Læsetid: 2 min.

Fem år - og ikke klogere?

22. september 2005

Skal vi ikke lige slå fast, at hele ja-siden (jfr. Lone Dybkjærs Påtale den 19.september) ved ØMU-afstemningen for fem år siden tog grundigt fejl - økonomisk og politisk.

De lovede danskerne bål og brand - og op til 50.000 mistede jobs, hvis vælgerne dristede sig til at sige 'nej' til dette fine tilbud, om at "sidde med ved centralbankbordet" i EU.

Det politiske establishment fik ydermere mobiliseret en perlerække af økonomiske sværvægtere med nationalbankdirektøren, to økonomiske departementschefer og et utal af forhenværende vismænd i spidsen, der alle med én mund kunne bekræfte, hvilken enorm risiko det ville indebære, at Danmark stod uden for ØMU'en.

Vælgerne traf som bekendt den 'forkerte' beslutning den 28. september 2000, hvilket her fem år efter har givet os en enestående mulighed for at vurdere, hvor galt det så gik med dansk økonomi, og hvor meget Danmark kom til at sakke bagud i forhold til det europæiske ØMU-lokomotiv.

Jeg røber næppe nogen hemmelighed, når jeg afslører, at ja-siden (økonomer, chefredaktører og politikere) på alle centrale makroøkonomiske områder tog fejl - tankevækkende.

Rens luften

Mest spektakulær har udviklingen i renten været. Det såkaldte rentespænd - forskellen mellem renten i Tyskland og Danmark - indgik med stor vægt i ØMU-diskussionen. Det var ja-sidens stærkeste argument, at rentespændet ville stige og udløse en dansk konjunkturnedgang.

Det gik stik modsat. Rentespændet er i dag i Danmarks favør. Renten er i dag lavere end i Tyskland - og i modsætning til de fleste ØMU-lande er beskæftigelsen heller ikke faldet i Danmark på trods af den internationale lavkonjunktur. Omvendt er den danske valutareserve i dag større end nogensinde.

Nationalbankens problem er ikke, som ja-siden hævdede, at hånden i fremtiden skulle holdes under kursen på en svag dansk valuta. Tværtimod har Nationalbanken det 'luksus-problem' at hindre, at kronens værdi stiger i forhold til euro'en.

Jeg synes, at ja-siden skylder den undrende befolkning en forklaring på, hvorfor den tog så grundigt fejl. Var ja-siden oprigtig? Og hvad med nej-siden havde den bedre argumenter - eller var den bare heldig?

Er det utænkeligt, at begge sider for en gangs skyld lagde kortene på bordet? At fejlene blev erkendt, så luften blev renset. Det ville være en invitation til at komme i gang med en ny og konstruktiv dialog om Danmarks placering i fremtidens Europa. Et spørgsmål der er alt, alt for vigtigt til fortsat at blive gjort til genstand for en fortsat skyttegravskrig.

I perioden 1993-2001 fungerede Rådet for Europæisk politik med Svend Kaspersen som et forum for en fordomsfri EU-debat. Hvad om Lone Dybkjær tog initiativ til, at dette råd blev genstartet med ansigter, der signalerer troværdighed og vilje til at forstå og formidle Europa-debatten i al sin kompleksitet? At her er der ingen enkle ja/nej svar på Danmarks placering og rolle i EU - bortset fra en erkendelse af, at vi i stigende grad har et skæbnefællesskab på godt og ondt.

Jeg skal hermed opfordre til, at der bliver oprettet et sådant 'Forsonings-råd' for EU-debatten - intet mindre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her