Læsetid: 6 min.

FE-rapport med filter

Når man læser rapporten fra undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste, skal man sætte filter for. Man kan roligt konkludere, at det står slemt til på alle de punkter, hvor der ikke benyttes superlativer
15. juni 2006

Fra min skoletid husker jeg, hvordan modstandsbevægelsen indtog en enormt stor plads i danskernes kollektive bevidsthed. Uden dengang at forstå udtrykket lærte jeg, at den danske modstandsbevægelse havde været second to none. Det betyder "uovertruffen" og blev benyttet om den danske modstandsbevægelse af den britiske feltmarskal Montgomery.

Først i nutiden har unge historikere turdet pille ved modstandsbevægelsens glorie og er nået frem til, at den ganske vist holdt dele af de tredjerangs tyske styrker i Danmark beskæftigede og bidrog til at genere krigs-produktionen på danske virksomheder, men at den aldrig blev krigsafgørende.

Til gengæld blev modstandsbevægelsen efter en del lobbyarbejde Danmarks billet til en plads blandt de sejrrige allierede, så vi undgik en egentlig besættelse og krigshandlinger bortset fra de sovjetiske luftangreb på Rønne og Neksø.

Efterkrigstiden

Danmark har siden 1930'erne været ude af stand til at forsvare sig selv, men fra 1945 opbyggede vi til gengæld en strategisk efterretningstjeneste, hvis første udenlandske samarbejdspartner meget betegnende var kimen til den vesttyske efterretningstjeneste.

Gennem indlemmelse af en række selvstændige indhentningstjenester i Hæren og Søværnet udvidedes Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), så tjenesten i 1960'erne opnåede monopol på både indhentning og analyse af udenrigsefterretninger.

Modsat de fleste landes militære styrker har Forsvaret ingen strategisk efterretningstjeneste, men er henvist til FE's vurderinger samt, hvad man ad uofficielle kanaler kan støve op hos allierede. Monopoler har en iboende tendens til ineffektivitet, og da jeg for to år siden forlod Forsvarets Efterretningstjeneste, påpegede jeg det uheldige i, at tjenesten havde forsømt egenindhentning i en grad, så man om begivenheder i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed reelt kun vidste, hvad der stod i aviserne samt i udenlandske partnertjenesters summariske rapporter. Summariske rapporter kan misbruges til at manipulere, og det var som bekendt netop, hvad USA og Storbritannien gjorde forud for Irakkrigen.

Kritikken affødte et halvt år senere en politisk beslutning om, at FE skulle åbne sig mere mod offentligheden samt undersøges. Åbenheden kom der aldrig noget seriøst ud af, men undersøgelsen blev gennemført som led i regeringens terrorpakke, og rapporten blev offentliggjort i sidste måned.

Meget få danske medier omtalte rapporten, og de skrev ud fra Ritzaus telegrammer samt Forsvarsministeriets pressemeddelelse. Kun Information (22. maj) ofrede spalteplads på en kritisk gennemgang af hovedkonklusionerne i denne og den tilsvarende PET-rapport.

Uanset at mange danskere forstår og taler udmærket engelsk, og at vi har mange kulturelle træk til fælles med briterne - først og fremmest humor og selvironi - så er der dog én ting, danskere stadig har problemer med: engelsk ros.

Den britiske tradition for høflighed - i hvert fald i pænere kredse - har meget få danskere forstået, og vi har i både private og professionelle sammenhænge en tendens til at tage engelsk ros for pålydende.

I 1980'erne deltog jeg som efterretningsofficer i mili-tærøvelser på den sjællandske øgruppe, hvor det hele hver gang "gik op i hat og briller", selv når der ikke deltog levende soldater. Ved den afsluttende evaluering var de deltagende britiske officerer alligevel fulde af ros, som havnede i de rapporter, der efterfølgende tilgik forsvarsledelsen og NATO. Som afskrækning har det sikkert haft effekt, da Sovjetunionen har troet at stå over for alt for stærke styrker til, at et militært eventyr mod Danmark ville have nogen som helst udsigt til succes.

Kildekritik

Når vi i dag læser rapporten fra undersøgelsen af FE, skal vi altså sætte filter for. Den er nemlig skrevet af en pensioneret britisk embedsmand, Kevin Tebbit, som uden nogen professionel efterretningsmæssig baggrund dog som kronen på sin karriere har været chef for GCHQ - dén britiske efterretningstjeneste, der står for al elektronisk indhentning, og som i Danmark har sit modstykke i FE's "T sektor".

