Læsetid: 5 min.

Fem år i Helvede

Den tysk-tyrkiske Guantánamo-fange Murat Kurnaz har udgivet en bog om sine gruopvækkende oplevelser. 'Jeg ved nu, hvad mennesker kan gøre ved andre mennesker', skriver han
27. april 2007

Når man lukker bogen, Murat Kurnaz har skrevet sammen med journalisten Helmut Kuhn om sine oplevelser i amerikanske fangelejre i Kandahar i Afghanistan og på Guantánamo-basen på Cuba, ved man, hvad ord som 'tortur', 'umenneskelighed' og 'udholdenhed' betyder. Uanset, hvad et menneske måtte have gjort: Ingen har fortjent, hvad Kurnaz var udsat for i fire et halvt år. Hans beskrivelser af behandlingen af fangerne i Kandahar og Guantánamo er så frygtelige, at man ville ønske, de var opspind.

Det er de desværre ikke. Som Frankfurter Rundschau skrev i sin anmeldelse af bogen for et par dage siden:

"Kan man nu tro alle de beskyldninger, den 25-årige kommer med? Måske er kun halvdelen sandt, men selv det ville være forfærdende nok. Men sandsynligvis er sandhedsindholdet væsentlig større. Hidtil er Kurnaz' påstande blevet bekræftet, hvor utrolige de end har lydt."

Den tysk-tyrkiske Murat Kurnaz er født og opvokset i Bremen i Tyskland. 19 år gammel rejste han i oktober 2001 til Pakistan, og her blev han den 1. december samme år anholdt af det pakistanske politi i Peshawar, da han var på vej til lufthavnen. Pakistanerne blev belønnet med en dusør af amerikanerne for hver terrormistænkt, de kunne lægge hånd på.

Kurnaz siger selv, at han havde rejst rundt til forskellige koranskoler i Pakistan for at skaffe sig viden om den muslimske tro, så han kunne være en god ægtemand for sin kone Fatima, der omkring jul skulle ankomme til Bremen fra Tyrkiet.

I sin taske havde han søde sager i fin indpakning til sine forældre, et håndlavet stykke trælegetøj til sin lillebror og en halskæde af træ og læder med blå perler til sin mor. Nu gik der næsten fem år, før han vendte hjem til Tyskland igen. Fatima havde ladet sig skille fra ham. Hun ventede kun på ham i tre år.

Rendyrket sadisme

Hvad Kurnaz beskriver, er rendyrket sadistisk hævn, som amerikanerne tager mod forsvarsløse muslimer i årene efter al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001. Det officielle mål er at få dem til at tilstå, at de er terrorister. Det sande mål er ydmygelse gennem tortur.

I Kandahar får Kurnaz elektroder på fodsålerne. De vil have ham til at tilstå, at han kender Osama bin Laden.

"Jeg hører skrig. Det er mine skrig," skriver han.

Da han under et senere forhør bliver ført ind i et rum, hvor der på bordet står en balje med vand, kommer han til at tænke på sin skoletid.

"Det er som bide-til-æble, tænkte jeg. Det var en børneleg i folkeskolen, som lærerne organiserede til skolefesterne. Men der var ikke noget æble i baljen."

Kurnaz beskriver, hvordan han i fem dage i lænker bliver hængt op i armene i en slagtekrog. Tre gange om dagen bliver han taget ned, en læge tilser ham og konstaterer, at han lever endnu. Så bliver han hængt op igen. Manden, der hænger på den anden side af skillevæggen, tilser de ikke. Han er helt blå. Og død.

Da han i Guantánamo på et tidspunkt har sat sig til modværge over for en særlig sadistisk fangevogter, bliver han som straf spærret inde i et aflukke uden lufttilførsel i 33 dage. Han overlever på den ilt, der slipper ind, når hans vogtere indimellem åbner en klap i døren for at se, om han stadig trækker vejret.

Som tyskerne gjorde

Da Kurnaz ankommer til Guantánamo, ser han for første gang en soldat med et navneskilt. Soldaten, der hedder Gail Holford, spørger ham:

"Ved du, hvad tyskerne gjorde med jøderne? Præcis det samme vil vi gøre med jer her."

Kurnaz fortæller om burene, de sidder i i Guantánamo. Hvordan man kun må sidde om dagen og ligge på ryggen om natten. Hvordan fangevogterne banker på burene, så de ikke kan sove og spiller den amerikanske nationalsang for fuldt drøn, når fangerne beder. Hvordan det er umuligt at kende stedets love. Hvordan man uretmæssigt kan blive beskyldt for ikke at ville aflevere sit tæppe om morgenen til fangevogteren for derefter at blive gennembanket og lagt i isolation i en måned i et iskoldt rum.

Kurnaz beskriver, hvordan en af hans medfanger i Guantánamo har fået sat begge ben af på grund af koldbrand efter for stramme lænker og håndjern, og hvordan han får lov til at ligge i sit bur med betændte og gennemblødte forbindinger om sine benstumper. Hvordan fangevogterne slår ham, når han tager fat i trådnettet (det er forbudt) for at hæve sig op på toiletspanden.

Og han beskriver sin egen skræk for at komme på sygehuset og derfor bider tandsmerter og diverse andre dårligdomme i sig. For han ved, at lægerne rask væk trækker otte raske tænder ud på fanger, når de har én dårlig tand. Eller fjerner alle fingre undtagen tommelfingrene, når det bare er en enkelt, der skulle have været amputeret.

$SUBT_ON$Hjemlandets svigt

Listen af rædsler er uendelig. Man sidder stum tilbage ved tanken om, at det er USA, det største vestlige demokrati, der står bag torturen. Og ved tanken om, at Kurnaz blev ladt i stikken af sit hjemland, Tyskland, og den socialdemokratisk-grønne regering. Den daværende regerings argumentation var, at Kurnaz er tyrkisk statsborger. Derfor måtte han være Tyrkiets ansvar. Den terrorcelle, som Mohammed Atta og andre flykaprere bag terrorangrebet 11. september 2001 dannede, lå i Hamborg. Tyskland var ikke interesseret i flere mulige muslimske terrorister.

Så selv om amerikanerne allerede i 2002 var overbevist om Kurnaz' uskyld, ville Tyskland ikke have ham hjem. Først da Angela Merkel blev kansler i november 2005, kom der gang i forhandlingerne, og Kurnaz kunne vende hjem i august 2006.

Når man i dag ser billeder af Murat Kurnaz, har han skæg helt ned til bæltestedet.

"Jeg synes, det er smukt. At lade mit skæg vokse var den eneste frihed, jeg havde i Guantánamo," skriver han.

Skægget, som han også har ladet vokse af religiøse grunde, gør, at han bliver genkendt af alle. I et interview med ugeavisen Die Zeit i sidste uge sagde han:

"Når jeg sidder udenfor, er det stressende."

Men han beholder alligevel vidnesbyrdet om, hvor længe han egentlig sad i Guantánamo.

Murat Kurnaz med Helmut Kuhn: Fünf Jahre meines Lebens. Rowohlt, Berlin, 286 sider, 16,90 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu