- Din roman, 'Den gyldne bog', udkom i 1962, men står stadig som en kultbog for mange feminister. Men siden er du blevet en skarp kritiker af kvindebevægelsen. Hvordan hænger det sammen?
"At Den Gyldne Bog er gjort til bibel for 'Women's Lib', er ikke med min velsignelse. Det var aldrig min intention at skrive et feministisk essay. Hvad jeg ville var, at beskrive kvinders liv. Mange ser stadig bogen som et politisk manifest, hvad den aldrig var. Jeg modtager jævnligt breve fra læsere, som betror mig, hvilken åbenbaring det var for dem at læse bogen. Også fra mandlige læsere: For nylig skrev en brasilianer til mig, at han havde foræret sin kone bogen, fordi han ville have hende hende til at forstå, at hun også kunne have en tilværelse uden for hjemmet og børnene," siger Doris Lessing.
"I dag må jeg sige, at feministerne har tabt. Deres strategier er mislykkedes, selv om vi fået relativt større lighed mellem kønnene, når det gælder løn og karrieremuligheder. Og set, at formidable og intelligente kvinder har kunnet nå høje positioner. Jeg bestrider ikke, at der er sket relle fremskridt for kvinder i bestemte socialklasser, i hvert fald i den vestlige verden-"
Bruger ikke friheden
"De unge kvinder, jeg omgås, har svært ved at tro, at for blot to generationer siden kunne kvinder knapt kontrollere deres eget liv og måtte leve i konstant bekymring for at blive gravide. "
"I dag anser de de nye friheder for helt normale, og heri består vel den egentlige revolution i vor tid. De er heldigt stillede, de moderne kvinder af i dag - de kan gøre, hvad de vil. Men hvad er så deres største ambition? At finde en fyr. Prøv bare at se Sex in the City og Bridget Jones' dagbog," siger hun.
"Helt anderledes er det i Den Tredje Verden, hvor det store flertal af kvinder slet ikke har mærket nogen kønsrolleomvæltning. Når jeg siger, at feministerne har tabt, er det, fordi jeg mener, at de aldrig greb den chance, de havde i 1960'erne og 70'erne."
"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd-"
Systematisk ringeagt
- I 2001 vakte du skandale, fordi du tog mænd i forsvar. Du sagde: 'Jeg har oplevet tåbelige, uvidende og perfide kvinder angribe mænd, der var både intelligente og høflige, og ingen løftede en lillefinger. Mænd i dag er som pryglede hunde'. Du opfordrede dem til at gøre oprør...
"Ja, det var under Edinburghs kulturfestival. Jeg fik et spørgsmål om feminister og svarede, at jeg ikke brød mig om den måde, mange moderne kvinder behandler mænd på, og at det må være skrækkeligt at vokse op som dreng i dag. Det blev refereret i The Guardian og udløste kolossal polemik. Jeg må sige, at jeg blev chokeret, da jeg læste nogle af de hadefulde udfald, mænd igen måtte lægge ryg til."
"Jeg har aldrig fattet, hvordan man på én gang kan hævde at kæmpe for lighed og udsætte mænd for systematisk ringeagt. Jeg besøgte en dag en skole, hvor jeg overværede en kvindelig lærer overfuse klassens drenge: 'Forstår I det så? Al den undertrykkelse er jeres skyld!' En dreng gav sig til at græde. Jeg fandt det hæsligt. Jeg brød mig ikke om feminismen i 60'erne og 70'erne og bryder mig ikke om den i dag. Jeg afskyr mandefjendskheden hos en bestemt slags venstreorienterede unge kvinder, som simpelt hen hader mænd, ægteskaber og børn."
"Den måde, de fører kvindekamp på, er spild af kræfter og giver et totalt forkert fokus for kvindebevægelsen. Lige så snart kvindebevægelsen blev politiseret, blev den splittet op fraktioner. Det var måske uundgåeligt, men feministerne forstod aldrig, hvad det var for en frigørelse, de inderst inde ville."
Feminist afskyede kvinder
- Du er heller ikke begejstret for et andet feministisk ikon, Simone de Beauvoir-?
"Nej, for hun var netop en feminist, der afskyede at være kvinde og afskyede kvindelighedens fysiske sider såsom at have menstruation. Det er så åbenlyst, at hun hellere ville have været en mand. Tåbeligt! Det er som at blive vred på vejret. Jeg lod mig aldrig forføre af 'idealparret' Sartre-Beauvoir. Min første tanke var: Det her er for kunstigt. Sartre opførte sig, som mænd nu gør. Mens Simone i sine bøger forsøgte at vise os et moderne parforhold med flere kærlighedsaffærer ved siden af og uden jalousi. Men realiteterne var, at mens Jean-Paul havde talrige romancer, blev Simone for det meste siddende på sit værelse."
"I min nye bog Time Bites mindes jeg i et essay, hvordan vi i Londons så utålmodigt hen til udgivelsen af Simones roman Mandarinerne. Vi havde jo hørt, at bogen skulle handle om Sartres og Simones kønsliv og forhold til deres brillante venner fra St. Germain-des-Prés."
"Mine mandlige venner følte sig stærkt tiltrukket af dette parforhold, fordi det både fungerede som et ægteskab. Bare uden forpligtelserne og ansvarets tyngde, og derved og gav mulighed for frie partnervalg og seksuelle eventyr."
"Vi kvinder var mere skeptiske. Og realistiske! I bogen skildres romanpersonen Anne - der jo er Simone selv - da også som en gold kvinde, der føler sig ensom i 'kammeratægteskabet'. Simone burde have rejst væk med sin amerikanske elsker, Nelson Algren. I sine sidste år blev Sartre småtosset. Som Bertrand Russel. Ældre mænd har ingen forsvarsværker mod anstormende unge kvinder. Men ældre kvinder er bestemt også til fals for unge mænd, som Jean Rhys beskriver det i Langt over havet, en vidunderlig bog. Hun blev først berømt som forfatter sent i sit liv, og da en ung mand forsøgte at få hende i sin magt, kunne hun ikke stå imod."
$SUBT_ON$Drømmer om en ung mand
-Din seneste roman, The Sweets Dream (2002), handler netop om kærlighed mellem modne kvinder og unge mænd. To veninder går begge i seng med hinandens sønner. Kunne du i en alder af 86 år være en af disse "uanstændige gamle damer"?
"Det er aldrig sket for mig-. Hvilket i øvrigt er en forbandet skam! (latterudbrud). Den franske titel 'Bedstemødrene' er måske ikke velvalgt som titel, for bogens to mødre er trods alt kun sidst i 40'erne. Men romanen har et oplæg i virkeligheden: Det var en ung mand - kammerat til en af de to drenge, der går i seng med hinandens mødre, som fortalte mig historien. Med stor misundelse i stemmen: 'Ih, den slags ville jeg gerne prøve', sagde han. Det fascinerede mig. Jeg begyndte at fundere over, hvad en forfatter kunne gøre med den slags kærlighedshistorie, som jeg sagtens kunne identificere mig med."
Hader politisk korrekthed
- Efter Anden Verdenskrig forlod du dit fødeland, det daværende Rhodesia, for at tage til England. Bag dig efterlod du dine børn. Deres opdragelse overlod du til deres far. Det kan stadig chokere i dag?
"Min søn John sagde en dag til mig: 'Mor jeg forstår godt, at du ikke så anden udvej end at forlade far. Men det betyder ikke, at jeg ikke stadig er vred på dig'. Men jeg må sige, at jeg fortryder intet. Jeg er glad for, at jeg fandt mod til at tage af sted. Jeg afskyede Rhodesia. Det var ufatteligt provinsielt. Jeg havde ingen at tale politik og litteratur med. Jeg ville være brudt op længe før, hvis ikke krigen var kommet. Men der gik ikke både til England, så jeg måtte vente og vente og vente- lige til 1949."
"London var på dette tidspunkt en by, der myldrede med kunstnere og intellektuelle. Jeg mødte mange utrolig spændende mennesker, der var kommet fra det britiske imperiums kolonier. Som jeg selv. Efter Anden Verdenskrig var der i vores kreds af unge mennesker en art eufori. Det var som at leve i de sidste dage af Romerriget. Det var også derfor, jeg tog afsted dengang. Fordi jeg troede, at vi var nogen, der kunne skabe en bedre verden. Det er ikke til at holde ud at tænke på, hvor naiv jeg var."
- I din nye essaysamling går du til angreb på 'politisk korrekthed'-
"Jeg hader den politiske korrekthed. Fordi den konsekvent opdeler verden i 'godt' og 'ondt'. Man støder på dens tyranni overalt, i al fald i den engelsksprogede verden. Især når man taler om 'racer' - man har knapt nok lov at sige 'sort' og 'hvid' længere. Hele tiden vogtes der på én. Værst er det på de amerikanske universiteter. Amerikanerne går altid til ekstremer - USA er en hysterisk nation. For nylig gik det op for mig, at min roman The Good Terrorist på amerikanske universiteter er blevet udsat for læsninger, der vil afdække alt i den, som ikke er politisk korrekt. F. eks. er 'musikeren' - en af hovedpersonerne i bogen - en sort dreng, hvilket er politisk ukorrekt. Kommunismen er død, men arven fra dens rigide sprog, som altid har behov for at opfinde sig fjender, lever videre hos vor tids intellektuelle moralister. Politisk korrekthed findes især i litteraturkrikken, som i dag stadig er dybt inficeret af rester af kommunistisk tankegang."
- Du var selv kommunist engang. Fortryder du det?
"Ja, jeg var kommunist for et halvt århundrede siden. Da jeg kom til England var alle i min omgangskreds kommunister. Den Kolde Krig var på sit højeste, og klimaet var utrolig konfrontatorisk. Men pludselig, et stykke op i 50'erne, kunne ingen længere finde interesse i Trotskij eller Lenin og deres kedsommelige præk. På det tidspunkt var vi begyndt at gøre nar af deres politiske jargon. Vi morede os i de år. Vores humoristiske sans fejlede ikke noget. Især ikke når vi diskuterede mand- og kvindespørgsmål, og det var længe før kvindebevægelsens opblomstring."
"Vi ventede heller ikke til næste årti med at gennemføre vores egen seksuelle revolution. Nogle gange spørger jeg mig, hvorfor alle tror, at en fri kønsmoral først opstod i 60'erne- Vi var godt i gang allerede i 50'erne, det kan jeg godt sige! Når jeg siger det, kigger folk vantro på mig. Ligesom når jeg siger, at det vigtigste i forholdet mellem en mand og en kvinde - det er gensidig humor. Derfor bliver min næste bog også en komedie, " siger Doris Lessing
© Libération og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
