Læsetid: 8 min.

Et felttog mod tabet

15. juli 2006

Som otte-årig overnattede han hos sin tante Ebba i hendes lejlighed i Østbanegade. Når han vågnede om morgenen og trak gardinerne fra, kiggede han ud over Frihavnen, som dengang var et lukket område med gamle rangértog og færger. Lamperne, der brændte mat ind i morgendæmringen, dampen fra lokomotiverne og færgen til Malmø. Det var "sådan lidt Tarkovskij", forklarer fotografen Krass Clement, der forsøger at rydde lidt bordplads til teen og croissant'erne i lejligheden på Frederiksberg.

At der var en stærk visuel kraft og skønhed i den udsigt, fornemmede han godt som dreng, og siden skulle han komme til at bruge sit liv på at indfange og formidle steder, der indeholder noget af Frihavnens fascinerende stemning af tåge, fortid og forfald.

Der er også en lidt fortidig stemning i de mørke stuer, som er fyldt med gamle plakater, kameraer og orange fotokasser på reolerne. Krass Clement henter sit første kamera, en klapkasse seks gange ni, som tante Ebba gav ham, og som han brugte til at tage billeder af sine forældre og husets kat.

"Jeg følte tidligt, at et billede kunne have noget under sin overflade. Der var en magi. Det afbillede noget og viste noget andet. Det er det, der kendetegner det gode fotografi. Det er som at høre musik, en melodi, der sætter noget igang hos dig, fordi du associerer den med noget, du har oplevet. Det var det, der var svært med min sidste bog om Roskilde Festivalen. Folk har nogle meget stærke ideer om, hvordan den festival skal opleves, som jeg ikke indfriede. Jeg var fokuseret på menneskene og på mellemrummet fremfor på musikken," siger Krass Clement med sin lidt distingverede udtale.

Lyden af forladthed

Hans fotografier indfanger menneskets tomhed og ensomhed og forsøget på at dække over den. Alene titlerne på hans mange bøger Det lånte lys, Skygger af øjeblikke, Byen bag regnen og Ved døden - fortæller om den mørkt stemte grundtone i hans meget eksistentielle arbejder.

"Jeg har altid følt døden som noget nærværende i livet. Døden er antagonisten til livet, og ophøret lurer lige, fra vi bliver født. Tingene er fragile," siger han med fransk udtale og leder efter det danske ord 'skrøbelige'.

"Der er ikke noget, der nødvendigvis varer ved. Den følelse af tab stammer nok fra min barndom. Vi boede i Paris om vinteren, i København og Sydsjælland om sommeren. Der var konstante opbrud og en følelse af at blive forladt og sat af. Nogle gange rejste mine forældre alene til andre steder i Europa, og jeg kom i pleje hos nogle lokale familier på Sydsjælland. Manden i den ene familie var barber, og i en anden familie var han bestyrer i Sparekassen, så det var et helt andet miljø end det kunstnerhjem, jeg kom fra. Jeg husker følelsen af forladthed i minutterne inden bilen nåede frem, og jeg skulle sige farvel til mine forældre. Lyden af en bil, der kører væk, kan den dag i dag pludselig ramme mig stærkt og dugfriskt som en følelse af afmagt," siger Krass Clement.

På en måde er det urovækkende, at vi er den samme person hele livet med de samme følelsestræk, den samme smerte og de samme sansninger, synes han og indrømmer, at barndommens tab har traumatiseret ham. Faren var maleren Kay Christensen og i lejligheden i Paris' 6. arrondissement kom mange kunstnere og sære eksistenser. Verden uden for var 50'ernes "efterkrigstids-Paris" og et voldsomt sansebombardement, som satte dybe spor i personligheden.

"Jeg husker mest fattigdommen, den grå og snavsede storby med et kaos af liv. Det var lidt som at komme til Østen for første gang i dag og en stor kontrast til det rolige og pæne København. Der var småhandlende med boder, mange nordafrikanere og kulcaféer med savsmuld på gulvet - Café Charbon."

"Jeg husker min skolevejs tågede morgener, hvor alt var sort, og der lugtede af pis, og vandet løb ud fra de elektriske isbiler. Livet var tæt på. Folk levede og døde på gaden, og for et barn var det et voldsomt udtryk for tilværelsens mangfoldighed, råhed og skønhed. Jeg tror, at jeg blev tidligt moden og i stand til at aflæse mine omgivelser og navigere," siger Krass Clement.

Den lange spinkle skikkelse i cowboybusker og en blå- og hvidstribet skjorte løst hængende ud over går hen og finder nogle af sine bøger ned fra reolerne.

"Bladrer man hurtigt igennem, ser man bare en masse mennesker, man ikke kender. Mine billeder fungerer kun, hvis man aflæser og inddrager sine egne erfaringer. Det, jeg skildrer, er den eksistentielle uro, jeg fornemmer i mig selv og i mine omgivelser. Den sårbarhed vi alle har, og de måder vi evner at beskytte os på. Nogle er bedre til at spille spillet end andre. Og så handler det om konflikten mellem at skulle have smør på brødet og alligevel ikke gå på kompromis," siger Krass Clement, mens han tager thehætten af og skænker ny the i kopperne.

Den evige voyeur

Som 14-årig begyndte han at tage billeder af sine klassekammerater på skoleudflugter. Smukke sort-hvid billeder af dansk 50'er ungdom. Han vidste tidligt, at han ville være fotograf, og fik ikke realeksamen, før han kom i lære hos fotografen Kirsten Kyhl.

