Læsetid: 4 min.

Fem fejl om det kan betale sig at arbejde

Et er at tage på arbejde for at tjene penge, som man ikke har 'brug for' (for at kunne klare sig i hverdagen, formoder jeg). Noget andet er at tage på arbejde uden at tjene noget som helst på det
26. oktober 2005

Ifølge lektor Per H. Jensen fra Ålborg Universitet virker incitamenter ikke. Han påstår i Information den 4. oktober, at "incitamentstankegangen (-) er skudt ned og begravet adskillige gange".

80 procent af danskerne siger nemlig, at de ville gå på arbejde, selv om de ikke havde brug for pengene, sagde lektoren.

Per H. Jensen begår fem alvorlige fejl:

- For det første er der en væsentlig forskel på dét, de adspurgte forholder sig til, og dét Per H. Jensen konkluderer. 80 procent af de adspurgte siger, at de ville tage på arbejde, selv om de ikke havde brug for pengene. Men det betyder ikke, at 80 procent ville tage på arbejde uden at få noget som helst ud af det i form af penge - i forhold til at blive hjemme på sofaen.

. Mon ikke færre end 80 procent vil svare ja til dét spørgsmål?

- For det andet antager han, at man kan slutte sig til folks adfærd på basis af deres udsagn. Det kan man ikke. Der er et væld af eksempler på, at folk svarer ét og gør noget andet i praksis. Det er ganske gratis at påstå over for en interviewer, at man ville stå op kl. 6.00 hver morgen og cykle til arbejde, også om vinteren i kulde, mørke og modvind uden at få en klink ud af det. I praksis er det sandsynligt, at en del falder fra.

Ser vi på folks faktiske adfærd, ved vi for eksempel, at mange bistandsklienter pludselig finder et arbejde, når de tilbydes (eller trues med) aktivering. Vi ved også, at ca. 50 procent af de 60-64 årige vælger efterløn frem for beskæftigelse, selv om de fleste faktisk kunne tjene mere ved at blive i beskæftigelse, og selvom kun syv procent af efterlønsmodtagerne vurderer, at deres eget helbred er dårligt.

Protestanters arbejdsetik

Nyrup-regeringen halverede dagpengesatsen for unge under 25 år, ligesom man forkortede dagpengeperioden fra syv til fire år - tiltag som sammen med andre initiativer har bidraget til et fald i strukturledigheden. Selv om disse eksempler ikke er endegyldige beviser for, at incitamenter virker, er det dog ganske stærke indicier.

- For det tredje er det ikke alle, som opfatter deres job som specielt selvrealiserende. Man må forvente, at en stor andel af universitetsforskere, journalister og advokater m.fl. vil se arbejdet som bærende lønnen i sig selv, mens andelen blandt rengøringsassistenter og kassedamer vil være noget mindre - formentlig væsentligt under 80 procent. Man kan heller ikke se bort fra, at Danmark i løbet af de seneste årtier har fået en stor gruppe indvandrere fra kulturer, som ikke er præget af danskernes specielle blanding af protestantisk arbejdsetik og postmaterielle værdier. Selv i et land som Frankrig er det faktisk kun 53 procent, som erklærer, at de gerne vil arbejde, selv hvis de ikke havde brug for pengene. I Bulgarien er andelen helt nede på 36 procent.

- For det fjerde ser Per H. Jensen bort fra de 20 procent, som ikke kan tilslutte sig udsagnet om, at de ville arbejde, selv hvis de ikke havde brug for pengene. Nogle af disse vil forsøge at fravælge arbejde og derfor allerede være at finde blandt bistandsklienter og dagpengemodtagere (i hvert fald i perioder), hvorfor vi kan forvente, at netop denne gruppe vil være særligt følsomme overfor økonomiske incitamenter.

- For det femte antager Per H. Jensen, at vi reelt kun har to valg: Enten at arbejde eller at undlade. Enten at arbejde for pengene eller at gøre det for selvrealiseringen. I praksis er livet mere nuanceret. De fleste arbejder vel både for pengene og for selvrealisering eller det sociale samvær, og de fleste mennesker står over for mange flere valgmuligheder end blot valget mellem at arbejde eller ikke at arbejde. Nogle kan for eksempel vælge at tage en slapper på nogle måneder eller måske endda nogle år på passiv forsørgelse og herefter vende tilbage til arbejdsstyrken. Andre kan vælge at arbejde flere eller færre timer ved at vælge eller fravælge at tage overarbejde. Tilskyndelsen til overarbejde er ikke ret stor, hvis man mister hovedparten af det i skat og tabte overførsler (for eksempel boligsikring). Og da man allerede har fået 'selvrealiseringseffekten' af at arbejde ved almindelig fuldtid, vil mange formentlig fravælge at arbejde ekstra. Nogle har endvidere den valgmulighed at arbejde sort. På den måde kan nogle oppebære en væsentligt højere løn som bistandsklienter med supplerende sort arbejde end som fuldtidsbeskæftigede.

Der er lavet studier af, hvordan folk reagerer, hvis man sætter skatten på den sidst tjente krone ned. Disse studier peger på, at de fleste mennesker vil vælge at arbejde mere. Incitamenter virker.

Martin Ågerup er direktør for CEPOS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her