Jeg ser det for mig: Vi er prisgivet The Henry James Gang, et lille hold af intellektuelle romanbiografer er over os. Og det begynder sådan her, med oversættelsen af den irske forfatter Colm Tóibíns Mesteren. Og det fortsætter med Emma Tennants Felony (2002) og David Lodges Au-thor, Author (2004). Alle tre om den psykologiske realist og sædeskildrer Henry James' sorte samvittighed, om ømme punkter - svigt, afstand, selvbedrag, uerkendt seksualitet og misundelse, men holdt godt i ave af the master (som James angiveligt kaldtes) i hans fortællinger om naivitet og utroværdighed. Og så alligevel afsløret, naturligvis: James var skabsbøsse (Tóibín); James' tilbageholdenhed slog forfatterkollegaen og veninden Constance Fenimore Woolson ihjel (Tennant); James led af en nagende misundelse over sine samtidiges bestsellersucceser (Lodge).
Udtalt skepsis
Hver af de tre har deres egen dagsorden, men alle tre har samme grundfigur: At James - selv om om han sådan var noget af en skidt fyr, inderst inde og i al hemmelighed - blev sådan en ualmindelig stor forfatter, og at der derimellem nok er en sammenhæng. Min skepsis er udtalt - og den bliver ikke imødegået af Tóibíns roman. I lighed med David Lodges Author, Author tager Mesteren afsæt i Henry James' dokumenteret dundrende fiasko som dramatiker i 1895. Scenen er fremkaldelsen af forfatteren efter kostume-stykket Guy Domville - "author, author" råber James' inviterede venner fra salen, mens "det rigtige publikum", de betalende gæster, buh'er. James, som under premieren har gemt sig i et andet teater og her overværet Oscar Wildes succes The Ideal Husband, er omtrent uforberedt - og rammes i fiaskoen af sit selvbedrag, sin higen efter succes, betalende gæster (og kostumer?).
Ikke spændende
Tóibín tegner en fuldkommen cirkel, tilbagelagt tid indoptages i kommende tid, og portrættet af en filister og en forfatter perfektioneres gennem mange små detaljer, som peger både ind i forfatterskabet og James-biografierne. Den sjoveste detalje er James' ansættelse af en sekretær til at tage diktat: En maskinskriver med skrivemaskine - hvilket man har forbundet med James' udvikling af en mere elaboreret ("conversational") frasering i sit sene forfatterskab.
Øjensynlig mimer Tóibín stiludviklingen, der er både snurrige, langagtige og indviklede sætninger og mere abrupte, listelige opremsninger, et træk, der kun er delvist tilgængeligt i Jørgen Nielsens ret uelegante oversættelse, hvis syntaks ganske vist snor og vender sig, men hovedsageligt for ikke at finde hjem gennem indskud og pronominer. Tóibín har villet både stil, liv og miljø - kontrolleret smerteligt og mildt parfumeret, så hans romanbiografi om mesteren James opfylder helt beskrivelsen af den borgerlige roman som boudoire-læsning på dødens rand. Er det så interessant?
Fortællefiguren, som i bund og grund hylder en bestemt kunstnermyte i James' skikkelse, kender vi. De varierede dagsordner, neuroser, homo-erotik og -fobi, kender vi - ikke mindst iscenesat i senviktoriansk social gossip.
Som roman og kulturhistorisk portræt er Mesteren ikke spændende. Som biografi næppe heller - ikke en gang for The Jamesians, der allerede har gennemrodet Tóibíns forlæg.
Colm Tóibín: Mesteren, roman. Oversat af Jørgen Nielsen. Tiderne Skifter. 360 sider, 299 kr. ISBN 87-7973-279-1. Udkommer i dag
