Læsetid: 4 min.

Fatamorgana i Madrid

Udefra ligner det en helt almindelig modernistisk bygning, men inde i det nyeste af den spanske hovedstads museer forvandler byens liv sig til en overvældende, nærmest eksplosiv oplevelse
19. oktober 2005

Der opstår et klart øjeblik. Et øjeblik mættet med den skarpe og underligt uvirkelige kendsgerning, at sindet bevæger mellem forståelse og total opløsning. Jeg står på øverste etage af tilbygningen til Reina Sofia-museet i Madrid, og under det enorme tæppe af et tag er der åbne flader ud mod byen i tre retninger. Men ikke kun én by, mange byer.

Den franske arkitekt Jean Nouvel har skabt noget usædvanligt på dette sted, hvor Ronda Atocha glider forbi Calle Argumosa og det oprindelige museums rolige facade, der blev tegnet af Francisco Sabatini i det 18. århundrede. Nouvel har udformet tre nye bygninger under det helt fantastiske, en hektar store tag på en måde, der gør arkitekturen til en fremragende provokatør i byens bevidsthedsstrøm, som er ret overvældende, indtil man vænner sig til den.

Grundstrukturen er indiskutabelt modernistisk og alligevel ret undseelig bortset fra dens størrelse og mange detaljer. Bygningernes blottede sorte stålramme er lige så retlinede som de skarpest udformede bygninger på Manhattan. Vi kender det her - eller det tror vi i hvert fald.

Tilbygningens strukturelle udformning står lysende klart. Man ved med det samme, hvordan denne arkitektoniske menage a trois holdes oppe, man kan se, hvordan bygningerne griber ind i hinanden, man forstår dem. Form og funktion. Ingen udenomssnak, ingen dikkedarer.

Så forstår man pludselig også noget andet. Noget, der rækker ud over modernisme, orden, programagtige strukturer og vores viden om, hvordan tingene hænger sammen.

Refleksioner opstår som blændende kommentarer til selve den orden, der har skabt dem, gådefulde overvejelser om tid og sted, en afspejling af Madrids tagrygge og dens silhuet, der lægger sig på tagets inderside. Selve byen vi befinder os i vender den rigtige vej, men vi bliver opslugt af dens spejlvendte, plastikagtige dobbeltgænger, hvis svagt udviskede detaljer giver mindelser om Cezannes malerier.

En gennemsigtig by

Takket være arkitekturens største drømmere - dem, der elskede Italo Calvinos litterære billeder i Invisible Cities - giver sig selv lov til at blive lokket ind i den lysende fortælling om en gennemsigtig by. En by, der er blevet delt op, klonet, bearbejdet som modellervoks og derefter genskabt, ikke kun i kraft af det polyesterindhyllede murstensrøde tag, men også i kraft af de mørkere formskabere: glasset, der udfylder bygningens strukturer.

Dele af byens urbane overflade, trafikken, der kæmper sig igennem rundkørslen på Plaza de Carlos V, det fantastisk elegante tag på Puerta de Atocha-stationen, de fjerne tårne i sydlig retning - det hele afspejles i to eller tre versioner. Byens liv splintres og tordner imod os som striber af ild.

Nouvels oprindelige skitse til den 65 millioner kroner dyre tilbygning er impressionistisk.

"I skyggen, ja, i dens skygge," mumler han i sin tekst, "det er ikke hensigten, at tilbygningen skal overskygge museet. Den folder sig ud og inddrager dele af omgivelserne, men det er ikke meningen, at den skal forstyrre eller ødelægge noget."

Nouvel taler om sine "tre nye, muterede bygninger", der til sammen skaber en slags trekant, hvoraf Sabatinis sydvendte facade udgør én af dem. Under det rosenfarvede tag danner det nye bibliotek, boghandlen, restauranten, auditoriet og bygningen, der huser to gallerier og kontorer, de to andre afgrænsninger i en enorm indvendig gårdsplads, hvis facader og overflader bliver oplyst af en halv snes store lamper i taget.

Strukturens kraft

I gården hvor Roy Lichtensteins store skulptur, Brushstroke, fra 1986 står og ligner en lillebitte, kromfarvet tingest, er der ro til refleksion, men herinde skaber arkitekturen en anden stemning. Vi opdager, at vi befinder os i skarpt optrukne felter: den nye bygnings skarpe konturer og felterne, der anes på Reina Sofia-museets oprindelige bygning. Det klassiske og det moderne slået sammen i et rum på størrelse med turbinehallen på Tate Modern. Et surrealistisk rum.

Det egentlige mysterium begynder dog uden for tilbygningen. Står man på Ronda de Atocha har man ingen fornemmelse af de sammenvævede strukturer og perspektiver, der gemmer sig inde i bygningen. Facaden og strømlinet og neutral, et tårnhøjt skjold af skinnende røde, vandrette lamelvinduer, hvis grafiske udformning tilsyneladende ikke er interesseret i et samspil med områdets øvrige arkitektur.

Selv auditoriets blodrøde bagende, der udgør det sydvestlige 'punkt' i den trekantede tilbygning, er uudgrundelig. Det er først, når man står ved Calle-hospitalet, der løber langs den nordvestlige kant, at strukturens egentlige kraft udfolder sig. Og det er først her - står der virkelig mennesker lige deroppe? - bliver vi så småt klar over hvilke muligheder der ligger i dette tag og den dyne af plads, som det tilsyneladende hviler på.

Nouvels nye bygning er et omhyggeligt udført udtryk for engagement. Ikke bare i byen Madrid, men i dens kunstneriske og administrative funktioner. Tilbygningens ydre skal demonstrerer måske kun en overordnet forbindelse til byen, men den måde, hvorpå de arkitektoniske komponenter er blevet placeret under taget, vidner om en ekstremt præcis håndtering af lodrette og vandrette akser og perspektiver.

Ud fra terrassen på auditoriets sydvestlige side har Nouvel placeret et vinkelret hul, der ikke er meget mere end fire meter bredt, men gennem dette hul - som en reflektion fra dets glasagtige sider vendt rundt langs tagets inderside - får vi øje på et smukt indrammet urbant portræt: en trækrone, balkoner på Calle-hospitalet, et udsnit af tagets vingetagsten og til sidst under de blændende hvide skyer og midt i den brændende tørre hede - kuplen og korset i San Cosme y San Damian.

Under Jean Nouvels vidunderlige tag får vi et glimt af en storslået bys væsen og opdager, at det ikke kun er en by på kortet, men en berusende demonstration af urban eksistens, reel eller i en drømmeverden.

©The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her