Læsetid: 2 min.

Ferie-apartheid

Mange tøver ikke med at kalde Cuba et diktatur, andre er mere pragmatiske: Fidel er muligvis en slyngel, men Bush er jo forbryder
14. august 2006

HAVANA- Trinidad var en af de første byer, spanierne grundlagde på Cuba, og de stedlige Taíno-indianere blev straks gjort til slaver. Da de alle sammen var døde, begyndte man at importere slaver fra Afrika, omend det på dette tidlige tidspunkt, i 1500-tallet, var på en mindre skala.

Hernan Cortés, Mexicos erobrer og manden, der med forbavsende få mænd besejrede og ødelagde aztekernes gamle civilisation, kom forbi Trinidad 1518. Her gik han rundt i gaderne og provianterede og samlede besætning til det forestående togt. I dag er Trinidad mest af alt en museumsby, hvor alt det spanske håndværk kan få en til at tro, at man er et sted i Sydeuropa.

På den gamle plads sidder en dame og kæler med en kat, der smyger sig omkring smedejernsbænkens hvidmalede ben. Jeg sætter mig ved siden af hende. Vi taler lidt om seværdighederne i byen, og til sidst taler vi også om revolutionen. Vi taler om Che, som nok havde ry for at være en hård negl, men som stadig kan få folk til at tage sig til hjertet. Meget kan man sige om Cuba, siger damen, men på Cuba er forskellene mellem rige og fattige ikke så store som i det øvrige Latin-amerika, og ingen går sulten i seng. I den forstand var og er revolutionen en succes. Che blev født til at kæmpe for de fattige og de svage, og så længe der er nogen, der gør det, så lever revolutionen. Det er det, der er revolutionen, siger damen.

Jeg har fortalt hende, at jeg efter Trinidad skal til Santa Clara for at besøge det mausoleum, der blev bygget for Che og de guerillasoldater, der døde i Bolivia, og hvis jordiske rester først kom tilbage til Cuba i 1997. Det var Fidel selv, der åbnede det hule-lignende mausoleum, hvor den evige flamme brænder. Den brænder efterhånden ikke mange steder i verden, og derfor er det svært ikke at føle sig en smule berørt af situationen, også selv om revolutionen bedømmes meget forskelligt alt efter, hvem man taler med. .

Erobret af Che

Santa Clara er ikke bare en gammel provinshovedstad, der engang var omgivet af sukkermarker. På revolutionens tid var det også en by af stor strategisk betydning, og da Che med 300 mand havde erobret byen, vidste Batista, hvad klokken var slået. Få dage senere flygtede han. I dag er byen mest af alt en søvnig affære, også selv om der er karneval, hvilket på disse kanter betyder: Masser af rom og høj musik.

Nordpå ligger byen Remidios, der under inkvisitionen blev besat af 800.000 dæmoner, og endnu længere nordpå ligger de hvide sandstrande, hvor almindelige cubanere er forment adgang. Disse små turistlommer kunne ligge hvor som helst i verden og har egentlig ikke noget med Cuba at gøre, bortset fra altså at de forvandler cubanerne til en servicerende underklasse, der helst skal være usynlig.

Det er i sig selv slemt at se på, men måske ikke så slemt som prostitutionen i hovedstaden. Poolen på Havana Libre minder mest af alt om et stort, udendørs bordel, og som hvid får man dagligt tilbud om alt fra ægteskab til bizar sex. Man kan sælge sig selv på mange måder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her