Marinerede sild og stegte sild og kryddersild og Christiansøsild og karrysalat og fiskefileter med remoulade og rejer med mayonnaise og kogt laks med asparges og roastbeef med mere remoulade og rejer med mere mayonnaise og røget ål med røræg og hjemmelavet sylte med rødbeder og finker med æblemos og kogt flæsk i lage og lun leverpostej med champignons og bacon og æbleflæsk og sortpølse med sirup og ribbensteg med rødkål og juleskinke med stuvet grønlangkål og medister med flødekogt hvidkål og porterkogte rewlsben og lune deller og flødehavarti og romstænket danablue og ris á l'amande med kirsebærsovs. Og kaffe med syv slags småkager.
Hvordan skulle vi klare os igennem uden øl og snaps og cognac? Og hvordan skulle vi få den stegte and med æbler, svesker og sukkerbrunede kartofler og brun sovs ned uden en kraftig rødvin som smørelse. Kærnemælk? Ribena? Cola? Nej, nej og atter nej.
Vore mad- og drikkevaner i julen rummer reminiscenser af hedensk solhverv og af mørke vinternætter i en landbrugs- og mangelkultur, som det store ædegilde var med til at gøre bærlig. Og så er det danske vejr kolesterolvejr, som en herværende madskribent plejer at sige.
Skal vi lave om på det? Skal vi gå over til low-fat jul med klidkager?
Ikke det det ligner. Selv puristiske levnedsmiddelrådgivere medgiver, at det ikke er festen, men det daglige småspiseri og smådrikkeri, der er problemet. Lad os smide pietisten ud af julestuen og æde og drikke af hjertets lyst. Lad kolesterolsuset og den gemytlige brandert udfolde sig uden al for megen bondeanger og lutheransk syndsbevidsthed.
Og lad os så frydes over, at videnskaben er ved at nå frem til, at et (moderat) alkoholforbrug virker forebyggende på den store dræber: hjerte-karsygdomme. Så måske det er forsynet, der har placeret en øl og en snaps ved siden af sylten?
I dagens juletillæg peger den svenske maler Ola Bilgren på det interessante faktum, at den nye store svenske encyklopædi ikke rummer ét positivt ord om alkohol. Det beskrives udelukkende som et sygdomsfremkaldende kemisk produkt. Mens den nye danske encyklopædi beskriver alkohol i lyriske vendinger ("Alkoholiske drikke og beruselse spiller en stor rolle i forbindelse med samvær mellem mennesker ... At drikke sammen kan ses som et udtryk for et ønske om at indgå i et fællesskab").
Rusen er en gave, og i vores kultur er alkohol nu engang den socialt mest acceptable måde at opnå rusen på. Øl, vin og spiritus kan smage vældig godt, men de ville næppe have haft samme popularitet og udbredelse, hvis ikke de indeholdt et rusmiddel. Man behøver ikke at gå så langt som dramatikeren Ionesco, der engang skal have sagt, at han aldrig havde været rigtig lykkelig uden at være fuld. Men rusen har hjulpet mange til at overvinde blokeringer, opnå en nødvendig og momentan selvforglemmelse og få ting sagt, de ellers ikke havde fået sagt. Selv om det skal indrømmes, at mange måske i samme situation har sagt ting, de ikke skulle have sagt.
Da det er et område, hvor man uendelig let bliver misforstået, er det vel nødvendigt her at understrege, at når man synger rusens pris, er det ikke det samme som at opfordre til alkoholisme. Men måske skulle man skelne lidt skarpere mellem fest og hverdag. Gudskelov er arbejdsmarkedet de senere år gået bort fra det "Gammel Dansk-syndrom", som for ti-femten år siden gjorde det usikkert, om man kunne møde en ædru kollega selv om formiddagen, i hvert fald i visse miljøer. Alkohol er stort set blevet forvist fra arbejdslivet, og det er godt. Men hvis rusen skal have en mening, skal den også stå i kontrast til hverdagen og normalbilledet.
Suzanne Brøgger skrev engang i dette dagblad, at vi burde genindføre fasten og så afbryde den af orgier med mjød og stegte ulveunger, hvor sulten og tørsten kunne få os til at leve og opleve mere intenst. Nu skal man nok ikke forvente at få et flertal af normaldanskere med helt så langt (ugebladenes opbud af slankekure i januar er dog en begyndelse), men konen har nu en pointe. Snot for sig og skæg for sig.
Antropologen Margaret Mead hævder at have fundet nogle små samfund i Stillehavet, som ikke anvender rusmidler af nogen art. Men det er så til gengæld både geografisk og historisk enestående. Vi har brug for ventilen, når der skal lukkes damp ud (og nogle gange for at kunne holde hinanden ud), og megen verdenskunst var garanteret aldrig blevet skabt uden.
Så herfra skal julebudskabet lyde om at drikke og lade kolesterolen suse rundt i blodet de kommende dage, mens mørket omringer os og lyset kun så spædt begynder sit come back. Og husk, at ham vi fejrer jul for, gjorde vand til vin i Kanaen, og at han så vidt vides ikke var nogen kostforagter.
Mad og drikke i rigelige mængder er en del af vores solhvervskultur. Hvis man vil kombinere den med den kristne del af vores kulturarv, står kirkerne parat med mangfoldige tilbud.
Glædelig jul.
kyed (Flemming Kyed)
