Læsetid: 4 min.

Fattigdom og sult

24. december 2003

»Mål for 2015: Halvér andelen af mennesker, der lever for under en dollar om dagen og som lider af sult.«
Mål nummer ét i FN’s såkaldte Millenium-plan for bekæmpelse af fattigdom.

NÆRMEST LYKKELIG var han, FN’s ghanesiske generalsekretær, Kofi Annan, den dag i september 2000, da samtlige medlemslande i New York for alvor besluttede sig for at sikre en mere retfærdig fordeling af denne verdens goder. Det gab, der eksisterer mellem verdens rigeste og fattigste, er vokset år for år i de seneste fire årtier – hvor de, der i forvejen havde de fleste ressourcer, har fået stadig flere, mens de, som havde færrest, har fået endnu færre. Med vedtagelsen af de otte Millenium-mål – udryddelse af fattigdom, grundskole til alle, kvinders rettigheder, mindre børnedødelighed, sikrere svangerskab, bekæmpelse af aids, bæredygtigt miljø og reel frihandel – enedes såvel de fattige som de rige lande om at hjælpe de millioner og atter millioner, som fødes i fattigdom. De ædle mål blev skabt og vedtaget på et tidspunkt, hvor de vestlige stats- og regeringschefer rent faktisk havde overskud til at opføre sig som statsmænd – nemlig et år inden terrorangrebene på USA den 11. september 2001 endnu engang skubbede dagsordenen væk fra den bløde udviklingspolitik og i stedet tilbage til den benhårde sikkerhedspolitik. De enorme summer, der bruges på den militære terrorbekæmpelse i især Afghanistan og Irak, mangler nu til at hjælpe de allerfattigste. Det fik for nylig en langt mindre optimistisk Annan til at understrege, at han vil betragte det som en humanistisk fallit, hvis målene for bekæmpelse af fattigdom og sult ikke er nået i 2015. Status på det primære mål er da også bekymrende.

FATTIGDOM er slet ikke på vej til at blive udryddet. Der er i dag længere vej til at nå målet med at halvere antallet af mennesker, som lever for under en dollar om dagen (godt seks kroner), end da målet blev sat. Mere end 50 lande i verden er blevet fattigere i det seneste tiår – og især i det sydlige Afrika og Sydøstasien synes fattigdommen at være permanent. Her må halvdelen af befolkningerne leve for under en dollar om dagen. De hører med til den femtedel af klodens befolkning, der må klare sig for lidt over en procent af verdens samlede ressourcer. Uligheden kan også beskrives ved, at de 50 millioner rigeste mennesker på kloden forbruger ligeså meget, som de fattigste 2,7 milliarder mennesker.

SULT er heller ikke på vej til at blive fjernet. Næsten hvert tredje menneske på kloden lider af fejlernæring – og især i det sydlige Afrika og det sydøstlige Asien er problemerne kolossale. UNICEF kunne for nyligt fastslå, at mellem hver andet og hvert tredje barn i de fattigste regioner lider af klare symptomer på egentlig underernæring – mest markant at de vejer alt for lidt. I afrikanske lande som Somalia, Burundi, Congo, Eritrea, Mozambique og Angola lider op til tre ud af fire indbyggere af sult – det betyder, at deres gennemsnitlige kalorieindtag er på halvdelen af det, som danskere har. Men selv inden for disse gennemsnitstal er der store udsving. Både Afrika og Asien er fulde af deprimerende historier om børn, kvinder og mænd, der må spise majs, inden de modner eller forsøge at leve af rødder og blade.

DEN RIGE verden burde se det som en helt afgørende moralsk forpligtelse at sikre, at de mennesker, der er så uheldige at blive født i de fattigste lande, kan få håbet tilbage. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at de rigeste er villige til at hjælpe. Den samlede udviklingshjælp fra de rige til de fattige er på vej ned – og ikke op. De nordiske lande, som i årtier aktivt fremstod som foregangslande i udviklingsbistanden, har alle skåret markant på bevillingerne – især Norge, Sverige og Finland, som allerede for ti år siden næsten halverede deres bistand, men på det seneste har også Danmark sparet milliarder til de fattigste. Denne udvikling er desværre symptomatisk for alle de rigeste nationer.
Det er åbenlyst, at FN’s sympatiske generalsekretær, Kofi Annan, både har defineret de rigtige mål og desuden kender mange af løsningerne på at bekæmpe fattigdom og sult – men at FN savner pengene og engagementet fra medlemslandene. En række tidligere stats- og regeringschefer – anført af USA’s Bill Clinton og Sydafrikas Nelson Mandela og herhjemme med Poul Nyrup Rasmussen som en stadig stærkere stemme – forsøger at råbe verden op i disse måneder. Et af forslagene er at dele det nuværende Sikkerhedsråd i FN op i to – et råd for Sikkerhed og et råd for Udvikling. Forslaget er sympatisk og kunne måske sikre, at de rige lande for en gangs skyld vil kunne fastholde målet om at hjælpe verdens fattigste. Der er behov for det.

*Dette er leder nummer et i en serie om de otte millenium-mål. Lederserien fortsætter til og med den 5. januar

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu