Signe Birkbøll kan lege med ord, så tilskueren bliver glad. Sådan glad på den sjældne måde: Solskinsglad. Øjenvippeglad. Gadedrengehoppe-glad.
Det er ikke, fordi Birkbølls forestillinger for Jytte Abildstrøm & Co. er specielt ubekymrede. Tværtimod. Hendes replikker siges både af sure tanter og sejlivede tykmaver - og i hendes voksendramatik er der endda både skrækkelige magtmider og skrøbelige mentaliteter, der må gemme sig i tidslommer for at kunne holde de beske ondskabsminder ud. Men mærkeligt nok får Birkbøll altid skubbet til truslerne, så tilskueren føler sig opmuntret bagefter. Birkbøll bærer ubesværet Riddersalens protestarv fra Abell og PH videre, senest med sangene til 'Skærmydsler' og teksten til 'Riddersalsrevyen 2006'. På smukkeste rim, selvfølgelig.
I år er det 30 år siden, at Signe Birkbøll kom til Riddersalen - og 25 år siden, hun debuterede som dramatiker. Jubilæet fejrer hun med den finurlige Trappen, der kaldes en 'familieforestilling', men som lige så meget er en forestilling for de vældig voksne. Et eventyr om at gå i store sko, åndeligt talt. Og den 48-årige Birkbøll går selv forrest med sine snøresko, i rollen som fortælleren. I høj hat, naturligvis.
Dreje skyer
Forestillingen begynder ellers slet ikke som et eventyr. Den virker snarere som et gensyn med absurdisternes særlinge i ingenmandsland. 'Trappens vigtige vogtere' ligner i hvert fald to klovner fra et sted, hvor tiden er gået i stå. De to mænd bruger al deres omsorg på at passe en trappe af 'krystalsukker og permafrost og granit'.
Den godmodige René Benjamin Hansen spejder uroligt efter uregelmæssigheder og fremmede fodtrin på trappen med et bankende hjerte under sine militærordner. Mens den nysgerrige Ole Håndsbæk Christensen smutter øjne bag sine dånesikre duelighedstegn og med resolut vilje vandrer 'til udkanten efter mere trappeolie'. Og trappen drejer opad, uendeligt opad, for scenografen Jon Gelting har opfundet en hvid spindeltrappe af den vidtløftige slags. Luftig og faldefarlig. I lette skyer, selvfølgelig.
Midt i denne trappetænksomhed ankommer et barn i en kasse. Et hittebarn, men også et smittebarn - som smitter med kærlighed. Det er Therese Glahn, der har fået rollen som et par barnlige pupiller og et sæt springbare fødder. Glahn hører hjemme i alfernes univers af blinkebrunetter: Når hun blot må vifte med armene og plirre med øjenlågene, så drysser hun magi. Også i perspektivkasse-knasthullet, naturligvis.
Ordene bruger til gengæld Jytte Abildstrøm, der med rædselsvækkende stemme spiller 'det oprørte havs dæmon'. Hendes hænder har grådige heksenegle, der får de mindste tilskuere til at fare sammen, og de ældste til at få associationer - og på hendes hoved gror gevækster, der for nylig er svømmet forbi Den lille Havfrues overskårne tunge. Abildstrøm bruser af sejrsfryd, indtil hun mister magten og kraften og falder sammen i makabre knæk. Men tabe ansigt, det vil ondskabskvinden ikke; kun en dæmonarm stikker hun besejret ud til fremkaldelserne. Så kan ungerne også bedre blive ved med at elske hende som den, hun i virkeligheden er. Som Flyvende Farmor, naturligvis.
Drille padleri
Men hva'be'ha'rs (hos Birkbøll rimer det på 'asparges'), her havde jeg nær glemt forestillingens grønne skjoldpoet: Ole H. Christensens vidunderlige skildpadde, der klumper rundt i en forunderlig undervandsverden bag en videoskærm med bølgeskvulp og glitrende piratfisk. Sjældent har man set så elskelig en dybhavsdrømmer bag net. For instruktøren Mikael Fock kan dét med at digte med skærme og drille med lys, og Thomas Wincklers kostumefantasi overgår her både virkeligheden og dæmonneglene med adskillige undervandstag. Prisen som Årets Padde 2007 er hjemme! Også i tørsvømning, heldigvis.
Instruktionen har i det hele taget ramt den særlige Riddersalsstil med overdrevne øjekast og gakkede fagter, der løfter forestillingen så vidunderligt over eventyrets forudsigelighed - næsten lige så fjollet og uregerligt som teksten gør det.
Hvordan det så gik med tilskuerne? Åh, vi sad med 'tilbageholdt åndeDRAGT', som Birkbøll kalder det. 'ÅndeDRÆÆÆÆT,' skriger ungerne straks tilbage. Kom ikke her, frøken fortæller! Og vi trak vejret efter John von Dalers sorgmuntre musik, efter Helen Davies' danseglade harpeswing og Mette Smidls længselsfulde violinmol. Betagede og henførte. I fælles drømmepust, selvfølgelig.
For hos Birkbøll og Co. vokser træerne ind i himlen.
Trappen. Tekst. Signe Birkbøll. Instruktion: Mikael Fock. Musik: John von Daler. Scenografi: Jon Gelting. Kostumer: Thomas Winkler. Jytte Abildstrøms Teater. Riddersalen. Såkaldt familieforestilling. Fra 6 år. Til 31. mar. www.riddersalen.dk
