En ny bølge af personlige overfald gennemstrømmer det litterære miljø. Forfatteren Jørgen Leths prostatakræft og Erik Skyum-Nielsens tillidspost i en skolebestyrelse bringes af anmeldere og endda i bøger i spil som led i beskrivelsen af værk og offentlig fremtræden. Og aviserne lægger gerne spalter til, når skribenterne sliber huggerten og tager over efter legendariske skallesmækkere som Carsten Jensen, Henrik Lundgren, Hansgeorg Lenz og Poul'erne Borum og Behrendt.
At grovfilen er fundet frem fra gemmerne, genkendes af både universitetslektor John Chr. Jørgensen, dr. phil. på en afhandling om litterær kritik og litteraturredaktør på Ekstra Bladet, og Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl, der ellers næsten ene mand har holdt kniven slebet de senere år.
Lars Bukdahl peger på Informations Skyum-Nielsens 'overlærertone' over for f.eks. Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen, og senest på Weekendavisens Leonora Christina Skov, der tager han-ikoner som Ib Michael og Henrik List ved vingebenet.
"Det nye er, at der er kvinder med. Det kan ligne en femi-falanks, men det skyldes også, at de ikke mere er specialanmeldere på kvindelitteratur," mener han.
Værre er det dog ikke blevet, mener John Chr. Jørgensen.
"Der har ofte tidligere været en hård tone, men det er blevet mere udbredt," siger han og peger udover kritikken på de professionelle uforskammetheder i standup-komikken og tv-programmet Clement Direkte.
Desuden gætter John Chr. Jørgensen på, at kritikkens vittige hoveder ofte konkurrerer indbyrdes med hinanden: "Jo flere, der råber op, jo mere skal der til."
Modsat mener Bukdahl, at de nyskrappe anmeldere udfolder sig på baggrund af en generelt forsigtig litteraturkritik:
"De fleste anmeldelser er for kedelige, upersonlige, og ofte er kritik hysterisk lobhudling og begejstring på afsenderens betingelser, hvor kyste anmeldere nok mener, at f.eks. den nye Leif Davidsen er dårlig, men giver op på forhånd i en afmægtig besværgelse af, at den nok bliver en succes alligevel," siger han.
Tabu
Begge er dog også enige om, at der stadig går en klar grænse for, hvad man kan tillade sig at sige. Anmeldere bør koncentrere sig om værket for selv at blive taget alvorligt.
"Det klare tabu er at tale ind i folks private forhold, liv og udseende. Jeg må ikke skrive, at en aktuel romanforfatter ligner en model i et Regent-katalog fra 1970'erne, men ellers er der ingen grænser, så længe man skriver om bogen," siger Lars Bukdahl.
Dog overskred Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen, efter begge anmelderes mening grænsen, da hun i en hvas anmeldelse af Jørgen Leths erindringsbog Det uperfekte menneske referede til hans prostatakræft.
"Det var over stregen, for det forstås som en ønskeform og bliver virkelig ondskabsfuldt. Det burde ikke være sluppet igennem den redaktionelle kontrol," siger John Chr. Jørgensen, der dog også mener, at Elisabeth Møller Jensen fik på hatten efterfølgende i tv-programmet Debatten.
"Hun blev skældt ud af Jens Christian Grøndahl, der ikke syntes, at hun skulle være direktør for noget. Men det er jo bare at bruge samme mønt," mener John Chr. Jørgensen.
I nyere tid husker mange Klaus Rifbjergs omtale af vennen, fætteren og forfatterkollegaen Henrik Stangerup som 'Vandhovedet fra Møn' i en anonym klumme signeret Robinson i tidsskriftet Fredag.
"Det er kun fornærmelse, tilmed anonymt, og spørgsmålet er, om Rifbjerg nogensinde har indrømmet det," mener Lars Bukdahl, mens John Chr. Jørgensen også på grund af anonymiteten kalder angrebet for 'usselt'.
Humor
At en skrap anmeldelse også tit er morsom og læseværdig, er begge dog enige om. Når John Chr. Jørgensen som ekspert i kritikkens og kulturjournalistikkens historie holder foredrag og diverterer med et festfyrværkeri af fornærmelser, griner alle. Uanset uddannelse.
"Man nyder den perfidi. At nogen kan være så uforskammet," siger John Chr. Jørgensen, der dog også advarer mod boomerang-effekten:
"Hvis man skriver om forfatterens tykke briller, vil læseren synes det sjovt at se kritikeren skeje ud, men det er også at ofre en digter for en vittighed. Du ender med at ramme dig selv som en person, der taler ud fra egne frustrationer. Der er en indbygget kontrol i, at anmeldelsen er bundet på fagets etik og er afhængig af tillid og troværdighed," påpeger kritik-historikeren.
Bukdahl er uenig:
"Det gider jeg ikke anse for et problem. Jeg synes, man skal tale rent ud af posen og polemisere frit. For mig handler det om at komme i samtale med læseren om den aktuelle bog og gerne litteratur generelt, mens forfatteren er en temmelig ligegyldig person. Man skal smide sine forudsætninger og tilbøjeligheder på bordet, ikke være en underlig robotagtig funktion. Erik Skyum-Nielsen f.eks. kan være overlærerskrap og idømme folk svedetimer, mens jeg hellere går i infight i øjenhøjde," siger han, der heller ikke ser noget odiøst i kritikkens underholdningsfunktion.
"Det er ingen pointe at sige det kedeligt. Avisen er glad for, at man er skrap og grov i munden, og det er jeg tilfældigvis også. Så er der da en levende stemme," forklarer han, der heller ikke ændrer praksis, selv om mange kunstnere, som John Chr. Jørgensen fremhæver, bliver vrede, sårede og husker fornærmelserne livet langt, også når offentligheden forlængst har glemt dem.
"Det er synd for dem, og det bliver kun mere fornærmende, når det er sjovt og man bruger deres våben mod dem selv i kunstneriske tricks såsom allegorier, udfoldede metaforer og ordspil. Det mærkes, at anmelderen selv har det sjovt med de vittigheder," siger Bukdahl, der som 'praktiserende slagter' føler sig forpligtet til selv at være hårdhudet. Også da kritikken gav hans egen kæmpesatsning om ny dansk litteratur, Generationsmaskinen, en ublid medfart - dog i markante, store anmeldelser.
John Chr. Jørgensen advarer derimod mod slagterrollen, som Carsten Jensen efter hans opfattelse kørte træt i, mens Borum ville bevare sin magt. Bukdahl er selv fanget i rollen, mener han:
"Jeg synes, man kan mærke, at han synes, han hver gang skal sige de frække ting og de grove sandheder. Han kritiserer anmeldere, der skriver frem og tilbage, men han er også selv begyndt at skrive mere nuanceret og veje argumenterne mod hinanden."
Ind i privatlivet
Bukdahl selv påtager sig dog gerne arvefølgen som 'den store onde' efter Hans Brix og Poul Borum:
"Hellere det end den lille milde. Borum er mit forbillede, både som negativ og positiv anmelder. Da han døde, præcis som jeg kom på Weekendavisen (1996, red.), blev hans sorte ridderrustning klappet på mig," siger Lars Bukdahl, der dog passer på ikke at gå i 'automatisk splattermodus':
"Faktisk er jeg en åndssvag glad anmelder, for hold kæft, hvor er der mange gode bøger. Folk glemmer bare alle de rare, stilfærdige anmeldelser og min glæde ved f.eks. Janina Katz og Marianne Larsen."
Især 'bekendende' bøger kalder ofte på personlige anmeldelser. Som Peter Høeg, der i De måske egnede brugte sit eget navn og skrev 'jeg'. Som fornylig Henrik List i en bog om sit eget forbrug af mandlige thai-prostituerede, Ladyboys, og i Sverige f.eks. Björn Ranelids erindringsbog om sin for store læbe og seksuelle eskapader. Og især som Jørgen Leth.
"Forfattere af den kaliber fremkalder enorme fejder i kritikken, og Leth er selv skyld i det ved at overskride grænserne med historien om kokkens datter og hashsmugleriet. Han provokerer til at lægge handskerne og reagere moralsk, men stillede sig bagefter an som offer, hvor den indlagte porno-novelle pludselig var fiktion," siger John Chr. Jørgensen, mens Lars Bukdahl ikke anerkender det som præmis, at forfattere selv inviterer pressen indenfor:
"Der søger jeg helt gammeldags at opretholde, at det er en bog, vi har med at gøre, som i princippet er forældreløs," siger han, der dog understreger, at der i Leths bog var "ting at tage stilling til, også af moralsk-etisk karakter".
Skrappe epoker
En grov tone gør anmelderen syn- og hørlig i en tid, hvor kritik på mange aviser trænges tilbage af kulturjournalistik som en mere 'moderne' form.
"Jo mere anmelderiet er truet, jo mere skal det begrunde sig selv hele tiden," mener John Chr. Jørgensen, der også peger på, at kritikken generelt kæmper for nuancerne, mod kravet om forenkling, som 'stjerner', hentet over fra filmanmelderiet.
Bukdahl ser det samme problem: "Når kulturelle emner i højere grad defineres som underholdning, kan en kritiker profilere sig ved grov polemik og ved at tale råt for usødet."
Desuden har kritikkens klassiske funktion som 'forbrugervejledning' i de senere år tabt terræn til velslebne salgsmaskiner og abonnementsordninger som bogklubber og ARTE.
"Det har været mere udpræget, men det var irriterende, at markedsmekanismerne satte kritikken ud af funktion. Christian Have skrev engang, at hans mål var at få folk i teatret uden at læse anmeldelser," siger John Chr. Jørgensen, der dog fremhæver, at selv om kritik mange steder skæres ned, har ingen af de store aviser fjernet den helt. Anmeldelser har desuden afgørende salgseffekt for f.eks. kvalitetsfilm og bøger med beskedne markedsføringsbudgetter, som sidste sæsons vinder af Boghandlernes Gyldne Laurbær, Morten Ramslands Hundehoved:
"Der blev ikke gjort noget fra forlaget, Ekstra Bladet var den eneste avis, der anmeldte bogen på dagen, så dér løb interviewene efter anmeldelserne," siger John Chr. Jørgensen, der bakkes op af Bukdahl:
"Kritikken er stadig en sten i skoen, når mediemaskinen kører friktionsfrit lækkert derudad og servicerer de forfattere, der på forhånd er defineret som nyheder og brands."
Holdninger sælger
En anden årsag til, at der flyder mere hjerteblod i spalterne, kan være et generelt skærpet debatklima. Meninger sælger.
"I tilspidsede situationer kan sådan noget komme frem. F.eks. er Det moderne Gennembrud meget hårdt, Georg Brandes skrev om Herman Bang, at han havde en middelgod fruentimmerforstand, og Bang skrev mildt antisemitisk igen," påpeger John Chr. Jørgensen, der dog ikke længes efter de professionelle giftigheder:
"Men kamppositionerne og gnisten, at man slås om noget, jo, det kan aviserne vel også savne. Det er da blevet lidt kedeligt, må jeg indrømme."
