Læsetid: 4 min.

Fernisering!

7. juni 1997

I 70'erne var jeg hyperaktiv på venstrefløjen og i fagbevægelsen. Men det, jeg lavede, flyttede ikke noget som helst. Så slår jeg mig ned som billedhugger og pludselig...

Jens Galschiøtt i 1992

HONG KONG er en historisk rodebutik, som byen ligger spredt ud over halvø og øer i det sydøstasiastiske. Blev udskilt fra Kina efter Opiumskrigen som rov til de britiske sejrherrer. Under 2. verdenskrig besat af japanerne. Britisk kronkoloni igen indtil nu, hvor kineserne, der i mellemtiden er blevet kommunister og maoister, har fået hele herligheden tilbage. Spændingen knitrer i byen under en rolig overflade, lyder bulletinerne. For hvad kan de nye kinesiske herrer finde på?
Natten til torsdag kom spændingen op til overfladen og slog ud i lys lue i et mindre og ublodigt slag mellem politi og demonstranter. Det gjaldt den nu internationalt kendte skammestøtte, en skultur af danskeren Jens Galschiøt Christophersen, som efter beslutning fra de nye, lokale myndigheder fik lov at stå en dag til beskuelse i byen, hvorefter den blev flyttet ind til en uvis skæbne, forløbig på universitets grund.
55.000 indbyggere mødte op for at se skulpturen. Så mange har der da vist aldrig før været til en fernisering nogetsteds. Det skulle da lige være til Christos indpakning af parlamentet i Berlin.

UDSTILLINGEN blev et stort globalt gennembrud for danskeren. Han fik i hvert fald positiv omtale i verdenspressen, undtagen måske den kinesiske, som vel næppe har skrevet et eneste skriftetegn i den anledning.
Men hvem er han, har mange sikkert spurgt sig selv? Jo, Jens Galschiøt har udstillet før. Han er uddannet kleinsmed fra Lindøværftet og autodidakt. Han har tidligere forsøgt at få en skulptur med en arabisk mand i bedestilling afsat til Saudi-Arabiens udenrigsministerium, men blev pure afvist. Islams love forbyder afbildning af muslimer under bøn. Han løb ind i lignende problemer, da han ville sælge en skulptur-gruppe, et monument over murens fald, i Tyskland. Den var tænkt som en antiracistisk påmindelse.
Inspireret af en Somalia-reportage af Informations udenrigsreporter Ole Nyeng fremstillede han i 1992 en skulpturgruppe med pressefolk, som "overfalder" en udhungret afrikansk kvinde med barn. De i bronze forevigede vesterlændinge er formet som Barbie-dukker.
Til meriterne hører også en snes svin med frakke, som i fjor blev opstillet rundt om i europæiske byer over for parlaments- og regeringsbygninger. De skulle minde os allesammen om vores indre svinehund, som befordrer f. eks. racismen. Under Kulturby 96 i København udstillede Galschiøt en hoben dukker af døde børn - i alt 750 - rundt om i København. De skulle minde om de 13 mio. børn, der årligt dør i verden. Ikke mange så udstillingen, idet stadsgartnerens håndgangne mænd fjernede dukkerne, lige så hurtigt som de blev udstillet.

KUNST ELLER hvad? Egentlige anmeldelser har Galschiøt ikke fået så mange af. Kunstanmelderne værger for sig og mere end antyder, at værkerne ikke har den store kunstneriske interesse eller lødighed. I modsætning til eksempelvis Chr. Lemmerz' svin, der var udstillet i Esbjergs kunstbygning, og som også vakt vældig opsigt. Om hans værker har anmelderne ikke været i tvivl: Her er et stortalent på spil, en kunstner med udpræget æstetisk fornemmelse, billedsans o.s.v. Vurderingen af Galschiøt har gået på, at temaerne og udførelsen var lidt ovre i retning af det patetiske og sensationssøgende, for ikke at sige talentløst.

MEN VÆRKERNE skal selvfølgelig heller ikke udsættes for den sædvanlige målestok. De ligger i et område midt mellem billedkunst, gadeteater, mediehappening og samfundskommentar. Derved ligner de i øvrigt meget anden installations- og konceptkunst for tiden. Betydningen vokser ud over det fysiske værks udformning. Skamstøtten i Hong Kong fik en symbolsk betydning, fordi kunsten også bestod i at placere sig - på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Galschiøt skrev skulpturen ind i en ladet sammenhæng. We shall overcome, sang de derude i Asien, da bilen med skulpturen kørte ind på Hong Kongs universitet.
Man kunne også tage de moralske briller på over for værket og dets ophavsmand. For var udspillet ikke det samme som at vove pelsen på andres vegne? Hvad nu hvis de lokale, som transporterede og opstillede værket, var havnet i kinesisk fængsel? Danskeren eliminerede spørgsmålet ved selv at være til stede og ved at ride på en bølge af lokal opbakning.

MEGET KAN man sige om den særlige, moderne, meget medieomtalte kunst fra Thorsens Jesus-film, dansen omkring det afhuggede havfruehovede, "bilsammenstødet" på Kgs. Nytorv, de esbjergensiske svin, Salman Rushdies De sataniske Vers (hvor reak-tionen ganske vist ikke var forudset) til de mange andre afsøgninger af feltet, hvor kunsten bevæger sig længere ud i det offentlige rum, end den nogensinde har været før. F. eks. at den slet ikke er kunst. Men så er den måske noget andet, hvis det skal komme an på det, og på en vis måde er det også ligegyldigt, hvad den er. Dette nye holder i al fald kunstdebatten levende, og med Hong Kong-skulpturen blev demonstreret, at den form for mediekunst faktisk også kan opfattes med varme af et stort publikum. Og at Galschiøt ikke blot kan tænke stort, men også gøre noget ved det.
Spørg frustreret, hvad der er blevet af den politiske kunst? Jamen, var den ikke lige her!

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her