Læsetid: 4 min.

Fede, hvide babyer

Søndag spiller Real Madrid mod Zaragoza på Bernabéu. Efter tre år uden at den spanske hovedstadsklub har kunnet hjemtage nogen turneringspokaler, svirrer det med rygter om monstrøs oprydning i klubben
12. januar 2007

Det er svært at holde med Real Madrid lige nu. Efter tre år, hvor den spanske hovedstadsklub ikke har vundet nogle turneringer, er de benhårde suk efter sejre og pokaler blevet vigtigere end æstetisk begær. Tricks på grønsværen må man lade FC Barcelona om. Eller holde dem mytologisk i live med savlerier over fordums lækkerier à la Zidane, Butragueno og Redondo. For Madrid gælder det bare om ikke at tabe.

Det blev 0-3 til opkomplingene fra Recreativo Huelva på hjemmebanen Estadio Santiago Bernabéu lige før julepausen, hvor verdens bedste spiller i 2006, italienske Fabio Cannavaro, forærede scoringer væk på stribe. Og 0-2 til det sejt kæmpende kollektiv Deportivo la Coruna sidste søndag. I begge tilfælde magtede det madrilenske stjernehold knap nok at komme over midtercirklen. Forsvaret halvsov, angrebet lignede et brasiliansk-hollandsk plejehjem på overlevelsespiller, og træner Fabio Capellos panikløsninger kunne snildt bruges som eksempelmateriale på et DBU-kursus om taktiske katastrofer.

Hvordan kan det gå så galt for verdens største fodboldklub? Lad os spole tiden et år tilbage. Historien er noget møg, der vender tilbage. Hvis man altså er Real Madrid-tilhænger.

Forsvarsspilleren Sergio Ramos' enlige mål i den tabte 2-1-udekamp mod Mallorca søndag den 26. februar 2006 udløste næsten larmende ligegyldighed. Der var blot sporadiske omfavnelser og lykønskninger til den unge spanier blandt de madrilenske afguder. Resten stod bare og kiggede mut i græsset eller missede vredt med øjnene ud mod trænerbænken, mens regnen silede ned over Mallorcas stadion, og vinden ruskede i Beckhams nye frisure.

Mere end stjerner og vandbærer

"Mallorca er beviset," lød den legendariske eks-præsident Florentino Pérez' konklusion. Det var ham, der havde skabt 'Galacticos'-fænomenet. Det var ham, der havde koketteret med påstanden om, at forsvarsspillere ikke er gode nok til at være angribere. Ronaldo, Zidane, Beckham og Figo på samme hold var guf for fodboldens afficionada, japanske turister og bilfirmaer, som ville sikre sig en bid af klubbens oplevelsesøkonomi. Og så noget bundskravl nede i defensiven fra ungdomsrækkerne. Inklusiv en konstant fejlplaceret plæneklipper fra Vejle ved navn Thomas Gravesen, som i sine turbulente sæsoner, lige fra naiv ankomst til forbitret afrejse, lærte kunsten at spille skraldemandsbold.

Luksusproblemerne tårnede sig op. De trøjesælgende popikoner skulle helst være på banen hver gang, og selv om de alderstruede stjerner stadig havde fikse manøvrer i benene, var Pérez' eventyr mere et varsel om fodboldens markedsbetingelser i en global verden end en gemytlig koncentration om sportens arkaiske forbilleder. Imens klatrede engelske Chelsea tålmodigt opad mod den europæiske trone. Her havde man indset, at fodbold ikke bare er stjerner og vandbærere. Frank Rikjaard, træner i Barcelona, var godt i færd med at realisere sit catalanske mirakel. Real Madrid var derimod en økonomisk og kulturel drøm. Den var enestående i al sin skrøbelighed. Men hvem fanden ka' varme sig ved det drypvis sublime, når håndværket er i stykker?

Asterix og romerne i ny opsætning

Højt at flyve, dybt at falde. Kongeklubben vandt 4-0 dét år over Español i en match, hvor flankerne føltes smidige, og midtbanen var spændstig som en hankat. De kørte en 3-0-sejr hjem over bundholdet Alavés i en demonstration af, hvem der stadig dikterer den spanske fodboldelite. De oplevede et vendepunkt med 4-2-kampen mod Sevilla, hvor alt virkede nyfødt og håbefuldt.

Men i Zaragoza den 8. februar 2006 blev de banket ud af banen 6-1. Ved den lejlighed fik de fede, hvide babyer smudset tøjet til. Real Madrid var som de stærkt bevæbnede romere, der ankom til den galliske udørk og endte med at få ydmygende bank af Asterix (Ewerton) og Obelix (Melito). Efter kampen havde Salgado tårer i øjnene af raseri og slog huller i luften. Og Casillas stod bare og rystede på hovedet med målmandshandskerne apatisk plantet i siden.

Ugen efter kom Madrid tilbage. Træner-substitutten Lopez Caro havde lovet publikum, at aftenen ville blive uforglemmelig. Helst skulle det blive, hvad spanierne kalder et miedo escénico, et skrækscenarie for Zaragoza. Man huskede på episke Europa Cup-kampe i 70'erne mod Bayern München og Anderlecht, hvor man havde tabt ude, men vandt det hele tilbage på Bernabéu-arenaen. Tre mål på bare 10 minutter, først Cicinho, så Robinho og så Ronaldo. Madrilenerne tordnede derudaf, men formåede ikke at lukke kampen. Carlos scorede et pragtmål til 4-0 i anden halvleg, og de gæve gallere - altså dem fra Zaragoza - løb for deres liv og forsøgte indædt at skærme for Reals bølger af angreb. Planen lykkedes, og Zaragoza gik videre til finalen i pokalturneringen. Og så fik Real Madrid heller ikke dét trofæ.

I overmorgen spiller Madrid mod Zaragoza på Bernabéu. For fans med tjek på historien virker dugfrisk sladder om monstrøs oprydning i spillertruppen - ud med hele banden!, som den spanske avis ABC for nylig proklamerede - fyring af træner og hidsig jagt på teenage-koryfæer som portugisiske Cristiano Ronaldo og brasilianske Kaka som noget, man har hørt før.

I Madrid er kriser ikke livet før forløsning. De er simpelthen selve mulighedsbetingelsen for storhed. Men med historien dunkende i hukommelsen bliver man sgu' lidt rørstrømsk. Under Pérez så det på en eller anden måde lækkert ud, når Real Madrid tabte. Nu ligner fjumrerier som dém mod Recreativo og Coruna noget, de kunne gøre meget bedre ovre i Midtjylland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu