Læsetid: 2 min.

Fedme er genrelateret

Hvorfor bliver nogle mennesker tykkere end andre, selv om de spiser det samme og dyrker lige så meget motion? Årsagen er måske, at de har fået fatso-genet
20. april 2007

Som resultat af en stor engelsk undersøgelse har forskere opdaget den hidtil mest direkte forbindelse mellem gener og fedme. Et resultat, der baner vej for en forklaring på, hvorfor nogle mennesker på forhånd synes dømt til at tage på i vægt, mens andre forbliver slanke.

Man har identificeret en type genetisk variant, der giver et barn 70 procent højere risiko for at udvikle fedme, sammenlignet med et barn, der ikke har arvet den samme variant. Selv om forskerne ikke kan forklare, hvorfor det undersøgte gen øger risikoen for fedme, mener de, at opdagelsen vil starte et kapløb om at finde de grundlæggende årsager til, hvorfor nogle mennesker bliver født med tendens til fedme.

"Som nation betragtet spiser vi mere og dyrker mindre motion, derfor øges gennemsnitsvægten, men i befolkningen synes nogle mennesker at tage mere på i vægt end andre," siger professor Andrew Hattersley fra The Peninsula Medical School i Exeter.

"Vores resultater antyder et muligt svar til nogen, der spørger: 'Jeg spiser det samme og dyrker lige så meget motion som min nabo, så hvorfor er jeg tykkere?' Der findes tydeligvis en komponent i fedme, der er genetisk."

Fatso-genet

Fedme har nået epidemiske proportioner i den udviklede verden, takket være en kombination af mad med højt kalorieindhold og mangel på motion. I Storbritannien er over 20 procent klinisk set overvægtige, og halvdelen af mændene og en tredjedel af kvinderne kan klassificeres som overvægtige, hvilket indebærer en betydelig større risiko for hjertesygdomme, kræft og sukkersyge.

Undersøgelsen udforskede DNA-variationer i et gen kaldet FTO - en forkortelse for 'fatso' ('tykke', red.) - der optræder hos patienter med type 2-diabetes. Over 2.000 diabetikere og 3.000 sunde 'kontrolpatienter' deltog i undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Science.

Forskere fra universiteterne i Essex, Plymouth og Oxford undersøgte diabetes-patienternes genomer og fandt en klar forbindelse mellem sygdommen og en bestemt variant af FTO-genet. Da forskerne derefter udvidede undersøgelsen og undersøgte 37.000 mennesker uden diabetes fandt de, at den samme variant også kunne forbindes med overvægt. Det viste sig, at hvis man blot havde én FTO-variant, gav det en 30 procent øget risiko for fedme, sammenlignet med en person uden. Ydermere, hvis man har to kopier af den samme variant øges risikoen til 70 procent - hvis man i gennemsnit vejer tre kilo mere end en person uden FTO-varianten. Omkring én ud af seks hvide europæere bærer to kopier af FTO-varianten, ifølge professor Mark McCarthy fra Oxford Universitet, som deltog i undersøgelsen.

"Selv om vi endnu mangler helt at forstå den rolle FTO-genet spiller i forbindelse med fedme, er vores resultater meget spændende. Ved at identificere denne direkte genetiske forbindelse, skulle det være muligt at forbedre vores forståelse for, hvorfor nogle mennesker er mere fede, med alle de indbyggede følgevirkninger som forøget risiko for diabetes og hjertesygdomme."

Mark Walport, direktør for The Welcome Trust, der sponserede arbejdet, siger, at resultaterne retfærdiggør bestræbelserne på at systematisere det menneskelige genom.

"Fedme er et af de mest udfordrende problemer i den offentlige sundhedssektor. Opdagelsen af et gen, der har indflydelse på fedme i befolkningen generelt, giver os et nyt redskab til at forstå hvordan nogle mennesker lettere tager på i vægt end andre," siger dr. Walport.

© The Independent & InformationOversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her