statslederne f.eks. at danne et sikkerhedsråd for Afrika, der med egne styrker skal kunne bremse eller afslutte konflikter på kontinentet. Den mulighed havde OAU ikke.
Selv om det nye sikkerhedsråd er en erkendelse af manglende vilje blandt de rige lande til at sende soldater til Afrika, så er det et godt signal om, at de afrikanske ledere er parat til i højere grad at skabe orden i egen hus. Det signal har lederne også sendt med Nyt Partnerskab for Afrikas Udvikling (NEPAD), der er en slags handlingsplan for AU.
Hidtil er de progressive afrikanske signaler ikke blevet honoreret med hverken mere bistand eller flere investeringer fra de rige lande. Den belønning bør komme, hvis statslederne gør alvor af deres ord. Udebliver præmien svigter vi de fattige og hiv-smittede i Afrika, lige som mange af deres ledere hidtil har gjort.

hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her