"Mit store forbillede var Jesper Høm, som lavede bøger og brugte fotografiet som personligt udtryk, men da jeg sagde det til Kirsten Kyhl, svarede hun: 'Der findes kun en Jesper Høm'. Det måtte jeg give hende ret i, men jeg var fast besluttet på at satse på en kunstnerisk linje. Jeg ville ikke ind i en vandbærerrolle og være formidler af noget andet. Jeg ville formidle min egen oplevelse af verden ligesom en forfatter eller maler," siger Krass Clement.

Først forsøgte han sig som freelancer i Paris og kom senere på Filmskolen i København sammen med Bille August. Hurtigt blev han klar over, at filmarbejdet var for tungt og for kollektivt. At tage billeder selv passede bedre hans temperament, og da han fik sin første bog udgivet tegnede karrieren sig så småt.

Det er svært at forestille sig, hvordan han formår at gå så tæt på de mennesker, han skildrer, nærmest uden at de er opmærksomme på det. Han virker meget lidt anmassende, nærmest sky og synes også, at det kræver sin mand at få billederne i kassen.

"Det kræver både en veludviklet intuition og en følsomhed og så en brutalitet. Egentligt to modsatrettede egenskaber, og mange fotografer er enten for hårde eller for bløde. Koblingen er nødvendig, hvis det skal lykkes. Derudover er der et voyeuristisk element. Man er iagttageren, der står lidt uden for fællesskabet. Det har jeg nok altid været, og jeg husker det ikke som smerteligt. Jeg valgte tidligt side, og det er også en styrke, at jeg vidste, at der var noget, som var mit. Det kompenserede for min eksistentielle uro."

Rejsen er sammen med forfaldet, fortiden og skyggen et gennemgående tema i hans liv og værk, og i en del årtier efterhånden har han med stor indlevelse fortalt sine historier og ladet os kigge ind bag livet i parcelshus-Danmark, irske pubber, det historiske Berlin og Moskva og det forfaldne Havana.

"Jeg søger hen et sted, hvor der er nogle klange, der bliver slået an i mit sind. Jeg er meget styret at stemninger, og når det for eksempel blev Havana, var det på grund af det slidte forfald. Jeg holder meget af tredje verdens lande, hvor tempoet er lavere, og livet leves på gaden. Når jeg har fotograferet i Havana, er det i virkeligheden min barndoms Paris, jeg indfanger."

Familie har han aldrig fået af frygt for at gentage forældrenes svigt. Fotografiet, rejserne og den kunstneriske proces med at komme ind under huden på en by eller et kvarter, tage billeder og komme hjem igen for at fremkalde har været hans liv. At det er gået godt takker han sin selvdisciplin for.

"Selv om jeg har fået dårlige anmeldelser, så har jeg vidst, at der var en kvalitet i det, jeg gjorde. Jeg er meget disciplineret, og hvis jeg ikke var det, kunne jeg lige så godt være gået til. Hvis de følsomme træk i min karakter havde fået overtaget. For jeg synes livet er vanskeligt."

Det var ikke min mor

Forargelsen var stor, da Krass Clement i 1990 udgav bogen Ved døden med fotografier af hans mors død fra de sidste dage i hospitalssengen, hvor hun ligger med forvrænget mund, til hun ses med snor om foden og bliver skåret op for at obduceres.

- Hvordan kan man tage sådan nogle billeder?

"Jeg forsøgte at give smerten form og dele min fortvivlelse med andre, og det var der en vis lindring i. Vi har et meget puritansk forhold til døden, men det er vigtigt også at erkende, hvad den er. Men man kan ikke lave sådan nogle billeder uden at have et meget godt og afklaret forhold til sin mor. Men hun var ikke min mor mere. Min mor var et overordentligt levende menneske og ikke det lig, jeg fotograferede."

"Det var et felttog mod en erkendelse af tabet. Døden har ingen mening og virker uacceptabel, men det gav mig en mening at fastholde den. Jeg har udforsket det, der var, og om lidt er vi selv døde. Det er det, der er urovækkende. Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for døden, men det er vemodigt, fordi lyset ikke er mere. Livet er kostbart, og det ville jeg vise med den bog," siger Krass Clement.

Han fyldte 60 i foråret, og det er ikke ubetinget rart, skulle han hilse at sige.

"Tiden er blevet kort nu, for uanset hvad man gør, er man 80 om tyve år. Jeg har altid gjort det, jeg ville og realiseret det meste. Jeg havde måske nok en forestilling om at kunne være med til at skabe en stærkere fotografisk tradition herhjemme, som man har i Frankrig og USA, hvor fotografiet har status på linje med maleri og litteratur. Mine bøger er kommet i små oplag, så det er gået mere langsomt," siger Krass Clement.

I mørkekammeret står flere forstørrelsesapparater, en tørrepresser og en varmepresser og de fade, som filmene fremkaldes i. Han bruger stadig det tykke hvide papir, som man ellers er gået væk fra, og synes stadig det er her i laboratoriet, at magien udspiller sig, når motiverne dukker fra syrebadet.

- Hvad er dit livs motiv?

"Det er svært at sige. Jeg føler, at jeg slæber på en angst, som jeg også har produceret på. En form for eksistentiel uro. Jeg tror ikke, at livet har nogen mening, men med kunsten kan man prøve at indkredse de ting, som opleves væsentlige for en. Det er ligesom med forelskelsen. Den kan man heller ikke forklare, men den opleves som dybt meningsfyldt. Jeg synes, at meget af tilværelsen er bundet til kærlighedsbegrebet, og kunst er i virkeligheden en kærlighedsakt med livet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu