Hvorfor skal det altid gå ud over de fede? Ikke nok med at de på grund af deres overvægt har deres hyr med skrøbelige havemøbler, har svært ved at finde tøj, der passer, og må tåle hån fra mindre forstående medmennesker. De skal også slås med sygdomme forårsaget af de mange ekstra kilo; finde sig i at blive gjort til politisk varme sofakartofler af forskellige ministre, der mener, at overvægt skal beskattes og mennesker deles ind i forskellige grupper, alt efter vægt, hvilket så igen skal have en betydning for deres adgang til det danske sundhedsvæsen.
Sidst, men ikke mindst, er fede mennesker lette ofre for skruppelløse mad-, slik- og læskedrikfabrikanter og lige så samvittighedsløse reklamebureauer, der skræddersyr deres reklamekampagner, så det ser ud, som om det ligefrem er sundt at æde burgere med fritter, godt for familiesammenholdet at tygge Riesen-karameller og imageopbyggende at indtage Coca-Cola.
Men nu, efter i mange år at have lidt i stilhed, er det slut med de fedes tålmodighed og overbærenhed. Det er blevet tid til at slå tilbage og kræve deres ret. I USA har en gruppe fede, frihedselskende amerikanere lagt sag an mod fire fastfood-kæder for at have ødelagt deres liv. »Jeg er blevet narret, bedraget og forført,« som en af de fede for nylig sagde om tilberederne af den mad, han indtil et bekymrende lægebesøg havde troet var ganske sund og nærende ja, i hvert fald ufarlig.
Men det er ikke kun amerikanerne der for 55 procents vedkommende er fede eller noget, der ligner som kan. Herhjemme begyndte 2. maj i år at udkomme et blad for »kvinder med kurver«, som en pressemeddelelse udtrykte det. Carizma skal være et sted, hvor »ordene slankemad og synd er bandlyste,« skrev chefredaktør Pia Brændstrup.
»Derimod vil vi skrive om lyst, nydelse, indre og ydre skønhed, sund kost og motion for velvære og et sundere liv.«
Sagen om overvægtige menneskers helbred og offentlige accept og respekt er nu en hel del mere kompliceret, end ovenstående måske lader forstå. Ethvert selvstændigt tænkende menneske vil formentlig korse sig ved tanken om at skulle sagsøge andre for følgerne af sin egen livsstil.
Og det selv om det efterhånden er blevet populært ikke at ville tage et ansvar for eget liv længere, men hellere lægge det over på nogen andre helst nogen med masser af penge og en udpræget angst for dårlig presseomtale.
Det er forståeligt, at mange mennesker føler sig lokket på afveje af tobaksfabrikanter, der har fyldt deres produkter med afhængighedsskabende kemikalier for at sikre sig, at rygere ville have meget svært ved at holde op.
Men at noget lignende skulle være tilfældet med fastfood er helt absurd. Tilmed forekommer det grænseløst naivt, at man som de overvægtige sagsøgere i USA går rundt og bilder sig selv ind, at fed mad ikke er usundt og fedme ikke skadeligt for helbreddet. Det er indbegrebet af uansvarlighed.
Men skønt det er fint at give kostrigtige og helbredsmæssige gode råd ifølge side tre i gårsdagens Information, så vendes der nu op og ned på kostpyramiden og anspore til slankekure eller forandret levevis, så vil det være uværdigt og urimeligt at indføre en form for vægtafgift for fede mennesker som beskrevet på bagsiden af fredagens Information. Lige som det er forkasteligt at inddele mennesker i forskellige vægtklasser, både fysisk og socialt, eller indføre øget brugerbetaling for overvægtige, en sag, som bl.a. tidligere skatteminister Ole Stavad søgte at profilere sig på.
Så skal bilister vel også betale mere, hvis de havner på hospitalet efter et biluheld de satte sig jo selv ind i bilen.
I det hele taget er politikernes forsøg på at gøre overvægt til et politisk spørgsmål et overgreb på det enkelte menneskes frihed. Man er oven i købet ved at tildele overvægtige mennesker den rolle som paria, der tidligere har været rygernes.
Snart bliver det velsagtens politisk ukorrekt at se fede mennesker repræsenteret i film og på tv, hvorfor det klinisk skal renses for alt, der fysisk falder uden for normen.
Det kunne måske være en idé at indføre en eller anden form for afgift på reklamer for fede ting eller måske helt forbyde dem, som man har forbudt tobaks- og alkoholreklamer. Men er det ikke også at fratage mennesket en fri vilje og et ansvar, som i stedet bør styrkes!?
Som Informations artikelserie om Kroppen over gevind fortæller, så er der i tiden fokus på kroppen i alle afskygninger piercet, tatoveret, tynd og overvægtig. Ikke som værende rigtig eller forkert, men som individets at råde over og slet ikke for det offentlige rum at blande sig i.
