Læsetid 2 min.

Fildeling skal diskuteres – ikke forbydes

2. august 2005

Er download af film og musik fra nettet det samme, som at stjæle i et supermarked? Nej, mener det svenske netværk Piratbyrån. I lighed med det danske netværk Piratgruppen, kritiserer Piratbyrån ophavsrettigheder og argumenterer for at download af musik og film fra internettet skal være lovligt. Med den nye bog Copy Me, som er udkommet på forlaget Roh- Nin i Sverige, vil Piratbyrån nuancere debatten om kopiering og fildeling. For kopiering af musik og film er kommet for at blive, og det kan man ikke bare ignorere, mener en af bogens to redaktører, Rasmus Fleischer. Den 1. juli i år strammede den svenske regering grebet om piratkopisterne. Mens det tidligere kun var strafbart at uploade ulovlige filer til internettet, er det per 1. juli i år også ulovligt at downloade dem.

Fildeling i fremtiden
Men ifølge Rasmus Fleischer bliver netpiraternes argumenter for fildeling og kopiering ofte misforstået. Derfor er nogle af de tekster, der før har ligget på Piratbyråns hjemmeside, nu blevet til en bog. »Det handler ikke om, at prisen på musik er for høj. Det vi ser er en grundlæggende konflikt mellem de mennesker, der vil forbyde kopieringen, og dem, der accepterer, at kopiering og fildeling ikke forsvinder i fremtiden. Derfor må vi diskutere det,« siger Rasmus Fleischer. Han mener, at udgangspunktet for en diskussion må ligge i anerkendelsen af, at kopiering er et faktum, man må forholde sig til. Og det gør man ikke ved at forbyde det. Forbud afholder nemlig ikke folk fra at downloade alligevel, mener han.
Kultur bygger på kultur. Ifølge redaktøren skal bogen ikke ses som et manifest for ulovlig fildeling på internettet. I stedet skal bogen sætte patent og opavsrettigheder ind i et større perspektiv, »Alt det, der er kulturskabende, opstår ud fra eksisterende kultur. Der er intet, der skabes ud af intet. I stedet for, bygger kulturen altid videre på noget allerede eksisterende. Derfor er kopiering nødvendig for at kunne kommentere samtiden. Ved at sample musikbidder opstår der ny musik. Derfor er et forbud problematisk,« mener Rasmus Fleischer. I Copy Me er bidragene lige så forskellige som bidragsyderne. Også filosofferne Michel Foucault og Theodor Adorno er blevet brugt til at argumentere for bogens standpunkter. »Vi prøver at vise, at reglerne for ophavsret ikke har været historisk konstante. Det har skiftet, hvordan man har valgt at regulere patenter og ophavsrettigheder,« siger Rasmus Fleischer. Bogen koster 55 svenske kroner, men den kan også downloades gratis på Piratbyråns hjemmeside. Men hvorfor tage penge for noget, der kunne være gratis? »Vi er jo ikke principielt imod, at varer koster penge. Vi er kun imod, at man skal kunne tjene flere penge ved at have patent på dem,« siger Rasmus Fleischer.

Bogen kan hentes digitalt på www.piratbyran.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu