Læsetid: 4 min.

Faust på panodil

Eller Faust på Paolo. Vælg den smertefri forestilling om nørden på Det Kgl. Teater. Eller græd med den følelsesfulde hjerneforsker på Kaleidoskop
7. november 2006

Faust kan ikke se meningen med livet. Kun meningsløsheden. Det er derfor, han så gladeligt sælger sig selv til Mefisto. Indtil han altså møder Gretchen og mærker forelskelsen - og forbander sit væddemål med Mefisto.

Spørgsmålet er, hvordan teatret kan skildre denne meningsløshed. Og hvordan tea-tret kan vise menneskets sære overlevelseskraft, der instinktivt bekæmper meningsløsheden: Kampen mellem hovedet og kroppen.

På Det Kgl. Teater har instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Martin Tulinius skildret Goethes Faust gennem en stor billedbog. Sådan en pop-up-bog, hvor nye papirverdener folder sig op, når man vender en ny side. Bogen fylder hele drejescenen, og den belæste Faust lever i denne bog. Han forfører Gretchen oven på den - og han lader Mefistos sorte djævle voldtage Vorherres hvide engle på den. Men Faust kan ikke få sine følelser til at blive ægte, så bogen forsvinder, og virkeligheden tager over. Han kan ikke komme af med meningsløsheden. Og det er måske Wiedemanns og Tulinius' største fortjeneste i denne fortolkning: At Fausts dilemma bliver så visuelt forståeligt.

Spottags pupiller

Jens Jørn Spottags Faust er en troværdig nørd. Han er helt nede i knæhaserne som menneske og helt oppe på tåspidserne som forsker. Selv Spottags pupiller skifter glød, når han bevæger sig fra Mefisto til Gretchen. Denne Faust ligner tilskuerne - og derved bliver han vedkommende.

Paradoksalt nok er Nicolas Bros Mefisto også yderst menneskelig i al sin underjordiske ondskab. Som sædvanlig bruger Bro sin gigantiske, nøgne krop til at vise kødelighedens medfødte ydmygelser. Men denne gang spiller Bro på sin kyniske latter og sine udeltagende håndbevægelser. Videre, videre til næste underholdende følelsesvoldtægt.

Men på grund af pop-up-bogens distancetolkning bliver det faktisk svært for Gretchens varme at nå ned til tilskuerne. Jo, man bliver grebet af den unge Laura Kolds renhjertede Gretchen - her er ikke tale om et enfoldigt mæhæ, men om en ung kvinde, der beslutter sig for at følge de kærlighedsfølelser, der pludselig stormer i hende. Det foregår blot så langt væk, ikke mindst fordi Mefisto tit stjæler billedet på forscenen. Tør Wiedemann ikke lade os føle med Gretchen?

Hvor førsteakten giver tilskuerne varme øjne, så er de kølige efter andenakten. Som ved en Robert Wilsons Woyzeck, hvor alt smukt smadres så perfekt, at der egentlig ikke er noget at tude over. Men jo, det er en flot forestilling. Og så skaber Kirsten Olesen en hel forestilling i forestillingen med græsenken Marthe, der pulser på cigarer og vakler rundt på liderlige hofter. Hun tolker hende, så skuldrene alene fortæller denne kvindes historie. Det er hæsblæsende imponerende. Men skulle jeg se forestillingen igen, ville jeg gå i pausen. For uden smerte, intet dramaturgisk fald. Ser man anden akt med, er det som at se Faust på panodil...

Nanis volapyk

Smerte er der til gengæld masser af på Kaleidoskop. Her spiller de ikke Faust, nej, men de spiller My Head. Associationen til Faust er imidlertid nærliggende, for forestillingen handler om en hjerneforsker, der når længere og længere ind i forståelsen af tankerne - samtidig med at han fjerner sig mere og mere fra den kærlighed, han engang havde.

Det er den rablende talentfulde, islandske Kristján Ingimarsson og den vanvittigt mimende, italienske Paolo Nani, der står bag denne perle af en forestilling. Halvanden time i et finurligt uforudsigelighedsland. Den gestikulerende Paolo Nani med fessorhåret og den store næse spiller hjerneforskeren, og den vævre Thomas Bentin med solbriller og djævle-krave spiller hans tjener. Eller er det Herren og Skyggen? Gennem gags og volapyk og snoretræk mimer Paolo Nani historien om manden, der leder efter den bevisbare sandhed, men som kun finder kærlighedens efterladte kaos. Og Thomas Bentin tryllebinder som den uudryddelige djævel, der aldrig forlader professorens ellers så uindtagelige verden - i Kristian Knudsens scenografi, der er et originalitetsscoop med sine seks høje opfinderkasser på hjul.

My Head er en oplagt, international teaterbestseller. Den er 'dansk' teater i højeste klasse. Ikke et ord bliver der sagt. Alligevel er alt klart, når performerne gakker musikalsk omkring i ubetalelig timing. Her skærer meningsløsheden dybt. Og forestillingen rummer den smerte, der efterlader tilskueren med våde øjne og stille tanker. Berørt, uden ord, men med en eksistenserkendelse som hos... Nå ja. Som hos Goethe.

*Faust af Johann Wolfgang Goethe. Oversættelse (frisk): Arne Rosenhoff. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Bearbejdelse (cool): Karen-Maria Bille og Katrine Wiedemann. Scenografi: Martin Tulinius. Kostumer (enkelt-flotte): Rikke Juellund. Lys: Edward Lloyd Pierce. Koreografi (uforglemmelig hånd, der strækkes frem og aldrig møder nogen anden): Niclas Bendixen og John-Paul Zaccarini. Programtekst: Per Øhrgaard. Det Kgl. Teater på Stærekassen til 11. dec.

*My Head. Manuskript: Paolo Nani og Kristján Ingimarsson. Instruktion: Kristján Ingimarsson. Scenografi (original): Kristian Knudsen. Kaleidoskop, K1, til 25. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu