Læsetid: 2 min.

Et festligt lig

Når den københavnske party-festival Distortion i dag skydes i gang, bliver det med den nyligt dræbte Torben Vagn Knudsens afhuggede hoved som logo
1. juni 2005

Et afhugget hoved bliver brugt som logo til den Københavnske festival Distortion, der starter i dag. Det drejer sig om taxachauffør Torben Vagn Knudsen, der for mindre end to måneder siden brutalt blev myrdet og parteret i det indre København. Politiet offentliggjorde umiddelbart efter mordet et billede af ofrets afhuggede hoved, og det tjener nu som logo for den københavnske party-festival, der løber frem til søndag og foregår over hele byen.

Dagbladet Politiken, Wonderful Copenhagen og Det Kongelige Teater er blandt de mondæne værter til festivalen, hvor der vil optræde dj's, kunstnere, musikere og andet godtfolk fra hele Europa.

I programmet, der er trykt i 10.000 eksemplarer, fremgår det, at festivalen hver dag har en ny location og hver location er behæftet med et logo. Vesterbro har en barnevogn, Nørrebro en rotte og indre by altså Torben Vagn Knudsens hoved.

Fortryder

Ironisk nok er festivalen en fejring af det københavnske natteliv, hvor Torben Vagn Knudsen mistede livet. Festivalens direktør Christopher Müller kalder det også meget uheldigt og fortryder billedet.

"Det er en fejl, der er begået af den grafiske designer til programmet. Vi bruger meget unge folk til at hjælpe os, og som det ofte er ved denne slags arrangementer, går tingene meget hurtigt," siger den tyske eventmaker, der også stod bag Volkswagens reklamefremstød via den københavnske undergrund, Projekt Fox.

"Designerens idé var, at hovedet skulle være et statement mod stofmisbrug. Fyrene, der begåede det her mord, har tydeligvis været på et eller andet, så..."

- Det er jo ikke meget mere end en måned siden han blev begravet?

"Jeg ved det, og som vi også sagde til den unge designer, så forestil dig du var i familie med denne person. Men da vi læste korrektur på programmet var vi simpelthen ikke vågne nok," forklarer Christopher Müller.

"Men vi har et virkelig spændende program, og jeg håber ikke denne fejl vil overskygge det."

Op mod 50 forskellige arrangementer vil løbe frem til søndag. I dag festes der i indre by og i morgen på Nørrebro, hvor man har måtte flytte en større fest fra diskotek Rust oven på weekendens skuddrab. Fredag foregår det på Vesterbro, hvor der blandt andet festes i et møntvaskeri på Abel Catrines Gade og lørdag afholdes The Final Party i Turbinehallerne. Det hele afsluttes søndag med en eftermiddag i H.C Ørstedsparken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu