Læsetid: 4 min.

Festen fusede ud i bjergene

13. juli 2006

Det var en helt usædvanlig situation på en bjergetape: Næppe havde løbsdirektøren i den røde bil viftet med sit flag og givet løbet frit, før de første ryttere skød ud fra feltet og angreb som vilde. Bølger af angreb afløste hinanden i opskruet tempo, og intet hold havde mulighed for at kontrollere noget som helst, allerede inden den første bakke blev nået. En optakt, der bød på mere cykelløb på en enkelt time end det meste af løbet hidtil.
Men også den forventede optakt. Fordi feltet efter de største favoritters udelukkelse er skruet således sammen, at der kun er ét fuldtalligt hold på ni ryttere, som i sin sammensætning har til opgave og påtvungen pligt at kontrollere modstandernes angribere. Det er det schweiziske Phonak med Floyd Landis som kaptajn.
T-mobile vil ikke kontrollere noget. De havde før dagens etape fire ryttere i top-10 og ville kunne skyde hver af dem af i et angreb. Uden Jan Ullrich og Oscar Sevilla vil tyskerne ikke have orden, men kaos. CSC skal efter Bobby Julichs styrt og exit heller ikke kontrollere noget med kun otte mand, og alle de andre hold med større eller mindre favoritter er ikke stærke nok til at kontrollere ellers er deres største chance, at anarki vil råde.

Phonak kan ikke styre
Phonak er ikke stærke nok til at magte den opgave alene. De ryttere, der kan hjælpe Floyd Landis i bjergene, er få. Victor Hugo Pena, Koos Morenhout, Miguel Angel Perdiguero og Alexander Moos. Habile, men relativt tunge folk på de værste stigninger, og risikoen for, at Landis bliver isoleret af konkurrenterne, er stor for ham. Det vil blive ham mod rosset, og det kan han næppe holde til.
Det er en situation, som Tour de France ikke har kendt selv i gamle mænds minde. Miguel Indurains hold Banesto havde fuld kontrol i bjergene, som senest Lance Armstrongs har haft det i syv år. Bjarne Riis’ og Jan Ullrichs Telekom kune styre begivenhederne, da de vandt, og af vinderne siden 1991 har kun Marco Pantani i 1998 kunnet klare sig uden en flok supermænd ved sin side. Men en situation, som i resten af løbet lover al den spænding og uforudsigelighed, man kan ønske sig.
Angrebslysten blev dæmpet før Tourens første store bjerg Col de Soudet, da Phonak og T-mobile enedes om at lade et stort udbrud køre, som man skønnede ville være ufarligt, og bjerget blev af feltet besteget i adstadigt tempo med tyskerne i front. Dog ikke langsommere, end at en outsider som Iban Mayo måtte slippe, og T-mobiles gule trøje Sergej Gontchar kom i krise. Ikke en opfølgning på startens festfyrværkeri, men en taktisk opstigning, hvor ingen af favoritterne eller bjergspecialisterne ville blotte sig, men brugte bjerget til at lure hinandens tilstand af.

Rasmussen aktiv
Meget var der dog ikke at lure af. Ansigtsudtryk og attituder under anstrengelserne, hvor let eller svært kom konkurrenterne over de stejleste stræk. Men ingen forsøg på at sætte hinanden under pres og fremprovokere krise og mandefald. Trist for os, der havde set frem til denne etape som dagen, hvor kedsomheden endelig skulle brydes, og hvor det mest interessante nu blev en aflæsning af holdenes taktiske dispositioner. Først og fremmest T-mobiles. Tyskerne havde hurtigt opdaget, at Floyd Landis let kunne isoleres. På de værste stigninger sad amerikaneren kun med en enkelt hjælperytter, men i stedet for at angribe og få vished for, hvad en rytter som Landis og andre konkurrenter ville være i stand til, valgte T-mobile at overtage kontrollantens rolle med alle mand foran – og ingen bagved, der turde udfordre. Jo, Michael Rasmussen, der allerede havde været aktiv i den hektiske start for at markere, at han var klar, trådte fra de fuchsia-farvede tyskere kort før toppen af dagens andet og sidste bjerg Col de Marie Blanque for at score de points til bjergtrøjen, der var levnet af udbryderne foran. Så ved man det. Den tynde mand fra Tølløse virker klar og tændt og har mod på at gentage sidste års bedrift i bjergkonkurrencen.
Af det store udbrud på 14, der fik lov til at køre, var to ryttere de mest holdbare på de to bjerge. Den 31-årige franskmand Cyril Dessel, der efter en syv-årig karriere med en enkelt gammel sejr i 2000 i et lillebitte løb, vandt det meriterende Tour Mediterranéen i foråret, og så i går kunne klæde sig i gult, da feltet først kom i mål over syv minutter senere.

Spansk genkomst
Den anden var den 28-årige spanier Juan Miguel Mercado, der har været med i så mange år – siden 1998 – at man altid tror, han er ældre. Mercado blev omkring årtusindskiftet regnet for Spaniens største etapeløbstalent, der vandt en af de store bjergetaper i Vuelta a Espana i 2001 og blev fem sammenlagt. Han vandt en etape i Tour de France i 2004 efter at være skiftet til holdet Quick Step, men belgierne blev hurtigt skuffede over hans manglende resultater. Han var ikke engang på Quick Steps Tour-hold sidste år, men kørte – og vandt – det samtidige Østrig Rundt, og det er jo ikke helt det samme. Hans skift til det lille franske hold Agritubel, der er med på et wild card, er et karrieredyk, som han selv kalder en genstart. Og hvilken! Mercado overspurtede Dessel, da de kom sammen til mål, og ikke alene vandt han etapen, men han indtager nu også løbets andenplads efter Dessel. Han er en god klatrer og kan sagtens vise sig mere modstandsdygtig, end det sløve felt regnede med.
Bortset fra Iban Mayo var der ingen af favoritterne, der tabte tid til hinanden, og det syntes også at være hovedformålet. Ikke at vinde tid på hinanden, hvilket stigningerne eller indbød til, så startens festfyrværkeri endte som en fuser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu