Læsetid: 5 min.

Den fattige dreng der blev skuespiller

Michael Caines livshistorie er mere fascinerende end de livsforløb, han har portrætteret på det hvide lærred
13. januar 2006

Når jeg i tankerne gennemgår de dårlige eller i hvert fald unødvendige film, Michael Caine har medvirket i, står det klart, at der én historie, der endnu ikke er blevet filmatiseret: mandens egen livshistorie i en eller anden form.

Det er under læsning af Christopher Brays nye, fremragende biografi om Caine, Michael Caine: A Class Act og i gennemgangen af National Film Theatres aktuelle hyldest til skuespilleren, at det går op for mig, hvor forunderligt og indviklet hans liv og karriere har formet sig.

Jeg fik også brug for min detaljerede guide over London, da jeg skulle opsøge de steder - omkring halvanden kilometers penge fra National Film Theatre - hvor Maurice Micklewhite, alias Michael Caine, voksede op.

En historie om fattigdom

Maurice Junior blev født på et hospital i Rotherhite den 14. marts 1933. Hans forældre, Maurice og Ellen, boede på daværende tidspunkt i en étværelseslejlighed på Weston Street mellem London Bridge Station og Old Kent Road i det område, der engang var kendt som Borough High Street, og hvor strømerne altid fulgtes ad to og to. Faderen havde haft arbejde som drager på Billingsgate Fish Market, men druk, hasardspil og hårde tider var tæt på at få hans liv til at gå helt i spåner i løbet af lille Maurices barndom. Familien rykkede til Camberwell i tide, men drengen var fanget i byens tætte rum og dens fatale begrænsninger og ville sandsynligvis være blevet i byen, hvis ikke krigen var brudt ud.

Ellen, Maurice og en lillebror blev evakueret til Norfolk, da far Maurice gik ind i hæren. Drengen Maurice trivedes i den friske luft, i landsbyskolen mødte han lærere, der støttede og opmuntrede ham. Han bestod grundskolens afgangseksamen, der førte ham videre til Hackney Down-gymnasiet, der også var blevet flyttet til Norfolk. Her var Harold Pinter også elev, selv om han var tre år ældre end Caine.

Allerede her er Caines historie en historie om fattigdom, der paradoksalt nok ophører under krigen.

Den hemmelige bror

Men der skete også noget andet og endnu vigtigere: Af og til forlod Ellen Micklewhite hjemmet for at besøge en syg slægtning. Man kan nemt forestille sig drengen, der spørger moderen, hvor hun skal hen. "Cain Hill", lyder det upræcise svar med reference til et sted midt imellem Croydon og Banstead. I dag er der ikke rigtig nogen, der ved, hvor længe det navn summede rundt i drengens hoved, men vi ved, at han i 1954 foretrak at give sig selv kunstnernavnet Michael Caine i stedet for Michael Scott. Han følte sig inspireret af en reklame for filmen The Caine Mutiny, der havde Humphrey Bogart i rollen som kaptajn Queeg.

Vi ved også med sikkerhed, at det først var efter moderens død i 1991, at verdensstjernen Michael Caine fandt ud af, at Cain Hill havde huset halvbroderen David, som oven i købet muligvis var Caines helbror. David led af uhelbredelig epilepsi og var blevet fjernet fra hjemmet, men drengenes mor tog med jævne mellemrum af sted på hemmelige missioner for at besøge ham. Hvis vi skulle filmatisere historien, kan vi levende forestille os, hvordan Maurice følger efter hende og på institutionen, hvor broderen bor, dermed opdager sandheden. Og hvordan navneforandringen er det eneste bindeled til broderen og til den næsten dickenske by og fattigdommen, som han er sluppet ud af. Navneændringen kan tolkes som symbol på det mod til - og det behov for - at blive skuespiller og ikke portør.

Soldat i Korea

I 1950'erne aftjente Caine sin værnepligt og blev sendt til Korea. Efter sin hjemsendelse blev han suppleant for Peter O'Toole i Willis Halls krigsskuespil The Long and the Short and the Tall. Med O'Tooles kendte forkærlighed for sprut og svireture var der en god chance for, at en tålmodig Caine kunne komme på scenen. Men nej, O'Toole forbliver stabil, tørlagt og punktlig, og det er først, da stykket bliver spillet rundt om i landet, at Michael får chancen for at spille hovedrollen.

Caine får en række mindre filmroller og lægger billet ind på rollen som Cockney Soldier for produktionsselskabet Zulu. Der hører mange skægge, småbitre replikker til rollen, men det bliver James Booth, der får den. Caine modtager nyheden med et skuldertræk, han har aldrig brudt sig om at blive udråbt som cockney. Han ved, at han kommer fra det yderste Sydlondon og ikke er ægte londoner. Men folkene på Zulu tager den høje, flotte unge mand i nærmere øjesyn og overvejer, om ikke han måske kan spille løjtnant Bromhead, der er næstkommanderende efter den barske Stanley Baker. Caine får rollen, og filmen får så stor succes, at Caine er kommet godt i vej.

Resten af historien kender vi. Vi kender til den lavmælte sladder om, at Caine er ude af stand til at afslå et tilbud eller en check, hvis den er stor nok. Vi kender den glatte person, han har udviklet sig til uden dog at komme i nærheden af den ægte aristokratiske klasseløshed, der gjorde Cary Grant til stjerne.

Hvis jeg skal være helt ærlig, overbeviser Caine mig sjældent som skuespiller, ligesom jeg aldrig rigtig kan slappe af i hans selskab. Han har ry for at være et vittigt hoved og som en autoritet inden for fastlæggelse af økonomiske forhold i filmbranchen.

Han har været restauratør og en ivrig gæst i byens natteliv med den glamourøse Shakira ved sin side. Hun var en strålende kandidat efter det første, kuldsejlede ægteskab med skuespilleren Patricia Haines.

Det virker altid på mig, som om Caine hverken stoler på verden omkring sig eller sin egen fremtid. Han bærer den reelle fattigdoms evige brændemærke på sig - den desperate angst - og den overskygger kunsten.

'Bedøm mine chancer'

Selvfølgelig er han god nogle gange. Det bliver man uundgåeligt, når man arbejder så hårdt. Jeg kunne godt lide ham i Æblemostreglementer, Get Carter, The Man Who Would Be King, Sleuth og især i Last Orders.

Der er en passage i indledningen til Caines bog Acting in Film, som jeg ikke kan glemme:

"Lad mig lige repetere mit cv, som det så ud, før jeg fik min første rolle. Så kan De selv bedømme mine chancer. Jeg havde arbejdet på et vaskeri. Jeg havde arbejdet på et telager. Jeg havde stået og boret med trykluftsbor på vejene. Jeg havde været natportier på et hotel. Og jeg havde vasket op på alle de fineste restauranter. Jeg kan også huske, at jeg fremstillede smykkeæsker engang. Og så har jeg været soldat."

Der er noget uforglemmeligt i den triste stemme. Den minder om en Dickens-figur, der bliver født i fattigdom og bliver ophøjet til storhed, men på en eller anden måde er sikker på, at han vil blive - eller fortjener at blive - trukket ned af tyngdekraften igen. En person nærmest lammet af bevidstheden om heldets skrøbelighed. Gad vide om manden nogensinde overvejer at skrive eller instruere en film om sine egne unge år og den hårfine grænse mellem én bror og en anden?

©Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu