Læsetid: 4 min.

Fertiliteten på psyko-sofaen

Det er uhyggeligt symptomatisk, at det sidste sted, vi søger grunden til det faldende fødslestal, er i lysten
29. juni 2005

Fertiliteten falder katastrofalt. Og alle mulige grunde leder man efter: Kvinderne kommer for sent i gang på grund af karrieren, mændenes sædkvalitet er for dårlig, der mangler vuggestuepladser, eller man er bare selv ude om det, fordi man har en livsstil, der gør, at man udsætter avlingen. For det er sikkert og vist, at man for guds skyld ikke vil kigge det sted, som måske ellers er det mest oplagte.

Det er nemlig ekstremt symptomatisk, at det eneste, man ikke snakker om i forbindelse med den faldende børneproduktion, er sex. Lige så lidt som på Freuds tid, vil vi se i øjnene, at vor væren og vore handlinger har at gøre med kønnet.

At der end ikke tales om det i forbindelse med reproduktionen nærmer sig det absurde og nu også snart det tragikomiske.

Vuggestuer på den ene side og sædceller på den anden. Men sex? Tænk, hvis problemet var, at der ikke var lyst nok? Det lyder måske paradoksalt, når verden eller nettet i al fald er plastret til med porno og patter og pikke. Men hvad var det nu lige, at det havde at gøre med... at få børn? Ikke noget, vel? For det, at ønske sig et lille sødt uskyldigt barn, man kan følge i skole og lære at synge Der er et yndigt land, det kan da ikke have noget med den slags aktiviteter at gøre?

Sex og forplantning er blevet skilt ad, og ingen synes at overveje, om vi ikke her kunne have en grund til den faldende fertilitet. P-piller og fri abort har de sidste 30 år fuldkommen forandret forplantningens vilkår, og måske også, så langt dybere, vor lyst. Det er ikke kun det, at man så selvfølgelig ikke får børn, hvis man 'beskytter' sig. Det har gjort os til en helt anden slags subjekter.

Alting er kommet under subjektets kontrol - tror det i al fald - der er frit valg på alle hylder. Kroppen er blevet noget, man kan bestemme over. Det eneste, man ikke kan vælge efterhånden, er, om man vil dø. Til gengæld kan man sagtens undgå at se det i øjnene. Det subjekt, der forestiller sig at leve evigt, har for eksempel intet hastværk med at få børn.

Der var engang, hvor man fik børn, ikke fordi man havde lyst til dem - den lyst nåede sjældent at opstå - men fordi man havde lyst til hinanden. Børn var med vor tids terminologi et 'biprodukt' af forældrenes lyst til hinanden. Denne skrækkelige sandhed var så den, barnet senere afviklede sit ødipuskompleks med: Meget enkelt sagt, er man jo nødt til at finde en anden at elske (med), når mor eller far har større interesse andre steder.

Det er en fælde

Nu skal man have lyst, ikke til hinanden, men til at få børn. I forvejen er det noget nær en psykisk katastrofe for de børn, der bliver født på den måde. Man er objekt for ikke mindre end begge forældrenes lyst, som man så skal tilfredsstille. Og det er der selvfølgelig ingen, der vil, for så er der ingen vej, hverken ud i verden eller ind i sin egen lyst til noget helt andet. Det er en fælde, som uendeligt mange kære små i den vestlige verden nu kæmper for at slippe ud af.

Nu viser det sig så også at være en katastrofe for det samfundsmæssige fænomen, der hedder fertiliteten. Der bliver ikke født børn nok på den måde. For hvordan i alverden kan man egentlig 'vælge' at få børn? Det var en opgave, der hørte 'Gud' til, og det er ikke alene for trættende at spille Gud, det er også svært at få helt det samme overblik. "His majesty the baby" er blevet et subjekt, som kun meget langsomt - om nogensinde - bliver voksent, men til gengæld vil bestemme alting selv.

Vi er alle sammen blevet nogle (be)hersker subjekter. Vi tror, vi er herrer i det hus, som kroppen er. Filosoffen Virilio har formuleret det sådan, at ethvert teknisk fremskridt indebærer sin egen katastrofe. Fertiliteten falder katastrofalt, fordi vi nu har teknikken til selv at bestemme over forplantningen. Og det havde vi ikke lige tænkt over, ville gøre noget dybere ved os, både på krop og ånd.

Den vestlige verden har ondt i lysten, og det viser sig alle steder. Depressioner og faldende frugtbarhed. Og hvad skal man så gøre ved det? Lægge kollektiviteten på psyko-sofaen? Finde på en ny pille? Ordne det sidste problem vi endnu ikke har grejet, så vi også får kontrol over døden? Så behøver vi jo ret beset ikke reproducere os selv, eller lege far, mor og børn. Vi behøver ikke engang at gå i seng med hinanden.

tiby@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu