Læsetid: 3 min.

Fattigdommens kustoder

Oplevelsen af det latterlige misforhold mellem ens eget velvære og ydmygelsens udstilling er prekær
28. september 2005

Når man, som der står et sted hos Johannes Wulff, den gode digter, der ikke bør glemmes, spadserer huldsaligt hen ad Strøget i København, i sådanne øjeblikke af overskud, som ordbogen kalder 'venlig nedladenhed', sker det, at man passerer en tigger, der sidder med korslagte ben og øjnene i fliserne. Da har man måske lige været i Illums kælder og forsynet sig af supermarkedets overbud af velværets fødevarer og væsker, der får dem til at glide ned. Pengesedlerne er forvandlet til byttepenge, der rasler i lommen. Der står et hvidt, bulet plastickrus foran manden, og det er kun hunden bagved, den udstødtes bedste ven, der betragter en og følger den beskedne mønts vej mod det snævre mål. Den rammer ved siden af, og en hånd strækkes frem og både famler og samler den op foran papskiltet med indskriften 'Hjemløs. Til mad og drikke'.

Huldsalighed? Jeg prøver at analysere, hvad episoden indebærer. Dér går man med skulderen skæv af blot nogle få dele af livets goder på vej hjem. Generthed, flovhed, dårlig samvittighed, ædel godhed? Gerningsretfærdighed? som er en lutheransk synd, fortæller Søren Krarup. Man dropper et par kroner på vej mod Magasins Torv for at supplere hjemvejen med et bundt afskårne blomster til måske 50 kr. Burde samfundets socialforsorg ikke forskåne en for synet af de fortabte? Hører man som undskyldning for at gå uantastet forbi. med ens viden om, at ca. 10.000 mennesker er i samme situation som denne fattigdommens kustode.

Hvad gør man med sin nedladenhed, med sin møntnedkastning uden anden gevinst end tristesse. Mad og drikke, står der. Man kan ane, at han måske ikke bruger sin gevinst til indkøb af økologiske æbler, hinsides folkesundhedens normaltilstand som han så ud til at være.

Ulighed

Men så har den ædle og afmægtige giver en solid trøst i tanken om ulighedens velsignelse. Den gode mand på fortovet må besinde sig på, at jo rigere nogle bliver - og det er en aktuel, himmelråbende realitet - jo bedre får de fattige det. En simpel dynamik, som sparer samfundet for unyttige udgifter til disse tusinder, som man ikke engang orker at registrere. Det hele går af sig selv, som det nu går.

Det er et relativt nyt indslag i det danske gadebillede, fremkommet samtidig med, at den generelle velstand indfandt sig. En særegen dynamik.

Historisk set er tiggerbilledet ellers et almindeligt socialt fænomen, og man også kan tale om en særlig tiggerkultur, med alt for genkendelige træk. Et særligt indslag i turismen, hvor man møder disse siddende, stående, vandrende folk mange steder i de store civilisationer, ligesom de spiller en koloristisk rolle i kunstens verden. Litteraturen har gjort flittigt brug af dem. Vi glemmer ikke H.C. Andersens rædsel for den romerske tiggerkonge, eller hans engelske ven Dickens' introduktion til den londonske underverden i Oliver Twist. Og København var i gamle dage velbekendt med disse halvfarlige figurer, beskrevet af bl.a. Poul Martin Møller i Tiggeren ved Rosenborg Have, der formulerer sig direkte:

O, hvis jeg blot een Dag maatte

raade,

Da skulde de Rige foruden

Naade

Rives og knibes med gloende

Tænge

Og paa et Spid over Ilden

hænge.

Nu véd man ikke, hvad der rumsterer i den siddende mands hoved. Her har han fået tankerne tillagt af en af den velbjergede samfundsstøtte af en digter, der også lader ham gøre denne iagttagelse:

Folk giver Skjerven med større

Fryd,

Naar de har Vidner paa deres

Dyd.

Det er jeg ikke så sikker på, når jeg bemærker også de andre passanters diskrete gestus. Mere end fryd ligner det skamfølelse over uligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her