Læsetid: 4 min.

Er det feset ind?

9. februar 1999

BÅDE TIL VENSTRE og til højre for Socialdemokratiet holder de kæft. Og scorer stemmer på det. Venstre står fortsat til at blive Danmarks største parti. Og SF står til at blive større end partiet har været de seneste ti år.
Når det lønner sig med lav cigarføring, er det fordi, det regeringsbærende socialdemokrati i midten ikke holder kæft, men har travlt med at sige og gøre ting, som viser sig at være partiets vælgere imod. Og derfor giver bagslag - og stemmer til konkurrenterne.
I en vis forstand er det urimeligt. For man må give statsministeren og hans nærmeste, at de bruger mange kræfter på at forholde sig aktivt til de udfordringer, der i disse år møder velfærdsstaten. Man tager det alvorligt, at hverken demografien, økonomien eller globaliseringen muliggør business as usual i dansk politik. Og man handler. Med pinsepakke, overenskomstindgreb, udliciteringsdebat, arbejdsmarkedsreform, efterlønsindgreb - ja, De kan vel listen af sager, hvor regeringen har taget fat om problemerne - og brændt sig.
Nu er man så klar til at gå videre. Ikke (nødvendigvis) med nye overilede indgreb, men med debat. Om velfærdssamfundets fremtid. Og dét af to grunde: For det første for at tvinge SF og Venstre ud af busken, så vælgerne kan se, om Holger K. nu også er regeringsduelig, og se hvad Anders Fogh Rasmussen virkelig står for. Men så for det andet, fordi det nu er blevet tvingende nødvendigt for den socialdemokratiske ledelse at lytte til græsrødderne. "Der kører en diskussion om, hvad der bristede mellem den store vælgerskare og Socialdemokratiets top, og det er feset ind, at det ikke kun er et informationsproblem," sagde partiets finansordfører Jan Petersen, efter at Poul Nyrup på et hovedbestyrelsesmøde fredag præsenterede planen om en bred partidebat de kommende måneder. Partiets øvre og nedre lag skal via studiekredse, debatgrupper, medlemsblad og chat på Internettet forholde sig til de emner, som ledelsen har udpeget som de vigtigste de kommende måneder og år. Og centralt står diskussionen om, hvordan velfærden kan sikres i en tid, hvor folk nødigt vil betale mere i skat og helst arbejde mindre.

DET ER IKKE fordi, signalet fra vælgerne er entydigt. Målt på danskernes stigende indkøb af varige forbrugsgoder og på f.eks. de offentligt ansattes overenskomstkrav om lønforhøjelser, så vil danskerne tjene flere penge og have højere materiel velstand - også selv om de i 1990'erne har haft større reallønsfremgang end befolkningen i noget andet nordeuropæisk land. Men målt på andre parametre ønsker mange danskere først og fremmest at kunne arbejde mindre. 85 procent af de fuldtidsansatte småbørnsforældre drømmer om at gå ned i arbejdstid, fortæller en ny undersøgelse fra forskningsprogrammet SARA.
Når der således er modstrid mellem tanke og handling, hænger det samme med det pres, mange føler sig udsat for. Presset fra arbejdsgiveren, konkurrenterne på arbejdsmarkedet, medier og reklamer - faktorer der alle stimulerer den enkelte til at knokle hårdest muligt for at blive en succes - eller bare blive hængende på arbejdsmarkedet.
Den diskussion, S-ledelsen nu vil rejse, må blandt andet handle om, hvordan de, der har behov for mere fri tid - f.eks. til små børn - kan få det. Løsenet hedder selektive rettigheder til bl.a. deltid for særligt trængende grupper, snarere end et tvivlsomt kollektivt gode som en sjette ferieuge. Den sjette ferieuge opstod som lidt af en forhandlingsteknisk tilfældighed under de private overenskomstforhandlinger sidste år og kan i virkeligheden - skal man tro arbejdsmiljøforskeren Tage Søndergaard Kristensens udsagn i lørdagsavisen - føre til mere stress og nedslidning i den resterende arbejdstid.
Tilsvarende må S-ledelsen - hvis den tør - genåbne debatten om efterlønnen. Med en mere anspændt offentlig økonomi handler det ikke om at forringe ordningen i al almindelighed - og åbenbart mest for svage grupper - men tværtimod om at sikre, at den er uændret til rådighed for netop de, der på grund af nedslidning virkelig behøver den. Det dybt ulykkelige ved det aktuelle indgreb er, at man har opgivet det solidariske princip og i stedet - via det ny efterlønskontingent - indført et individuelt forsikringselement, så det er op til den enkeltes økonomiske formåen, om man kan være med på ordningen eller ej. Også her hedder den rigtige løsning at reservere velfærdsgodet til de grupper, der har et klart behov.
Fællesnævneren for den debat, der nu skal rulle og forhåbentlig give Socialdemokratiet et nyt projekt og en ny politisk legitimitet, er solidaritet. Princippet om at et samfund, der ikke har råd til stedse at give mere til alle, målretter sine ressourcer mod de, der har de vanskeligste vilkår.
Det er et projekt, der nok kan siges at gå imod tidens trend om, at den enkelte må (for)sikre sig selv. Derfor er det et ærefuldt og på mange måder farligt projekt for Socialdemokratiets ledelse at kaste sig ud i. Man må håbe, det virkelig er feset ind. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her