Læsetid: 4 min.

Fem argumenter imod a-kraft

Stigende oliepriser og fremadskridende global opvarmning har gjort det opportunt at genoplive atomkraften - det er ikke velovervejet
16. august 2006

Atomkraft er atter i vælten. Ved det nyligt overståede G8-topmøde i Sankt Petersborg i Rusland, bebudede USA's præsident Bush og Ruslands præsident Putin en vidtrækkende samarbejdsaftale om "hurtig global udbyggelse af kerneenergi" og opfordrede andre lande til at slutte sig til dem. Erklæringen var kun den seneste i en række initiativer fra Det Hvide Hus for at fremme brugen af a-kraft. Bush hævder, at USA's og verdens fremtidige energiforsyningssikkerhed vil komme til at bero på en øget satsning på nuklear energi.

En teknologi, som i årevis vansmægtede i videnskabens skærsild er genopstået. Dens dyder er senest blevet hyldet af Storbritanniens premierminister, Tony Blair, den berømte miljøforsker, Sir James Lovelock, og flere andre 'frafaldne' miljøaktivister. Ulykken på Three Mile Island i Pennsylvania i 1979 og den tragiske nedsmeltningskatastrofe i Tjernobyl i det daværende Sovjet i 1986 står ikke længere så friske i erindringen. Nu har stigende verdensmarkedspriser på olie og symptomer på igangværende global opvarmning ført til, at det ligklæde, man havde sænket over atomkraften, atter er taget bort. Teknologien har fået et veritabelt face lift og lovprises af dens tilhængere som det mest oplagte energialternativ for den kommende post-0lieæra. Før vi lader entusiasmen løbe af med os, gjorde vi dog klogt i at kaste et kritisk blik på, hvad konsekvenserne af at renuklearisere kloden kan blive.

For det første er atomkraft stadig en bekostelig energikilde. Med anlægsomkostninger på minimum to mia. dollar stykket vil en ny generation af atomreaktorer stadig være 50 procent dyrere end kulfyrede kraftværkere og langt dyrere end gasfyrede. Omkostningerne ved at fordoble a-kraftens andel af elproduktionen i USA - a-kraft tegner sig pt. for 20 procent af nationens elektricitet - vil kunne løbe helt op i 500.000 millioner dollars. I et land, der allerede døjer med rekordstor gæld, er det svært at se, hvorfra de summer skal komme, som det vil kræve at opføre en ny generation af reaktorer. Alle andre lande med lignende inskrænkede finansielt råderum, vil have samme problemer. Hvis regeringsledere verden over mener det alvorligt med atomkraft, må de tone rent flag og fortælle forbrugerne, at det bliver dem, der må betale prisen i form af højere skatter til at finansiere statslige subsidier og højere elregninger.

Spekulative scenarier

For det andet er vi allerede 60 år inde i den atomare æra, og vores forskere og a-kraftingeniører har stadig ikke fundet nogen sikker metode til at transportere, bortfjerne og oplagre nukleart affald. Resultatet er, at brugte nukleare brændselsstave hober sig op ved a-kraftværker verden over. I USA har regeringen brugt mere end otte mio. dollar og over 20 år på at udgrave, hvad der skulle forestille at være en lufttæt, underjordisk atomlosseplads dybt nede i Yucca-bjerget i Nevada, hvor radioaktivt affald angiveligt skulle kunne opbevares uden fare for udsivning i 10.000 år. Beklageligvis har det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, EPA, siden konkluderet, at den underjordiske lagringsfacilitet alligevel ikke kan garanteres at være lækagefri.

For det tredje - det viser en undersøgelse fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) fra 2001 om de globale uranforekomster - kan de kendte uranressourcer vise sig utilstrækkelige så tidligt som 2035. Selfølgelig er det muligt, at nye forekomster opdages, eller at nye teknologiske gennembrud fører til mere effektiv udvinding, men som sagerne står, er begge scenarier spekulation.

For det fjerde må tanken om at opføre hundreder, ja, tusinder af nye a-kraft værker i den islamiske terrorismes æra forekomme uovervejet. Har vi mistet vores realitetssans? På den ene side er USA, EU og store dele af verden opskræmt over den blotte mulighed for, at kun et enkelt land, Iran, skal få adgang til beriget uran og bruge dette materiale til at fremstille en atombombe. På den anden side er mange af de samme regeringer ivrige for at sprede atomkraftværker over en stor del af kloden. Dette vil betyde, at uran og brugt atomfaffald vil være i konstant transit og h0be sig op i interimistiske faciliteter, ofte tæt på tætbefolkede områder.

Atomkraftværker er det ultimative bløde mål for terrorangreb. 8. november 2005 arresterede den australske regering 18 islamiske terrorister, som havde konspireret om at sprænge Australiens eneste atomkraftværk i luften. Vi har alle grund til at være dybt bekymrede. En undersøgelse fra den amerikanske forbundstats nukleare tilsynskommission fandt, at over halvdelen af USA's atomkraftværker ikke var i stand til at modstå et simuleret angreb.

Udnyt hele skalaen

Endelig repræsenterer atomkraften en form for stærkt centraliseret og klodset teknologi fra en hedengangen æra. I en tidsalder, som vil blive præget af distributive teknologier, der underminerer hierarkier, decentraliserer energi og genererer netværk og nye økonomiske open source-modeller, forekommer atomkraft sært forældet. I vidt omfang var atomenergi et produkt af Den Kolde Krig. Den repræsenterede en massiv magtkoncentration og afspejlede geopolitikken efter Anden Verdenskrig. I dag bliver det 20. århundredes geopolitik imidlertid udfordret af det 21. århundredes fremvoksende biosfære-politik. Verden er ved at blive flad. Overalt giver nye teknologier mennesker de redskaber, de behøver for at blive aktive deltagere i en gensidigt forbundet verden. Atomkraft derimod er elitekraft, der kontrolleres af de få. I en tidsalder, hvor 'al magt til folket' er blevet et mantra blandt verdens fattige, er atomkraften et levn fra svundne dage. At genoplive den kan kun føre os tilbage i tiden.

I stedet bør vi målrettet og aggressivt gå efter at udnytte hele skalaen af decentraliserede og vedvarende energiteknologier fra sol, vind, vand, geotermisk energi og biomasse og oprette en brintoplagrings-infrastruktur, som kan sikre en stadig, uafbrudt energiforsyning, der kan dække vores behov for el og transport. Vores fælles energifremtid ligger i solen, ikke i uran.

Jeremy Rifkin er forfatter til 'The Hydrogen Economy: The Creation of the World Wide Energy Web and the Redistribution of Power on Earth' (Polity Press, 2002)

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu