Læsetid: 5 min.

Festen er ikke for alle

Russerne markerer på mandag, at det er 60 år siden, Anden Verdenskrig sluttede, men ceremonierne i Moskva holdes i skyggen af grumme minder og opgøret om 'den historiske sandhed'
7. maj 2005

MOSKVA- Hvis man vil forstå, hvorfor de kommende festligheder i Moskva i anledning af 60-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig ikke vækker jubel over hele verden, skal man blot lytte til den historie, Irena Koncius har at fortælle.

Hun er i dag 79 år gammel og lever et stilfærdigt liv i Massachusetts i USA, men hun vil aldrig glemme begivenhederne under krigen. Irena var teenager og boede i Litauens daværende hovedstad Kaunas, da de sovjetiske styrker besatte hendes land i 1940. Så kom den forfærdelige nat den 15.juni 1941, da soldaterne kom i lastbiler og samlede tusindvis af litauere op (heriblandt store dele af Irenas familie) for at deportere dem til Sibirien. Irena husker, at hendes far gemte sig i skoven for at undslippe soldaterne.

En uge senere invaderede Hitler Sovjetunionen, og de tyske soldater kom kort efter til Litauen. Så fulgte slaget ved Stalingrad, og i 1944 stod den sovjetiske hær igen uden for Kaunas. Igen bredte frygten for deportation sig, og Irena og hendes forældre flygtede vestpå mod Tyskland med alle deres ejendele stablet op på en kærre, som hendes far havde bygget. Irena blev kategoriseret som "fordreven person" efter krigen og kom til USA i 1949. På det tidspunkt var Litauen ligesom Estland og Letland forsvundet fra Europa-kortet efter "frivilligt" at være blevet indlemmet i Stalins Sovjetunion.

De sidste overlevende

60-årsdagen bliver måske den sidste store mærkedag, for i 2015 vil der kun være ganske få tilbage, der selv har oplevet krigen.

I 1975 var historiens sår endnu ikke helet, og Den Kolde Krig på sit højeste, så der blev ikke gjort meget ud af 30-årsdagen. I 1985 rejste præsident Ronald Reagan til Vesttyskland for at være med til at markere 40-års jubilæet, men blev centrum for voldsomme kontroverser, da det kom frem, at han skulle besøge en kirkegård, hvor der lå SS-folk begravet. 10 år senere kunne Bill Clinton frit rejse til Moskva og være med til at anerkende den store andel, russerne havde i sejren over nazismen.

På mandag den 9. maj følger George Bush i Clintons fodspor i modsætning til den litauiske præsident, Valdas Adamkus, og hans estiske kollega, Arnold Ruutel. For mange ledere af de tidligere sovjetiske satellitlande bag det gamle jerntæppe vil jubilæumsfestlighederne være blandet med bitre minder om, hvordan befrielse fra én brutal fremmed magt blev efterfulgt af undertvingelsen fra en anden.

Sovjet betalte høj pris

Der er dog ingen diskussion om, hvor festlighederne skal finde sted. Af alle de sejrende lande betalte Sovjetunionen så langt den højeste pris i menneskeliv og ødelæggelser. I dag, 60 år senere, er der ikke længere et kommunistisk styre i landet, men Rusland er med sine ambitioner, sine neuroser, sin særlige selvopfattelse og sine komplekser- altsammen præget af sejren over Nazityskland - stadig den store brik, der kun vanskeligt kan tilpasses det puslespil, der i dag udgør et moderne og stadig mere samlet Europa.

For regeringen i Moskva er 'Den Store Fædrelandskrig'en glorværdig del af russisk historie. Irena Koncius har helt andre tanker om krigen.

"Det er det rigtige valg, at den litauiske præsident undlader at rejse til Moskva. Det ville være utænkeligt. Da jeg kom til USA, drømte jeg stadig om, at russerne kom, og at vi ville blive tvunget til at forlade landet. Hvordan kan vi holde fest sammen med russerne, når vi var nødt til at flygte fra dem?," siger hun.

Forventer anerkendelse

Dengang kendte Irena selvfølgelig ikke til den hemmelige aftale, der var knyttet til den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1939, hvori Hitler og Stalin delte Polen og de baltiske lande imellem sig. Selv da glasnost og perestrojka blomstrede i 1980'erne, måtte indrømmelsen af, at dokumentet i det hele taget eksisterede, trækkes ud af Mikhail Gorbatjov som en rådden tand.

Fra litauisk side vil man mandag som det mindste forvente en anerkendelse af landets lidelser og en undskyldning fra Vladimir Putin for den kyniske afgørelse af dets skæbne i 1939.

Den polske præsident, Alexander Kwasniewski, rejser til Moskva, men også han fastholder, at Polens historie skal høres. Denne mærkedag, har han sagt, "skal være præget af troværdighed og historisk sandhed." Sandheden findes dog i mange udgaver. Tidligere på året vækkede den russiske regering voldsom vrede i Polen med en udtalelse om, at Polen burde være taknemmelig for Jalta-aftalen (der i praksis knyttede landet til Sovjets østblok).

Vreden er blandet med bekymring over Putins undertrykkelse af demokrati, den nye, blomstrende Stalin-nostalgi og over den russiske præsidents erklæring for nylig om, at Sovjetunionens opløsning var "den største geopolitiske katastrofe i det 20.århundrede."

Bushs svære balance

Mærkeligt nok er det - midt i alle disse konkurrende krav på historien - lederen af det land, der startede krigen og blev både ødelagt og vanæret af den, Tysklands Gerhard Schröder, der får det nemmest i Moskva. USA's George W. Bush, hvis land aldrig har været så tæt allieret med Rusland som under krigen mod Tyskland, står derimod over for den største diplomatiske udfordring.

Denne amerikanske præsident vil glad og fro holde sin tale om demokrati og frihed og opfordre forsamlingen til at skue fremad og ikke bagud.

Samtidig bliver Bush dog nødt til at irettesætte Putin for dennes autoritære stil og den udsigtsløse krig i Tjetjenien - uden at gøre eller sige noget, der kan provokere Rusland og øge landets nedarvede neuroser og usikkerhed. Undervejs besøger Bush Letland, hvis leder som den eneste fra Baltikum deltager i jubilæumsfestlighederne, men som samtidig er blevet medlem af såvel EU som NATO - to institutioner, der pr definition vækker mistro i Moskva. På vejen tilbage til USA gør Bush holdt i Georgien. der tjente som inspiration til opstanden i Ukraine, der førte til valget af den amerikansk-støttede Viktor Jusjtjenko.

I Bushs øjne er disse omvæltninger et skridt på vejen til frihed, men i Kreml vækker de den samme frygt for indkredsning og tvang, der bidrog til Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande og Østeuropa efter Anden Verdenskrig. På denne måde flyder der urolige, upålidelige strømme af historie og minder under næste uges ceremonier i Moskva. Som den amerikanske forfatter William Faulkner engang skrev, og som Irena Koncius kan skrive under på: "Fortiden er ikke død, den er end ikke fortid."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her