Læsetid: 5 min.

De fede dage

Latter og tårer, virkelig og fiktion blandes stadig på magisk vis sammen i Fay Weldons arbejde og privatliv
19. oktober 2005

Fay Weldon fortæller mig følgende vittighed:

"To DJ's skal ud og spille til en fest, men der opstår et problem, så festen bliver aflyst. Den ene siger så til den anden: 'Skal vi ikke gå ind og se en film?', hvortil den anden svarer: 'Jeg ved ikke rigtig, hvem spiller den?'"

Hendes latter fylder hele lokalet og overdøver lydene fra de mange forretningsmøder rundt om os. Hun griner meget og virker med sine funklende øjne overmåde lykkelig. Ifølge hendes egen teori er det dog slet ikke muligt.

"Kvinder kan kun være lykkelige en halv time ad gangen," siger hun.

"Det er noget darwinistisk. Det drejer sig om overlevelse. Vi er nødt til at være konstant bekymret for vores mænd, holde tigrene på afstand, beskytte vores børn. Kvinder har ikke råd til at være glade ret længe ad gangen. Det er derfor, vi bliver ved med at stå ud af sengen om aftenen for at sikre os, at fisken er kommet i køleskabet, og bagdøren er låst. Det er klogest bare at erkende, at vi ikke kan flygte fra det."

Hun griner igen, højt og hjerteligt og forretningsmændene - og de få kvinder - omkring os kigger over på hende og ser ud som om, de glæder sig på hendes vegne.

Jagten på lykke og godhed beskæftiger hende meget i øjeblikket under arbejdet med en bog, der lyder meget mærkelig. Det er en håndbog med øvelser, der skal forbedre sjælen. Nogle af tingene er enkle, forklarer hun. Gammeldags mormor-visdom som "Vær god, og du vil blive glad. Vær glad, og du vil blive god."

Jeg kigger lettere bestyrtet op fra mine notater. Er Weldon på vej ud i salg af puder med påsyede bon-mots? Man kan aldrig vide - hun har haft fingrene i mange forskellige ting i sit liv.

Man er den, man er

"Men så god behøver man altså heller ikke at være," forsikrer hun mig.

"Man kan godt gå i seng med sin bedste venindes kæreste én gang, men ikke to gange. Man kan slippe afsted med det én gang, ikke to."

Pyha. Ikke noget med mottoprydede sofapuder denne gang.

"Man er den, man er. Det er dét, jeg gerne vil have folk til at forstå med den nye bog. Men man kan godt forsøge at få lidt styr på sine inderste lyster, som man," og her sender Weldon mig et foruroligende, lysende blåt blik, "uundgåeligt bukker under for en dag".

Foreløbig hedder Weldons nyeste bog She May Not Leave. Det er en urovækkende bog på den bedragerisk enkle måde, som er kendetegnende for så mange af hendes bøger. Det er egentlig ikke en roman som sådan. Weldon har nu flere gange skrevet bøger, hvori fiktion og selvbiografi griber ind i hinanden. Auto da Fay var næsten en selvbiografi med fiktive elementer flettet ind. Mantrapped var nærmest en roman, men slog så ind imellem et sving ind i selvbiografien. I She May Not Leave er der strøet Fay Weldon-fakta ind i handlingen med nænsom hånd. Nu synes hun dog efterhånden, at hun har udlevet denne form.

Omskiftelighed

Sammensmeltningen af flere personer, som er et af de særlige Weldon-karakteristika, vil dog blive ved med at forekomme. I She May Not Leave stjæler den beregnende au pair-pige Agnieszka først flere stykker tøj og derefter langt, langt mere fra sin arbejdsgiver, Hattie. I andre bøger er personer blevet klonet, har byttet ansigter, kroppe, ja oven i købet sjæle. Hvorfor dukker temaet 'omskiftelighed' op igen og igen i Fay Weldons arbejde og så ofte blandt kvinder?

"Kvinder ændrer sig hele tiden," svarer hun.

"Hvis en kvinde fortæller sin kæreste sin livshistorie en dag og så genfortæller den tre måneder senere, er det blevet til en helt anden historie anden gang, men hun tror selv på den, mens hun fortæller og har stadig en meget stærk identitetsfølelse. Andre kvinder har en meget stærkere identitetsfølelse end jeg har. Jeg går altid i det samme tøj."

Jeg syntes nok, at jeg havde set den smarte og af en eller anden årsag overraskende sorte læderjakke et sted før.

Fay Weldons sprog, der aldrig har været uskarpt, bliver mere og mere præcist for hver bog, hun skriver. Det er imponerende, hvad hun kan opnå med meget få ord.

"Jo enklere, nemmere og hurtigere man kan gøre det, desto bedre. I virkeligheden udfylder man jo kun tomrummene i læserens hoved. Det er nok noget, jeg kan i kraft af mit arbejde med reklamer. Det er meget vigtigt, at man ikke piner sin læser," siger hun.

Kontinuerlig proces

I dag bor hun i Dorset, men endnu har ingen af hendes bøger udspillet sig dér.

"Landskabet har endnu ikke gjort et stærkt nok indtryk, men det kommer nok."

Hun bruger sin tid på at skrive, læse og lægge kabale på computeren. Weldon gik direkte fra at skrive i hånden til at bruge computeren, og hun mener, at computere har ændret folks måde at skrive på:

"Det er langt mere indadvendt og underforstået at skrive i hånden." Computeren har gjort hendes skriveproces friere. Men computere er nogle lumske væsener. De burde opføre sig som logiske maskiner, men det ved vi allesammen, at de ikke gør. Bag skærmen blandes orden og kaos. Det bekymrer ikke Weldon, der kan lide at arbejde tæt på grænsen.

"Jeg elsker min computer. Jeg elsker den virkelig. Man kommer til at kende sin computer virkelig godt. Den jeg har nu, læser replikkerne højt med forskellige stemmer, når jeg sidder med et teatermanuskript. Den forsøger oven i købet tappert at læse mine stavefejl. Jeg er så glad for den."

Weldon griner igen så højt, at en række hoveder vender sig mod os. Vi er begge blevet beriget med langt mere end vores darwinistisk betingede halve times kvinde-lykke.

Man skal ikke tage fejl og tro, at Fay Weldon er halvskør. Hun har - mere eller mindre egenhændigt - opdraget fire sønner, forsørget en stor del af sin øvrige familie og skrevet over 20 romaner.

Dertil kommer skuespil, manuskripter, debatindlæg, artikler til tidsskrifter, deltagelse i juryer, kritik af andres bøger og alt det andet, en litterær kvinde i det 21. århundrede kaster sig over. Hvorfor bliver hun ved? Drejer det sig i virkeligheden om - som hun hævder i Mantrapped - at betale sidste års skattegæld?

"Nej," siger Weldon, "det er bare en undskyldning. Jeg lever i kraft af mit forfatterskab. Det er en ubrydelig, kontinuerlig proces."

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her