På det nyligt afholdet BogForum i slutningen af november havde man på den sidste dag sat tre kvindelige forfattere stævne på 'Scenen' i samtale med Lone Kühlmann, og fælles for de tre - Gretelise Holm, Elsebeth Egholm og Sara Blædel - var, at de alle er forfattere til bøger, der går under betegnelsen femikrimi. Her blev det blandt andet påpeget, at genren - foruden at underholde - kunne bruges til at tage samfundsrelevante emner op, og man diskuterede desuden selve betegnelsen femikrimi, som for så vidt var i orden, blot den ikke skræmte nogle læsere væk.
Nogle dage senere - den 25. november - havde Center for Kønsforskning inviteret til et seminar, der som tema havde 'Den skandinaviske femikrimi', og hvor det i indkaldelsen blandt andet hed:
"Hvad er en femikrimi? Hvilke spørgsmål stiller den? Er der tale om en ny type feministisk litteratur?" På seminaret blev det slået fast, at betegnelsen femikrimi er kommet for at blive, men at det er vigtigt at præcisere, hvad der kan komme ind under denne betegnelse; en af betingelserne må være, blev det understreget, at den skal være skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson, og at det desuden er karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og lægger vægt på hovedpersonens liv og konflikter.
En ny genre
Selve genren er jo af forholdsvis ny dato. Den opstod i slutningen af 1970'erne i USA, hvor Marcia Mullers bog Edwin of the Iron Shoes, der udkom i 1977, betegnes som den første bog inden for genren; her introduceres hovedpersonen, den selvstændige og slagfærdig kvindelige privatdetektiv Sharon McCone, der senere skulle blive efterfulgt af en lang række andre.
Marcia Muller har i en artikel - At skabe en kvindelig privatdetektiv - fortalt, hvorledes hun og hendes veninder var ivrige læsere af kriminalromaner, men syntes, der manglede noget:
"Der var i snesevis af mandlige detektiver både hårdkogte og mere bløde i det. Der var gamle damer, der strikkede, som havde næse for hemmeligheder. Der var endog et par stykker, der handlede om hårdtarbejdende kvindelige politibetjente. Men på det tidspunkt var det umuligt at få øje på nogen kvindelig privatdetektiv. Og jeg besluttede derfor, at hvis jeg ønskede at læse om en sådan person, blev jeg nødt til selv at skrive om hende."
Og således begyndte serien med de mange bind om Sharon Mc Cone.
Fem år senere - i 1982 - fik læserne i USA kendskab til yderligere to kvindelige privatdetektiver, der med årene skulle vise sig at blive de mest populære, nemlig Sara Paretskys V.I Warshawski og Sue Graftons Kinsey Millhone.
Og ikke mindst Sara Paretskys bøger, der begyndte at komme på dansk i 1992, blev populære herhjemme. Også hun ønskede at skabe en kriminalroman med en anderledes - kvindelig - hovedperson end i de hårdkogte amerikanske. Hun siger blandt andet, at hun ønskede at skrive anderledes bøger end klassikeren inden for den hårdkogte genre Raymond Chandler:
"I alle Chandlers romaner - med undtagelse af én - er det en kvinde, der stiller sin seksualitet til skue, der er skyld i, at alt går galt. Og da jeg derefter gik i gang med at læse litteratur i mere bred forstand, forekom det mig stadigvæk, at kvinderne her brugte deres kroppe til at forsøge at få 'de gode drenge' til at gøre grimme ting; dette forekom mig at være en konstant faktor i de forskellige former for litteratur."
"Så jeg ønskede at skabe en kvinde, som skulle være en hel person, hvilket samtidig betød, at hun skulle kunne være et seksuelt væsen uden at være ond. Og at hun skulle være en effektiv problemløser, hvilket kvinder er i virkelighedens verden, men ikke særlig ofte i litteraturen eller på film."
Femikrimi i Skandinavien
Først en halv snes år senere, nemlig i begyndelsen af 1990'erne dukker femikrimien op i Skandinavien, nærmere betegnet i Norge, hvor Kim Småges novelle Kvindens lange arm fra 1992 bliver betragtet som den første femikrimi-tekst i Skandinavien, og hvor hun introducerer den kvindelige hovedperson, Anne-kin Halvorsen ansat ved kriminalpolitiet i Trondhjem. Og allerede året efter - i 1993 - udkommer Anne Holts første bind i serien om kriminalbetjent Hanne Wilhelmsen med titlen Blind gudinde, en serie, der snart skulle vise sig at blive utrolig populær.
Sammenligner man den skandinaviske femikrimi med den amerikanske, tegner der sig i øvrigt nogle klare forskelle, idet kvinderne i de skandinaviske bøger som regel arbejder inden for politiet eller som journalister og ikke som privatdetektiver; desuden er de ofte gift, og nogle af dem har børn. Imidlertid var det først i år 2000, at begrebet femikrimi for alvor begyndte at dukke op i de danske medier. Det skete i første række i forbindelse med svenske Liza Marklunds forfatterskab, hvis bog Sprängeren, der udkom på svensk i 1998, kom på dansk to år senere med titlen Nedtælling, og introducerede journalisten Annika Bengtzon.
Lisa Marklund har selv i et interview i BT (3. 2. 2002) udtalt, at hendes bøger kan ses som en modvægt især til de amerikanske kvindelige privatdetektiver; hun siger her blandt andet:
"De amerikanske heltinder i femikrimierne er ikke kvinder. De er aldrig gift, de har ikke børn. De bliver tævet og skudt på, men aldrig voldtaget -"
I samme interview beskriver hun desuden sine bøger som hendes lille private guerillakrig, et forsøg på at ændre nogle grundlæggende holdninger, som blandt andet går på, at kvinder skal være søde piger; og det synspunkt, at vi skulle være tæt på ligestilling mellem kønnene i dag, er hun bestemt ikke enig i.
Herhjemme er det utvivlsomt Gretelise Holms bog Paranoia fra 2002, der for alvor gjorde læserne interesseret i femikrimien i den danske version; der er indtil i dag udkommet tre bøger i serien om den midaldrende journalist på et sydsjællandsk dagblad, Karen Sommer, og både disse bøger samt Elsebeth Egholms tre bøger om journalisten Dicte Svendsen, og Sara Blædels to om politikvinden Louise Rick har meget hurtigt fået en stor læserskare.
En succeshistorie
Men hvad er egentlig baggrunden for femikrimiens succes, som i første række skyldes de mange kvindelige læsere?
På det spørgsmål har Gretelise Holm i et interview svaret:
"Kvinder er trætte af mandlige hovedpersoner, spioner, krig og indviklet opklaringsarbejde. De vil hellere have den mere stilfærdige, psykologiske spænding end høre om kuglernes kaliber."
Og Karen Højer Thygesen har i et speciale fra 1999 om den amerikanske femikrimi skrevet:
"Et af kendetegnene ved femikrimien, som man ikke finder i samme grad i mandlig krimifiktion, er netop forfatternes fokus på deres kvindelige hovedpersoner, som detektiver, men også som kvinder der udtrykker tanker om deres karriere, familie, personlige forhold, deres vaner, hvad de spiser, hvordan de går klædt, hvilken musik og litteratur de holder af osv. På den måde bliver teksten den fælles referenceramme mellem forfatter og læser, ikke kun på grund af genkendelighed i genrens form, men også i afspejlingen af kvinden i forskellige henseender."
Desuden er der kommet et nyt publikum til netop den type litteratur, skriver Karen Højer Thygesen:
"Femikrimiens succes hænger sammen med forskydninger i krimifiktionens publikum, der har skabt et større købedygtigt kvindeligt publikum med et højere uddannelsesniveau."
En anden vigtig ting, når det gælder femikrimien er, at det drejer sig om serier, hvilket betyder, at man kan følge hovedpersonens historie og udvikling gennem de forskellige bøger, og det viser sig da også, at når en ny bog er på trapperne, er interessen hos læserne utrolig stor for, hvad der kan være sket siden sidst med den person, hvis op- og nedture man har fulgt i de foregående bind.
Et af de spørgsmål, der blev stillet på seminaret den 25. november, var som nævnt, om der er tale om en ny type feministisk litteratur, og konklusionen var - sådan som jeg tolkede de afsluttende kommentarer - at det er der, idet det drejer sig om en litteratur, der genoptager gamle feministiske dagsordener, som kritiserer ulighed og overgreb mod kvinder - som kort sagt udstiller og kritiserer den mandlige dominans i samfundet.
Eller med et citat af den australsk-amerikanske krimiforfatter Claire McNab:
"Kvinder som skriver krimier, kan vise sig at repræsentere de virkelig undergravende kræfter. Feministernes tropper kommer og går, og tilbageslaget skyller frem, men uden at tage hensyn til forvirringen sætter flinke kvinder sig ned ved skrivemaskinerne og computerne og digter."
Toni Liversage er forfatter
