Læsetid: 3 min.

Fede tider

18. september 1999

I skolen gik der to Perniller. Fede Pernille og tynde Pernille. Fede Pernille var så tyk, at man kunne blive helt imponeret over hendes kropslige volume. Fede Pernilles moder var grønthandler og lige så fed som Pernille. Om eftermiddagen stod de to trinde mennesker i grønthandlerens butik bag alle æblerne og pærerne og grinede på samme måde som de modne frugter. Der var noget stort over Pernille. Ikke blot rent fysisk. Det var stort, at hun var anderledes. Det bekræftede nemlig normaliteten.
I en ny rapport, som Sundhedsstyrelsen netop har udgivet, fremgår det, at antallet af overvægtige danskere er steget markant de senere år. Alene i perioden fra 1982 til 1992 er forekomsten af svært overvægtige i alderen 30-60 år steget fra 10 til 13 procent. Ikke meget på papiret, men effektivt betyder det, at der i dag vandrer 350.000 svært overvægtige rundt i gadebilledet mod 275.000 for bare ti år siden. 75.000 flere fede. Fede mennesker, der ifølge rapporten kører i bil til arbejde, som rører sig for lidt og spiser al for fed mad. En stor del af fedmen skyldes nemlig for lidt motion og for fed mad.

Det nye i rapporten er, at det især er antallet af fede 30-årige, der er steget. Det er faktisk fordoblet på et tidspunkt, hvor motionsbølgen ellers har haft sit tag i befolkningen. Blandt de fede 30-årige er det især mænd med en lang uddannelse, der har et problem. Mens kvinderne ryger sig til taljen, tager den veluddannede mand på.
Globalt set er problemet ikke stort. Tal fra Sundhedsstyrelsen og verdenssundhedsorganisationen, WHO, viser, at danskerne faktisk er mindre fede end sydeuropæerne og folk fra Østeuropa. Her mæsker de sig i olivenolie, eller også har de bare et andet syn på krop og vægt. For hvem er det, der ser fedme som et problem?
Det er Sundhedsstyrelsen og alle de forskere, der har specialiseret sig i fedme. Fedme er nemlig ikke en privat sag. Ligesom rygning er fedme et samfundsanliggende med betydning for de offentlige budgetter. Og derfor kræver den stigende fedme en offentlig indsats, mener sundhedsminister Carsten Koch.
Nu har sundheden og det, som før hed befolkningshygiejne, altid været et vigtigt punkt i den offentlige planlægning. Lige fra den tid, hvor lokummet blev indført i de københavnske baggårde som en måde at forebygge kolera på. En væsentlig del af befolkningshygiejnen er den forebyggende indsats og her hører forebyggelse af fedme til. Hvis danskerne går hen og bliver et rigtigt overvægtigt folkefærd, sprænger ikke blot bukserne, men også sundhedsvæsenets budget. Sukkersyge, lungeproblemer og lidelser i galdevejen er blot nogle af de mere alvorlige lidelser, som følger af fedme. Når sundhedsministeren så har gjort forebyggelse af fedme til en del af regeringens folkesundhedsprogram, er det naturligt nok for at undgå fremtidige sygdomme. Problemet er bare, at indsatsen stigmatiserer overvægtige personer og allerede på forhånd gør dem syge.

I 1997 udgav WHO en rapport, hvor af det fremgik, at overvægt og fedme udgør en voksende trussel mod befolkningen. Udviklingen var alarmerende, mente WHO, der ligestillede overvægt og fedme med mere traditionelle helseproblemer som underernæring og smitsomme sygdomme. Jamen, er verden da ved at gå til i fedme? Er fedtet frugten af den rigdom, velstand og tilsyneladende forbedrede levevis, som de fleste moderniserede samfund har oplevet i dette århundrede?
Fedme er først og fremmest et problem med social slagside. Det rammer oftest, når altså undtages de veluddannede mænd i 30'erne, folk i lavere sociale lag. Er fedme da udtryk for en social lagdeling, hvor de folk, der ikke har mulighed for at hoppe på motionsbølgen og som ikke kan overskue planlægningen af en fedtfattig kost, ender foran fjernsynet med alt fedtet? Og kan der rettes op på denne ikke blot sociale, men også fysiske slagside med en målrettet sundhedspolitisk indsats?
Set i lyset af, at høje, tynde øldrikkere i hvert fald i følge en ph.d. afhandling, som netop er blevet forsvaret på Universitetet i Tromsø, oftere brækker arme og ben end tykke mænd, som drikker vin, er det tvivlsomt, hvor meget forebyggelsen af fedme reelt vil spare på de offentlige budgetter.
Mon ikke der findes andre måder at få vendt den tunge ende opad igen!CB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her