Læsetid: 4 min.

Fejlslagen stat

Danmark kan som koalitionspartner hæve røsten mod Bush og tale for nødvendigheden af at ’tabe ansigt’. Det vil ikke ske, så længe Fogh er statsminister. Derfor glider Irak og Mellemøsten mod kaos og tragedie. 470 danske soldater i Basra kan ikke gøre nogen forskel. Hent dem hjem.
20. november 2006

Det kan siges kort: George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har forvandlet en nation regeret af et tyrannisk og morderisk, men stabilt regime til en fejlslagen stat hærget af sekterisk borgerkrig, etnisk udrensning, fundamentalistisk terror, korruption og kriminalitet. Eller endnu kortere: Man har knust en samfundsorden og erstattet den med kaos. Til en pris af flere hundrede tusind irakeres og 3.000 koalitionssoldaters liv har de tre regeringschefer i en blanding af messiansk magtbrynde og geopolitisk kynisme gjort sig til herrer over det irakiske folks skæbne med skæbnesvangert resultat. Som sagerne står, ved regeringscheferne ikke deres levende råd. Bush, Blair og Fogh henviser til den såkaldte Baker-kommissions anbefalinger, der ventes i december, vel vidende at ingen nok så klarhjernet kommission kan levere 'løsninger' på den irakiske tragedie.

Mens almindelige irakere er fuldt optaget af at holde sig i live i et land med op til 50 pct. arbejdsløshed, mangel på el, vand, benzin og læger samt en dødbringende krydsild fra koalitionstropper, al-Qaeda-terrorister, sunnioprørere, shiitiske militser og utilregnelige sikkerhedsstyrker, så er opmærksomheden i Washington, London og København koncentreret om spørgsmålet: Skal vi sende flere soldater, eller skal vi trække os ud?

DET KORTE ARGUMENT for snarlig tilbagetrækning lyder: Vi er del af problemet, snarere end del af løsningen. 170.000 soldater har efter tre et halvt år ikke hindret voldens eskalering - pt. 180 daglige angreb - men stimulerer tværtimod rekrutteringen af nye modstandsfolk. Koalitionens tilstedeværelse indebærer samtidig, at de irakiske politikere skyder ansvaret fra sig, erklærer sig som ofre for amerikanerne og lader kaos brede sig. Som formuleret af den ny formand for Senatets forsvarsudvalg, Carl Levin: "Den eneste måde at få de irakiske ledere til at se realiteterne i øjnene er, hvis præsident Bush fortæller dem, at USA indleder en trinvis tilbagetrækning af vore styrker inden for fire-seks måneder."

Over for denne argumentation lyder to indvendinger: For det første, at hurtig tilbagetrækning vil udløse et blodbad langt værre end det aktuelle. Det er tydeligt, at både sunnier og shiiter ruster sig til den dag, koalitionen trækker sig. Dertil den indvending, at der ikke længere er noget irakisk lederskab, der kan presses til at tage ansvar. "Logikken er," siger tidligere chef for den amerikanske forsvarskommando Anthony Zinni, "at man sætter (premierminister) al-Maliki under pres og tvinger ham til at tage ansvar. Men man kan ikke tvinge en såret mand (...) Jeg er ikke så sikker på, at de er i stand til at stoppe den sekteriske vold."

Derfor foreslår Zinni, at USA sender flere tropper til Irak som et sidste forsøg på at genvinde initiativet. Tallet 20.000 soldater er nævnt, men militærfolk har allerede svaret, at man ikke kan skaffe flere soldater, og at 20.000 forslår som en skrædder i det irakiske borgerkrigshelvede. "Flere amerikanske tropper vil hindre irakerne i at tage ansvar for deres egen fremtid," siger nuværende chef for forsvarskommandoen, general John Abizaid.

PARADOKSET ER, at den amerikansk forcerede proces frem mod irakisk demokrati har givet landet en suveræn regering, der marginaliserer USA, men samtidig selv er paralyseret. "Den barske sandhed er, at vi ikke har en irakisk partner med vilje til at træffe de svære beslutninger (...) De amerikanske militære anstrengelser undergraves reelt af Iraks regering," siger den amerikanske Newsweek-redaktør Fareed Zakaria.

Det virker, som om det er for sent. Borgerkrigen mellem sunnier og shiiter har fået sin egen destruktive dynamik. Viljen til forsoning, troen på en fælles fremtid synes væk. Kun den blodige kamp om magten står tilbage. Og dermed er der udsigt til et årtier langt regionalt mareridt, hvor et Irak i opløsning fører til konfliktoptrapning i hele Mellemøsten.

På papiret kan man godt fantasere om en vej frem:

nBush, Blair og Fogh siger til FN, til Iran, til sunniernes modstandsfolk, til Moqtada al-Sadrs frihedskæmpere: 'Vi har været hovmodige, magtfuldkomne, men vi har fejlet. Vi behøver hjælp.'

* Det aktiverer FN's Sikkerhedsråd til inden det nuværende Irak-mandats udløb 31. december at formidle forhandlinger med inddragelse af såvel Iraks som regionens centrale aktører. De pågældende - herunder Iran - siger ja, fordi USA med sin indrømmelse har leveret dem den nødvendige propagandagevinst.

* Med et betinget løfte om troppetilbagetrækning og storstilet 'Marshall-hjælp' inviterer en FN-mægler til forsoningskonference for alle irakiske aktører undtagen al-Qaeda. En våbenhvileaftale og andre fremskridt belønnes med hjælp og troppereduktioner.

Når dette ikke vil ske, er det fordi præsident Bush aldrig vil give den indledende indrømmelse. Danmark kan som koalitionspartner hæve røsten mod Bush og tale for nødvendigheden af at 'tabe ansigt'. Det vil ikke ske, så længe Fogh er statsminister.

Derfor glider Irak og Mellemøsten mod kaos og tragedie. 470 danske soldater i Basra kan ikke gøre nogen forskel. Hent dem hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu