Læsetid: 2 min.

Ferielivets syv plager

21. juli 2006

Ugens bommert må uden betænkning gå til alle de, der holder ferie. Eller rettere: De, der overhovedet har overmod nok til at fjerne sig fra jobbet, hjemmet og de vante trygge omgivelser for at begive sig ud i ferielandet. Be careful out there, siger jeg bare. En ting er de mange, som denne sommer valgte at henlægge ferien eller familiebesøget til Libanon. Det har de formentlig fortrudt, og de er nu ved at blive evakueret i huj og hast hjem til det sikre Danmark. Og det er godt. Men der lurer mange andre farer derude.

Tag nu blot Jyllands-Posten fra i går. På side to hedder den bærende overskrift: "Livsfarlig varme plager Europa". 37 grader på de britiske øer og en march i Holland, som har kostet to deltagere livet. Og varmen fortsætter, siger meteorologerne. Godt man har sit trygge skrivebord at holde fast i og ikke er tvunget til at marchere andre steder end hen til printeren og kaffemaskinen. Men ulykkerne bliver ved. På samme side lyder overskriften: "Liseleje Strand kan være livsfarlig". Stærk strøm og hestehuller truer i det nord-sjællandske, forstår man. Og det er ikke slut. På side tre får vi denne smidt lige i synet: "Algesuppe venter badegæster". Fy for pokker. Blot dette citat fra indledningen på artiklen for at understrege alvoren: "Giftige blågrønalger breder sig time for time i de danske farvande samt i søer og åer". Her kunne en national evakuering måske være på sin plads. Hvor er myndighederne henne, når dræber-algerne truer, spørger jeg bare. For hør blot, hvad det er, vi taler om: "Algerne er giftige, og plagen ventes at blive værre i de kommende dage."

Overarbejde i skyggen

Det er sådan en uge, hvor man kun kan håbe på, at chefen kommer forbi og tilbyder lidt overarbejde i skyggen. For at runde elendighederne af, så fortsætter ferielivets plager ufortrødent. Alger, hestehuller, stærk strøm og varme er kun begyndelsen. Jyllands-Postens side tre byder på mere: "Strande ramt af olieforurening". Lad os komme væk. Ikke i store mængder, fremgår det ganske vist af artiklen, men omfanget er endnu ikke kendt, og som det hedder: "Der er risiko for olie på fødderne i disse store stranddage". Gys.

Og det er så blot, hvad Jyllands-Posten kan berette på en enkelt sommerdag. Dertil kommer risikoen for tømmermænd ved for meget kølig hvidvin, risiko for maveforgiftning, når de friske rejer, hummerhalerne og krabbekløerne fortæres på terrassen. For slet ikke at tale om risikoen for hudkræft, sol-skoldning, trafikpropper, køer i lufthavnen, forsinkede fly, varmeramte tog, udsolgte is, smeltede is, smeltede isterninger i gin-tonic, sne på skærmen under den sidste alpe-etape og meget mere.

Måske skulle man blot, som en læserbrevsskribent i Ekstra Bladet foreslår, holde sig til Lalandia badeland. Pedersen fra Korsør forstår ikke, hvorfor nogen overhovedet rejser til Libanon for at holde ferie. "Min ferie bliver nok holdt i Lalandia. Her består faren i berusede unge og ikke af bomber", skriver han.

Herfra er der ingen tvivl om, at den største bommert, man overhovedet kan begå i denne sommer, er at holde ferie væk fra hjemmet. Og en ting er sikkert. Jeg skal ikke nyde noget og bliver her på min pind, til farerne er drevet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu