Læsetid: 1 min.

Fiduser får følger

Det virker kynisk, at den danske regering bruger de fattige landes udviklingsbistand til at afbetale de samme fattige landes gæld til Danmark - vel at mærke ikke en gammeldags statsgæld, men de grotesk forvredne konsekvenser af dansk eksportstøtte til danske virksomheder, der i starten af 1980'erne risikofrit investerede dumdristigt og forkert i Afrika. Denne finansielle manøvre, der for tiden trækker hundredevis af millioner kroner ud af bistandsbudgettet for at omrokere dem til en skuffe i Finansministeriet, er i strid med ét regelsæt, Danmark har underskrevet i 2002 qua FN's Monterrey-aftale, men i overensstemmelse med et andet, nemlig organisationen OECD's regler for, hvordan et land kan regnskabsføre sin udviklingsbistand. Regeringen vælger at henvise til det regelsæt, der i denne sammenhæng passer den bedst, mens den i andre sammenhænge henviser til Monterrey-aftalen. Man måler sig mod de regler, der frembringer det ønskede måleresultat.
14. maj 2007

Grænsen mellem kynisme og dumhed kan være hårfin:

Mistanken om kynisme bekræftes af, at de politiske ungdomsorganisationer hele vejen fra Venstres og Konservativ Ungdom til S og SF's ikke æder fidusen. Som omtalt i avisen i dag påpeger de, at gældseftergivelse ikke må erstatte udviklingsbistand af den simple grund, at gældseftergivelse ikke skaber udvikling, men blot retter op på en historisk uretfærdighed. Ungdomspolitikerne påpeger ligesom de 1.600 udviklingsorganisationer, der i sidste uge kritiserede fiksfakserierne, det åbenlyse: Det er uretfærdigt at eftergive folk en gæld ved at betale den ud med deres egne penge.

At der ikke alene er tale om kynisme, men også om dumhed, tyder prognoserne for de kommende års udviklingsbistand på. Regnskabsmanøvrerne er nemlig i færd med at spænde ben for ministrenes egne målsætninger: De aftaler, både G8-landene og EU-landenes regeringer indgik i 2005 om, at udviklingsbistanden skal øges betydeligt - i EU med stigninger hvert år frem til år 2015.

Nu er problemet, at de gigantiske éngangs-gældslettelser har vist sig at være en forførende billig og usmart kortsigtet måde at regnskabsføre en bistandsstigning på. Kortsigtet, fordi de snart overståede papirmanøvrer vil efterlade enorme spring mellem den reelle bistand og de mål, landene har sat sig. Dermed er det allerede nu så småt ved at vise sig umuligt, at EU-landene vil nå deres egne mål.

At tal-fifleriet er blevet alment accepteret i EU bærer Danmark som historisk førende bistandsdonor et stort medansvar for. Ved ikke at holde vores egen sti ren har vi skadet vores mulighed for at påvirke de øvrige EU-lande til at bringe deres bistand op på et seriøst niveau.

Det er ikke første gang i verdenshistorien, at regeringers velmenende mål ikke er blevet nået. Men ingen i den danske regering kan tillade sig at spille overrasket den dag, det viser sig, at heller ikke EU's vision for udviklingsbistanden overlevede et møde med den kynisk-dumme realpolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her