"Restauranten er ophørt" - står der på et grimt, gult skilt ved trappen op til det, der for ganske kort tid siden var Jernbanerestauranten på Nykøbing Falster station. Her kunne man fordrive tiden, hvis man var kommet hjemmefra i lidt for god tid, og tage afsked med gæster, der skulle hjem til København eller Jylland, hvis man kom for sent og blev nødt til at vente til det næste tog. Det er sket nu.
Nu kan man få lov til at købe en fransk hotdog inde i 'servicebutikken', samtidig med at man betaler sin billet. Og stå udenfor i 'venteområdet' og gnaske den i sig. Hvis man skulle have lyst til en smøg bagefter, må man gå op på perronen, for i det der engang hed ventesalen er tobaksrygning naturligvis forbudt.
Man tænker: Hvad bilder de idioter sig ind? Hermed menes DSB's ledelse. De har drænet det danske jernbanenet for enhver atmosfære. Engang var der gode - sikkert nok 'jævne', men gode - restauranter på alle større stationer. Hvad skulle der egentlig være sket siden? Er vi blevet fattigere som nation siden dengang i 50'erne, da mange af os var børn, og det var utænkeligt at skulle rejse uden, at statens jernbaneselskab sørgede for passende bekvemmeligheder? I dag har vi en togstewardesse, der pådrager sig rygskader, når hun pløjer sig gennem passagerernes bagage og lange ben med sin rullevogn. For at sælge ugeblade, aviser, slik og Albanipilsnere. Slatne wienerpølser og kaffe i krus til 15-20 kroner. Det er en ynk! I dag er det stort set kun Søren Pilmark og tøjdyret Harry, der kan lide at køre med DSB - eller rettere: Det er kun Søren Pilmark. Harry ville helst drøne af sted på motorvejen - og det er da lige før man forstår ham.
Men hvad fanden, det er jo moderne tider, siger folk. Ringsted station er f.eks. et slags knudepunkt for os, der bor på øerne. Her skal man skifte, hvis man skal til Jylland. Og igen, når man kommer hjem igen. Især i sidste tilfælde kan der nemt være op til halvanden times ventetid. Man kan selvfølgelig gå over i Ernas Bøfhus, der ligger over for stationen, men det synes man tit er at gøre for meget ud af det. Derfor havner man i landets forhåbentlig mest ulækre pølse- og burgersnask, der ligger i selve stationsbygningen som en forblæst tange mellem 'serviceområdet' og perronerne. Personalet er flinke folk, helt igennem, men i den anden ende af deres 'køkkenområde' (det hedder det garanteret!) skal de sælge billetter til folk samt fortælle dem om busafgange. Som ventende sidder man og søber øl eller kaffe af ren og skær kedsomhed og lytter lidt til de lokale, der ikke har andet ærinde på stationen end at sludre med hinanden. Det er efter min mening også et fuldgyldigt ærinde, ligesom det er et fuldgyldigt ærinde at stå nede i havnen og glo på skibe, som man alligevel aldrig kommer ud at sejle med. Den form for tidsfordriv er og bliver en slags poesi. Havnen og jernbanestationen er også drømmenes sted.
Men det bryder planlæggerne af den offentlige trafik sig ikke om. Tingene skal 'fungere' - intet mindre, men bestemt heller ikke mere. De lokale sludrehoveder skal ikke have lov til at sidde i hyggelige omgivelser med dug på bordet og rigtige kaffekopper. De kan få lov til at stå og fryse og blive affodret med ernæringsfattig mad og kaffe og øl i plastickrus. Meningen er, at folk skal komme, lægge deres penge og så ellers forsvinde i en fart. En lokal, sjællandsk mand med øljern i bæltet, der aldrig er sikker på, om han nu også har penge nok til sin pølse, bliver nok tålt, men han er absolut ikke ønsket.
Det er simpelthen fortvivlende, når man tænker på, hvad togrejser og togstationer, ventesale og jernbanerestauranter har afstedkommet f.eks. af stor litteratur. Hvis Sophus Claussen skulle vende tilbage til jorden, og forvilde sig ind på Skanderborg stations "perronområde", kan det såmænd godt være, han får øje på en nydelig ung person med nøddebrune øjne. Men hun vil nok have for travlt med at finde det "perronafsnit", hvor hun skal placere sig for ikke at havne i den forkerte togvogn, til at ofre den stakkels digter nogen opmærksomhed. Det vil være synd for ham - og også synd for fremtidens læsere af poesi, at den slags pludselige møder i dag vil drukne i DSB-drengenes kedsommelige planlægning af "rejseforløbet".
Lort og lort og lort, siger vi bare. Ikke andet end lort, af sind gråligt kommunalt, pr. instinkt inderligt ræd for, at passagerne skulle finde på at opføre sig som andet end 'fragtenheder', der skal transporteres fra punkt A til punkt B med så stor indtjening og så lidt besvær med dem som på nogen måde muligt.
Som den halvgamle gnavpot, man jo sådan set er, har man skam bemærket, at det ikke er alle togpassagerer, der tålmodigt affinder sig med kedsommeligheden. Det er opmuntrende. Her tænker vi især på ungdommen. Hvor de før i tiden havde et par bajere skjult i rygsækken, har de nu en hel kasse med - hver! Og fuldstændig åbenlyst, faktisk må de løfte den op på skødet hver gang togstewardessen skal forbi med rullemarie. Hvis man tillader sig at sidde og stirre på deres ølkasse, tager de det i stiv arm. "Vil du have én?" spørger de. Klummeskriveren har op til flere gange sagt jatak. Og så er det pludselig blevet en meget sjovere 'rejsesituation'.
Nu er klummeskriveren ikke anderledes, end at den form for udnyttelse af ungdommens naturlige venlighed ligger godt til ham, men han har skam oplevet en pæn og nydelig dame, der bestemt ikke udsendte signaler bare fjernt i familie med anerkendelse af drikfældighed, også sige ja tak og i højt humør ankomme til - netop - Skanderborg station. Hun havde blå øjne, men det gjorde ikke noget. Hvis Sophus Claussen havde stået og ventet på perronen, ville han med garanti have skrevet en hel stribe af sonetter til hende.
Det siger sig selv, at når de unge mennesker er kommet til deres bestemmelsessted, vakler de noget, når de forlader toget. De vælter også et par flasker og et par dåser - hvis de da ikke sparker til dem. De råber godt op, de synes, det er sjovt at bøvse så gennemtrængende, at selv passagerne inde på businessklassen kan høre dem. Men hvad fanden: hellere det end, at de allerede er lige så kedelige som Søren Pilmark og hans latterlige krammedyr.
Jeg går ind for genåbning af jernbanerestauranten på Nykøbing Falster Station. Jeg mener, at Ernas Bøfhus i Ringsted skal have lov til at indrette en pæn og ordentlig restaurant på Ringsted Station. På Københavns Hovedbanegården bør man smide den åndssvage 'irske' pub, der ligger i hjørnet under Tarmen, ud og genåbne den gamle Bistro - der hvor fattigrøvene og os fra provinsen kunne indtage et billigt måltid inden hjemrejsen.
Når sundhedsmyndighederne kan anbefale unge mennesker kun at drikke en halv liter sodavand om ugen, må de også kunne anbefale - eller helst direkte påbyde - DSB at lade være med at sælge elendig junkfood til folk fra dieselsodede kiosker på perronerne. Duerne på hovedbanegården bliver jo ikke bare federe og federe, de er også begyndte at vralte af sted som fulde folk.
Er det en kulturnation værdigt?
weekend@informatoin.dk
