Læsetid: 5 min.

Efter festen er alle på piller

Hvad er egentlig American Psycho: Var det en ung urban professionel, der gik amok i New York, eller er det billedet af et helt samfund på piller? Den amerikanske forfatter Bret Easton siger, at man jo ikke kan forandre samfundet
3. november 2005

Han kunne gøre sine læsere bange, han kunne vise dem forbrydelse og forfald, så de ikke kunne lade være med at læse videre. Det var den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis, der bragte 80'ernes forskellige tendenser sammen i en roman, som blev et manifest for en epoke: American Psycho. Det var en rapport om ny rigdom, om friheden til at være egoist og være stolt af det. Nogle blev rasende over bogen, men mange læste den med en fornemmelse af, at det mærkeligt nok var sandheden om samtiden, der blev udfoldet.

Den unge børsmægler Patrick Bateman blev pludselig massemorder i New York City. Det var Ronald Reagans Amerika skrevet som en overdrivelse, man ikke kunne lade være med at tro på. Fitness, det unge urbane professionelle liv med popmusik og kokain, mexicanske øl og J & B whisky, individuel frihed og ufattelig ensartethed: Det hele løb sammen i en psykopats desperate forbrydelser.

Nu sidder Bret Easton Ellis i København, han ser ikke frygtindgydende ud, som han sidder i stribede bukser, auberginefarvet rullekravetrøje og en sort blazer. Han ligner ikke en feteret berømthed, snarere den tjekkede fætter fra storbyen, der nu slapper af med familien på et eller andet landsted. Han ser ud som om, han er lidt forkølet. Blidt, venligt og tålmodigt forklarer han, hvordan han nu ser tilbage på 80'erne:

Samfundet

"Dengang følte jeg, at vores samfund var ved at falde sammen. I Reaganårene oplevede jeg, at vores værdier blev opløst, og at livsformerne faldt fra hinanden. Meget unge mennesker blev meget rige meget hurtigt. Man talte enormt meget om individuel frihed, men folk blev mere og mere ens. American Psycho handlede om, hvad det vil sige at være ensrettet. Og hvor ofte vi i vores samfund bliver ensrettet. Vi skal alle sammen handle og præstere i forhold til nogle idealer. Man retter sig ind efter de samme idealer, alle retter sig ind."

De ufatteligt rige mennesker med fantastiske karrierer og enestående kompetencer forveksler hinanden, de kan ikke genkende venner og kolleger på barer og arbejdspladser. De har de samme muskler, de drikker de samme drinks, og de siger de samme sætninger om musik, film og målrettet sex. De cirkulerer: "Jeg ville skrive, hvad der sker, hvis nogen bliver så rasende, at de kræver afløb; at de vil af med deres raseri. Vil de andre bemærke det? Bemærker man det, når alle er ens, tænker ens, går i det samme tøj? Alle er så pakket ind i deres egen tilværelse, pakket ind i deres grådighed, pakket ind i deres egen bekymring for sig selv."

Efter festen

Der er sex, narkotika og popmusik i alle Bret Easton Ellis' bøger, men der er ikke meget mere end det. Sex, narkotika og popmusik giver ikke anledning til samfundsomvæltninger:

"Jeg tror ikke, vi synes om de ting, vi bliver nødt til at gøre for at klare os. Meget af det kan vi ikke lide, meget opleves som noget, vi bliver presset til at gøre. Man bliver truet. Det giver skader, det giver ubehag. Men hvad kan man gøre ved det? Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke forandre samfundet, du kan ikke forandre de menneskelige vilkår og betingelser for, at vi kan eksistere sammen."

Det handler ifølge Ellis egentlig ikke om 80'erne. Det er et menneskeligt vilkår, som blev tydeligt i 80'erne: "Nu virker 80'erne så uskyldige og glittede. Vi troede, det hele brød sammen dengang, men nu ser jeg det snarere som den sidste store fest."

Bret Eastons Ellis nye roman Lunar Park handler om at slippe væk fra den sidste store fest. Hovedpersonen er en forfatter, der hedder Bret Easton Ellis, han har haft kolossal succes med sine romaner om det vilde liv på campus, det vilde liv som berømthed, det rige liv som overklasseteenager i Californien og det vilde og rige liv som pengemand i New York. Nu er han blevet 40, han vil væk fra den efterhånden trættende tilværelse som ældre teenager. Det er for mange år siden lykkedes ham at gøre en skuespillerinde gravid. Nu vil han vende tilbage som far for sit barn og realisere sig selv som familiemenneske i en overklasseforstad på Østkysten. Man skulle tro, familielivet var nemt og tilværelsen som kunstner vanskelig. Men familielivet er langt vanskeligere:

"Jeg har aldrig set en lykkelig familie. Hverken mine venner eller nogen i min egen store familie har præsteret det lykkelige familieliv."

Det er først som far eller mor, at tilværelsen bliver rigtig farlig. Angsten fra American Psycho er slet ikke så slem som det umulige liv i forstæderne: "Bret i romanen ser på sit eget liv og de andre i nabolaget og tænker: 'Vi behersker ikke det normale liv længere.' Forældrene er bange for alting: bakterier, pædofile, virus, internettet, rapmusikken. Det er en skræmmende tid i en skræmmende verden. De ser seksualiseringen af børnene: Små piger går rundt med t-shirts, hvor der står trykt "Luder" henover brystet. Børn på syv år bekymrer síg om deres kropssprog, deres fedtprocent og deres frisure. Det gjorde vi altså ikke, da jeg var barn," siger Bret Easton Ellis - en amerikansk forfatter på 41.

På stoffer

Forældrene giver deres børn piller, de tager selv piller. Narkomani er ikke et udkantsfænomen, det er ikke forbeholdt kunstnere, studerende og tabere. Lunar Park beskriver et amerikansk samfund, hvor alle er dopede. Man gider ikke længere gå i terapi, det er for besværligt og for langsomt. Man tager psykofarmaka hele tiden. Man bliver sin egen lille psykiatriske medicinmand:

"Jeg kender ikke nogen i USA, der ikke tager noget" siger Bret Easton Ellis, der selv har været hele vejen rundt på både collegestoffer, yuppiedrugs og middelklassemedikamenter:

"Jeg har ikke en eneste ven i Amerika, der ikke er på stoffer. Vi er et samfund på medikamenter. Det er overvældende. Jeg tager selv medikamenter, jeg var i terapi. Men det er for svært, nu tager vi bare piller. Ikke fordi vi får det godt eller bliver lykkelige, det er bare for at klare os. Man tager medikamenter for at holde depression eller ængstelse væk. Hvorfor er vi et samfund, hvor alle er bange, usikre og nedtrykte? Er der ikke noget galt med samfundet, burde det ikke bliver ordnet? Lever vi i sådan en forfærdelig verden, hvor man kun klare sig igennem på piller."

Børnene i Lunar Park er også på piller. Man skal være lidt varsom med alt for mange identitetslege og rollespil, for det kan skabe dårlige forbindelser til deres psykofarmaka:

"Vi giver medikamenter til vores børn for at få dem til at stå op om morgenen, for at få dem til at fokusere, for at få dem til at opføre sig, som vi vil have dem til at opføre sig. På en måde som om de var små voksne. Det sker i stor stil i USA. Det sker ikke over det hele, det er klart. Lunar Park er en roman, men det er ikke et ugyldigt portræt af det overmedicinerede USA. Det begyndte så småt i 80'erne, så eksploderede det i 90'erne. Vi taler om det hele tiden i USA, det er blevet en folkesygdom."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu