Læsetid: 4 min.

Fattig optimisme

29. december 1998

LIGE OM LIDT skal Poul Nyrup Rasmussen til det igen. På fredag vil statsministeren tone frem på tv-skærmene fra sit andet hjem på Marienborg for at aflevere nytårsbudskabet til det danske folk. Det budskab, som sidste år bl.a. gik på, at "1997 var et godt år for os i Danmark." Et budskab som efter valget den 11. marts blev yderligere betonet og uddybet i de første linjer af det ny regeringsgrundlag: "Der er sket en stor og positiv forandring gennem de seneste fem år. Danmark er præget af fremdrift og optimisme."
Man må formode, at dette års nytårstale vil være præget af samme lyssyn. For siden sidst er Danmarks økonomi vokset med 2,4 procent, og danskernes forbrug med endnu mere. Samtidig er antallet af officielt registrerede arbejdsløse med økonomiministerens ord så lavt, at "vi skal tilbage til begyndelsen af 1970'erne for at finde noget lignende." Kun den rådne betalingsbalance med det uventet og alt for store underskud nager. Med et minus på 13,5 mia. er årets underskud det største i 90'erne og dobbelt så stort som forventet af regeringen for bare to måneder siden. Men hvad pokker: Underskuddet afspejler blot, at danskernes forbrug er vokset i forhold til den omgivende verdens forbrug af de varer, vi producerer, så det er næppe et problem, danskerne for alvor vil hæfte sig ved dagen efter en velforsynet nytårsfest.
Eftersom julefreden endnu hviler nogenlunde intakt over landet, er der ikke grund til - her og nu - at rippe op i striden med statsministeren og finansministeren om de mange danskere uden arbejde, som optræder i andre statistikker end lige netop den over de officielt registrerede og forsikrede ledige. Den strid, der blandt andet finder næring i den støt stigende kurve over antallet af efterlønnere, førtidspensionister og folk på overgangsydelse, vil der bliver mange lejligheder til at genoptage i 1999.

DER ER imidlertid ét punkt, hvor julefreden blev forstyrret, og hvor der kan være god grund til for en statsminister at reflektere over situationen: Billederne af de hjemløse og de fattige i dagens Danmark. Det er billeder, man i december har kunnet se i aviserne og på tv, hvis man da ikke ved selvsyn har konstateret fænomenet om morgenen på vejen til arbejde i København: De to, der er begyndt at ligge i deres tæpper på risten foran Tivoli, ham der sidder med sit papskilt og teksten "hjælp en hjemløs" ved Rådhuspladsen, ham der på usmageligste vis tager lejlighedsvist ophold ved selveste Christiansborg, m.fl.
De hjemløse og de egentligt fattige i Danmark er fortsat ikke mange, men frivilligorganisationernes herberger og de private hjælpeorganisationer har op til julen meldt, at de helt udstødte bliver stadig flere.
"For øjeblikket har vi en belægning på 110 procent, og vi afviser mellem 10 og 20 om dagen," sagde Bjørn Bendorff, forstander på Korshærs Herberg i Hillerødgade, København, til Aktuelt før jul. "Som det ser ud for øjeblikket, har vi fuldt belagt, og vi har løbende henvendelser fra hjemløse, som vi må sige nej til," sekunderede socialrådgiver Thomas Hjorth fra Meto-
distkirkens Sociale Arbejde. "Deres nød er blevet større. Det overskud, de fattige havde for to-tre år siden, er meget lavere i år," lyder meldingen fra Maj-britt Lysgaard, der for Frelsens Hær uddelte julehjælp i form af madvarer m.m. til særligt trængende. Her i avisen fortalte vi juleaftensdag om økonomien hos én af modtagerne af julehjælpen, en enlig mor på kontanthjælp, som ikke har givet op, men som efter de faste udgifter har mindre end 100 kroner om dagen til at sikre sig og sin datter mad, tøj, husholdningsartikler og hvad der ellers hører til et anstændigt liv i velfærdsdanmark. Man kan leve, overleve, men hvad sker der med værdigheden, med selvfølelsen, med den "omstillingsparathed" som politikere, sagsbehandlere og erhvervsledere i dag forlanger, når man må hente både tøj og julemad som nådsensbrød hos Frelsens Hær?

BILLEDERNE AF DE hjemløse og de fattige er bestemt ikke enestående for Danmark. Det er værre mange andre steder i det EU, som igen i år har oplevet en vækst i det gennemsnitlige bruttonationalprodukt og et fald i den officielle ledighed.
Britiske medier har længe skrevet om det stigende antal hjemløse og fattige, og i Frankrig vågnede borgerne op til et chok i november, da nyhedsmedierne efter en overraskende kold nat fortalte om otte ihjelfrosne hjemløse og dermed afslørede tilstandene for de ringest stillede i et af EU's rigeste lande.
De fattige i gadebilledet er det mest grelle udtryk for, hvad der sker for et stigende antal mennesker uden for arbejdsmarkedet - mennesker som nok er berettiget til en eller anden form for offentlig ydelse, der kan holde dem i live, men som på grund af den manglende tilknytning og anciennitet på arbejdsmarkedet har få rettigheder og få personlige ressourcer til at ændre situationen. Med det postindustrielle videns- og informationssamfunds krav til sine borgere om at demonstrere "mobil karakterfasthed", dvs. på én gang omstillingsparathed og personlig integritet, sådan som Hanne Dam beskrev det i en artikel i gårsdagens avis, er det ikke det mindste overraskende, at en del falder igennem, giver fortabt og går til bunds. Det er forventningspresset i det moderne samfund lige så meget som de offentlige ydelsers begrænsede størrelse, der slår mennesker ud. Nogle af dem - stadig flere ifølge hjælpeorganisationerne - ser man nu i gaderne. Andre gemmer sig i deres ensomhed. Prognoserne fra Marianne Jelveds økonomiministerium taler om faldende vækst i 1999 og om en påny stigende ledighed i både 1999 og år 2000. Alt andet lige kan synet af knækkede, udstødte medborgere i bybilledet blive hyppigere i det nye år.
Et samfund - og dets statsminister - skal kendes på evnen til at tage vare på sine svageste. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her