Informations læsere behøver næppe hjælp til at forstå sammenhængen: Vi har med en ministeriel embedsmand at gøre, hvis tankegang er helt i tråd med FE's chef, Jørn Olesen. Den eneste ydre forskel består i, at Jørn Olesen havde en officerskarriere, før han blev ministeriel embedsmand, og at han fortsat har en militær grad.

Til at bedømme sig har FE med andre ord hentet en person udefra, hvis tankegang ligner FE-chefens på en prik, og hvis tjeneste - GCHQ - under optakten til Irakkrigen var indblandet i ulovlige aktiviteter i form af aflytning af diplomater tilknyttet FN's sikkerhedsråd.

At Kevin Tebbit er brite og gerne vil være flink, springer i øjnene i hver eneste af rapportens sætninger. Man kan derfor roligt konkludere, at det står slemt til på alle de punkter, hvor han ikke benytter superlativer.

- Manglende styring af elektronisk indhentning

Her skriver Kevin Tebbit: "Jeg er kommet med anbefalinger, der vedrører SIGINT-systemer og arbejdsmetoder, og med mere generelt anvendelige forslag til styrkelse af samarbejdet mellem analytikere og de indhentende sektorer med det formål at generere øget national indhentning til brug i FE's vurderinger og rapportering."

Det passer fint med mine og andre medarbejderes observationer - at analytikerne i Kastellet er så effektivt afskærmet fra den elektroniske indhentning (SIGINT), at de reelt er ude af stand til at påvirke retningen af indhentningen.

- Kvantitet/ kvalitet

Her skriver Kevin Tebbit: "For det andet er FE's efterretningsrapportering stor i forhold til organisationens størrelse. Den er designet til at møde kundernes forskellige behov og er generelt af god kvalitet, som bliver stadig bedre."

Det er symptomatisk for FE's "O-sektor", hvor alle analytikerne sidder, at che-ferne måler deres succes på, at sektoren er i stand til med meget kort varsel at skrive noget om en vilkårlig begivenhed. Utallige ansatte i ministerierne og på medierne får deres løn for at kunne det samme, og FE's eneste fordel, muligheden for lovligt at iværksætte fordækt indhentning, udnytter tjenesten i alt for ringe omfang.

- Flot udnyttelse af for små midler

Her skriver Kevin Tebbit: "Det er svært at lave internationale sammenligninger, men selv om man tager forskellene i størrelse i betragtning, synes det tydeligt, at Danmark bruger proportionelt mindre på efterretningstjeneste end både Storbritannien, Sverige og Norge. Danmark får virkelig et godt afkast på denne investering."

Præcis sådan blev Forsvaret beskrevet i alle de år, hvor det for os, der arbejdede der, stod tydeligt, at især Hæren reelt var ude af stand til at imødegå en invasion fra Øst. Spørgsmålet er så, om tilførsel af yderligere midler til FE vil kunne rette op på problemerne, hvis strukturer, underlæggelsesforhold og succeskriterier i øvrigt bevares.

- Stolte medarbejdere

Her skriver Kevin Tebbit: "I forbindelse med mit arbejde har jeg fået fuld adgang til informationer og synspunkter og har fundet, at medarbejderne er stolte af deres tjeneste og dog stadig parate til at lære nyt og foretage forbedringer på alle niveauer."

Det lyder smukt, at medarbejderne i dag ligefrem er stolte af FE. Dels må de have været ved at gøre i bukserne af benovelse over at blive udspurgt af en britisk sir, dels tør de efter den heksejagt på ligesindede, der blev gennemført i månederne efter, at jeg forlod tjenesten, næppe så meget som kritisere maden i cafeteriet.

- Intet behov for omstilling

Endelig betoner Kevin Tibbet igen og igen - hver gang uden begrundelse - at alt skal blive ved det gamle: FE skal fortsat høre under Forsvarsministeriet. FE skal ikke opdeles i flere tjenester. FE's ledelsesstruktur er nærmest genial og skal ikke ændres. Det kræver ingen særlige åndsevner eller erfaring at konkludere, at konklusionen var formuleret, før undersøgelsen gik i gang.

$SUBT_ON$Meget underholdende

Afslutningsvis vil jeg anbefale interesserede læsere selv at læse FE-rapporten. Den er dobbelt så lang som denne kronik og meget underholdende, hvis man ellers kan abstrahere fra, at det handler om Danmarks sikkerhed, og at rapporten høfligt konkluderer, at det eneste, FE reelt ved noget om, er orlogs- og handelsskibene, der sejler rundt i vores nærområde.

Kilde: Den uklassificerede sammenfatning af den engelske rapport samt FE's egen oversættelse til dansk kan læses her:

http://forsvaret.dk/FE/Presserum/Benchmarking/

Frank Grevil har været ansat som analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her