Læsetid: 3 min.

Fed og ufed lykke

Nyt på dansk fra en vis Thomas Helmig - en entertainer, der spreder smil, planter solskin og nærer købelyst. Selv om han mener, at middelklassen har skrabet rigeligt habengut til sig
6. november 2006

Jeg har absolut ingenting imod sofaer. Utrolig rare at sidde i. Kan komme i pæne former og farver. Bringer familien tættere sammen. Jeg har heller ingenting imod Thomas Helmig. Utrolig rar. Hans sange kommer i pæne sangformer og klangfarver. Han bringer familien Danmark tættere sammen. Der er fællesnævner over ham.

Den 42-årige århusianer har sunget på engelsk i mange år, ja, faktisk er det 16 år siden, han sidst udgav en dansksproget plade, Løvens hjerte, som landede fem år inde i pladekarrieren. Men med Helmig - Herfra er han vendt tilbage til hjemstavnens brokker og endda en decideret hjemstavnsode: "Godnat Malaga, godnat København/ Jeg lukker mine øjne i Århus."

Det er altså trefjerdele af Helmigs karriere, der har været udfoldet på angelsaksernes modersmål, og måske er de mange års manglende træning en del af forklaringen på den danske flom af klicheer, som han affyrer med masser af charme, men uden distance især i omkvædene på Helmig - Herfra. "Alle ved det går op og ned, sådan er det jo". Og "Livet er fedt, men vi lever for lidt".

Helmig forsøger vist at møde lytteren på fællesarealet, stedet, hvor vi alle er åh så enige, og det resulterer i almindeligheder, som Piet Hein ville have rynket på næsen af, og Nik & Jay kan gøre bedre. Og jeg tør slet ikke tænke på hvad en bull-shit-test ville konkludere om de mest banale af teksterne.

Lykkeligvis vender og drejer Helmig kønnenes sammenstød lidt mere begavet: "Du kigger på mig/Som om jeg var en spacekadet fra Mars/Og hvem er så du/Er du fra Venus vorherre bevares". Og lidt samfundsrevsning bliver det også til: "Det er da helt okay at vi svømmer i lort/Men ku' vi dele bare lidt/Så ville det være rigtig fedt gjort/Der må være nok til alle nu", lyder det på den kun et minut og 37 sekunder lange "Nok til alle", og det har Thomas Helmig da så evig ret i. Men den er nok lidt svær at synge med på i Mjølnerparken eller Vollsmose. Det "vi", han taler til, og de "alle" han snakker om, det er vist hverken de nigerianske ludere på Vesterbro, formentlig heller ikke de arbejdsløse og ej heller indvandrerne på starthjælp. Nej, det må være den danske middelklasse, der i de komfortable produktioner og den velbehagelige sangskrivning kan genkende den lunkne tilfredshed, som vi i denne klasse alle kender foran fjerneren eller til Grøn Koncert. Og det er selvfølgelig udtryk for, at Helmig kender sin målgruppe utrolig godt.

Produktionerne er dyrt klingende, blødt og lækkert syet til kernelytterens og sikkert Helmigs egen smag. Her er strygersektion af fløjl, knassprøde guitarstrenge, velnæret bas, smagfuld synth. Rytmikken kan selv de værste sofadyr humpe med til, og musikerne spiller upåklagelig anonymt, om det så er soulpop, anorektisk disco, flødefarvet r&b, gospel light, caribiske grooves, kystbanerock genoplivet. Her bliver ingen tv-dinner forstyrret.

Helmigs tolv nye sange gør kun sjældent - og ikke altid heldigt - væsen af sig. Et disco-nummer bevæger sig med nogenlunde samme ynde som en sæk kartofler. Mens "Aldrig sige aldrig mere" og "Dansk pige" har deres højstemte øjeblikke, og førnævnte og akustiske "Nok til alle" smælder præcist og sexet. Og "Lykken til låns" er albummets ubetinget bedste sang, svanger med tab, drama, noget på spil. Og er det for meget at forlange af et helt album?

Helheden er i stedet nærmest jovial, sådan lidt på det jævne, det skal nok gå alt sammen, alt med måde og faktisk er livet jo en morgengave. Og den fede lykke der emmer fra albummet ender i fuld dosis med at blive ufed. Kalorietunge og midtersøgende savner store dele af sangdusinet ganske enkelt karakter. Ja, selv når det handler om et knækket hjerte, lyder Helmig som om, han synger om solkystens velsignelser eller hørskjortens lyksaligheder. Det er musik, der vil fungere upåklageligt til et bredt spektrum af reklamer for livsstilsprodukter til en generation af danskere ramt af friværdiens mulighedsmillion. Og det er vel et paradoks, når vi ifølge hovedpersonen selv, har kradset nok habengut til os?

Helmigs luksuriøse produktion, kompositionernes idyl, teksternes klicheer og hans medmusikeres upåklagelige håndværk gør sangene mere eller mindre gennemsigtige. Du glemmer at de er der, du sætter dig i sofaen og opdager måske at Helmig allerede sidder der - men er gået i et med møbelstoffet. Ja, han er faktisk blevet møblet. Helmig - Herfra er musik som komfort, og som sagt har jeg ikke noget imod sofaer. De virker bare lidt meningsløse i cd-format.

Thomas Helmig: 'Helmig - Herfra' (Genlyd 2000/Sony BMG). Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her