Læsetid: 5 min.

feature

Murens fald blev ikke Karl Marx'. Den efterfølgende løbske globalisering bekræfter snarere hans aktualitet. I Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA nyder forfatteren til Das Kapital en ny popularitet, som går henover hovedet på venstrefløjen
25. juli 2005

Efter Berlin-murens fald er der ingen alternativer. Kapitalismen er i neo-liberalismens skikkelse og demokratiets navn gået sin triumferende sejrsgang verden over. Murens fald har været at forveksle med Karl Marx', der mente at skue kapitalismens sammenbrud i horisonten. Ikke desto mindre nyder forfatteren bag Das Kapital for tiden stadig større opmærksomhed, altimens kritikken af kapitalismen som eksklusiv ideologi vinder gehør.

For et par uger siden erklærede tusindvis af BBC-lyttere Karl Marx som deres foretrukne tænker foran Ludvig Wittgenstein.

"Langt fra død og begravet under Berlinmurens brokker, viser hans sande betydning sig nu," skriver en af hans britiske biografer, Francis Wheen, i The Observer med henvisning til amerikanske børsspekulanter, økonomer og finansreportere, der i de senste år har taget ved lære af Marx' analyser og materialistiske historiefilosofi.

På et dobbeltopslag under overskriften 'Monsteret Marx' har Daily Mail luftet sin forargelse: "Blandt hans massemorderiske disciple kan nævnes Stalin, Mao og Pol Pot - ja, selv Mugabe. Så hvorfor er Marx blevet kåret som den største filosof nogensinde?"

Måske netop fordi muren nu er faldet. Som Mark Seddon fra Labour skriver i The Guardian "er Marx blevet befriet for sine uopdragne elever og nu lige så befriende læsning som dengang han skrev Det Kommunistiske Manifest for 150 år siden."

Den populære forfatter og Mitterrands rådgiver gennem 10 år, Jacques Attali, der netop har udsendt biografien Karl Marx ou l'esprit du monde, er enig. Som Attali anfører i et stort opslået interview i den borgerlige avis Le Figaro, er det "ironisk nok enden på det sovjetiske system, der muliggjorde globaliseringen, som har gjort Marx til det nye århundredes store tænker."

Attalis over 500 sider lange bog, der er røget ind på de franske bestsellerlister, er med Arno Spires ord i den kommunistiske avis L'Humanité mest af alt "et symptom på marxismens aktualitet... på et tidspunkt, hvor misgerningerne og ødelæggelser forårsaget af den kapitalistiske globalisering accelererer."

Manifest genlæst

Som den marxistiske historiker Eric Hobsbawm bemærker, er "det Kommunistiske Manifests beskrivelser af globaliseringens natur og virkninger slående" og en væsentlig grund til den fornyede interesse for Marx. Afviklingen af de østlige regimer åbner for en genlæsning uafhængig af de forvrængende praktiseringer af marxistisk teori i den "virkelige socialismes" lande, som han formulerer det.

Sidste år kunne man i Le Monde Diplomatique læse, at Hobsbawn have noteret sig, at hans "egentlige historiebøger" har nydt stadig større opmærksomhed i Sydkorea og Taiwan siden 80'erne, i Tyrkiet siden 90'erne og "for tiden i den arabisktalende verden."

Dengang udtrykte han til gengæld tvivl om genkomsten af en "politisk motiveret marxisme i vesten" grundet "de uvisse perspektiver for de socialdemokratiske, social-revolutionære bevægelser."

I mellemtiden har en marxistisk-inspireret kritik imidlertid vundet frem på kontinentet. Tidligere på året udløste Oskar Lafontaines bog Politik für alle den såkaldte kapitalismekritik-debat i Tyskland, der engagerede intellektuelle fra hele verden.

Som filosoffen Charles Taylor skrev i Die Zeits serie om emnet med reference til "Marx's oprindelige indsigt": "Uden kapitalismen kan vi ikke leve, for de markedsmæssige hensyn gennemtrænger samfundet på mange områder. Men med den kan vi næppe heller holde det ud." Dilemmaet, skriver Taylor, er at kapitalismen præsenterer sig som løsning på de problemer, som den afstedkommer. Værdiernes udhuling, den økologiske krise, den økonomiske og kulturelle forarmelse af store dele af befolkningen og øget usikkerhed på arbejdsmarkedet overtrumfes af forbrugersamfundets hævdelse af "valgfrihed", løftet om lykke og billeder af skønhed og voks i håret.

I en artikel, der samler op på den verserende kapitalismekritik-debat, konkluderer Die Zeits Jens Jessen, at den utæmmede, globale kapitalisme imidlertid "ikke længere kun er et problem der behandles fra en position på venstrefløjen."

Afmægtige arbejdsgivere

Ikke blot blandt de intellektuelle på venstre-, men også på højrenfløjen luftes bekymring for den utæmmede, globale kapitalismes triumf. Ikke kun blandt arbejdstagerne, men også nu blandt arbejdsgivere møder den stadige udflytning af arbejdspladser modstand.

Tyske virksomhedsledere giver udtryk for deres afmagt ansigt til ansigt med et frit marked, hvor fremmede kræfter dikterer deres beslutninger ofte mod deres egen vilje: Socialfilosoffen Hartmut Rosa har kortfattet foreslået en minimaldefinition af det klassiske marxistiske fremmedgørelsesbegreb, der træffende beskriver den nuværende situation: "Alle, der bevæger sig på det kapitalistiske marked føler sig tvunget til noget for at overleve, som han eller hun aldrig ville efterstræbe hinsides markedet. Ingen vil ødelægge deres omgivelser, men nødvendigheden af at sænke produktionsomkostningerne, tvinger os til det; hver og en ønsker, at samfundets tabere bliver hjulpet, men nødvendigheden af at sænke de so-ciale omkostninger leder staten til at udgrænse dem; alle lider under det hysteriske krav om teknologisk fornyelse, men konkurrencen tvinger producenterne til hele tiden at fremstille nye varer."

Hvem dirigerer da udviklingen? Det er spørgsmålet som sociologen Zygmunt Bauman i et langt interview i det franske tidsskrift Esprit afstår fra at besvare for en foreløbig betragtning: "Vi er vidne til en udvikling, der snarere minder om 'en naturlig udvikling', end en bevidst og organiseret 'enhedsliggørelse.'"

Negativ globalisering

Er det stadigt sværere at placere ansvaret, er det ifølge Jessen ikke svært at udpege, hvem der ikke har levet op til udfordringen: "Hvad er der sket, siden socialdemokraterne, hvis historiske fortjenste har været af tæmme kapitalismen, imellemtiden er kommet frem til, at vi har at gøre med et system, der ikke længere lader sig tæmme?"

Lafontaines brud med bundeskansler Schröders SPD betragter Jessen som "første tegn på en politisk uvilje," der peger i en ny retning. I Frankrig lider også socialistpartiet, der er i opposition, under manglende evner til at levere et alternativ til hvad man her kalder "la pensée unique," den for indeværende eksklusive og ensrettende markedstænkning, der udvisker skellet mellem højre og venstre.

I anledning af nej'et til EU-forfatningen er det franske socialistparti også blevet splittet. De ulydige nej-fortalere, der ikke fulgte partiets officielle linie, har siden flirtet med kommunisterne, og nye alliancer synes at se dagens lys. Som meningsmålingsinstituttet Ipsos' direktør, Jérôme Jaffré, konstaterede i forgangne uge var "nej'et først og fremmest en rød stemme."

Ikke desto mindre formuleredes under den franske EU-debat en kritik af en løbsk neo-liberalistisk globalisering, som ligesom i den tyske debat rakte hinsides det klassiske højre-venstre-skel. Også i Frankrig udtrykte visse arbejdsgivere samme afmagt som arbejdstagerne.

Kapitalismekritikken vinder gehør, også i USA. Som Sebastian Moll reporterer i Tageszeitung fra Staterne, "genopdager den amerikanske venstrefløj Marx." Sociologen Richard Sennett henviser til hans og Naomi Kleins stigende succes: "Vores salgstal er flotte og vi bliver overdænget med ros."

Ifølge Attali er Marx ikke kontroversiel, men "en liberal bourgeois: Han taler for magtovertagelse gennem afstemninger, forsvarer demokratiet og lovpriser en række af procedurer, fjernt fra hvad man i dag henfører under marxismen." Ja, som Attali har fremført i et andet interview i Le Temps, er "de aktuelle alterglobalister ikke marxister." For ifølge Attali "ville Marx have været for globaliseringen!"

Bauman, derimod, "foretrækker at præcisere sin brug af dette ord ved at kvalificere de seneste verdensomspændende forandringer som 'negativ' globalisering." Spørgsmålet, der optager Bauman er hvorledes denne udvikling vendes: "Det mest slående og det mest forstyrrende aspekt ved den negative globalisering er at den undergraver mulighedsbetingelserne for fremkomsten af en positiv globalisering."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu