Det er de samme historier, vi får fortalt igen og igen, når vi går i biografen for at se en dansk film. Og det er den samme lille klike af skuespillere, som spiller hovedrollerne. Dansk film er havnet i et dødvande, lider af metaltræthed!
Det er det indtryk, som Jyllands Posten og Politiken umiddelbart giver deres læsere i stort opsatte artikler om den kreative krise i dansk film på et tidspunkt, hvor folk strømmer i biografen.
Men ser man nærmere på de film, som JPs Anders Lange og Politikens Nils Thorsen holder på anklagebænken, finder man ud af, at deres luftige teori ikke holder i længden.
Susanne Bier var med til at sætte skred i bølgen af de såkaldte velfærdskomedier med den succesfulde Den eneste ene, men det er en helt anden Bier, man møder i Elsker dig for evigt, et meget mere modent og anderledes intenst og dybfølt værk.
Man kan ikke kalde Per Flys Bænken for en komedie, selv om den rummer strejf af humor. Lone Scherfig hittede med den romantiske komedie Italiensk for begyndere genremærkaten yder den ikke retfærdighed og følger nu op med den engelsksprogede Wilbur begår selvmord, der nok har lune, men som bestemt ikke er en komedie. Det er Jesper W. Nielsens Okay og Anette K. Olesens Små ulykker i øvrigt heller ikke.
Det er rigtigt, at mange danske film kredser om de samme emner og benytter sig af de samme skuespillere og den samme blanding af humor og smerte. Men fortællingerne, deres dybde og troværdighed er blevet stærkere, og filmene er blevet bedre det kunstneriske udtryk er så at sige blevet forfinet, efterhånden som filmskaberne har fået lov til at øve sig og udforske nye genrer og dramaturgiske former.
Det udskældte, men geniale dogmekoncept har givet ny luft til instruktører, der følte sig fanget af et tungt og omstændeligt produktionsapparatur, og flere af dem er undervejs med film, som stikker i helt andre retninger.
Fortælletyper kommer i bølger, og for øjeblikket har danske filmskabere et behov for, bl.a. med humoren som værktøj, at udforske de nære ting og de menneskelige relationer, som var fraværende i dansk film, indtil Festen og dogmekonceptet gjorde dem moderne igen i slutningen af 1990erne.
Tematiske og æstetiske tendenser følger generationerne og deres behov for at gøre oprør mod det bestående ligesom inden for enhver anden kunstart.
Sjældent har danske film afspejlet så genkendelig en hverdag og talt så direkte og vedkommende til sit publikum som nu. Og der er altid behov for film, som sætter fokus på de ting, som optager og bekymrer helt almindelige mennesker den eskapistiske underholdning får de i så rigelige mængder fra ikke mindst USA.
Men danske film har i snart fem år været så succesfulde, trukket så mange mennesker i biograferne, høstet så mange anmelderroser og vundet så mange priser i udlandet, at der måtte komme en modreaktion bare ærgerligt, at den er så dårligt begrundet.
Som Anders Lange og Nils Thorsen ovenikøbet selv gør opmærksom på, så er hyppig brug af de samme skuespillere ikke noget nyt i dansk film tænk bare på Ebbe Langberg, Ghita Nørby og Dirch Passer, som en gang var dansk film.
Man bruger de bedste og de mest populære skuespillere, og det har intet som helst med metatræthed at gøre på den måde opnår man det bedste resultat. Tilmed har Italiensk for begyndere, At klappe med een hånd og Elsker dig for evigt medvirket til at skubbe tre unge, talentfulde skuespillerinder frem i rampelyset: Anette Støvelbæk, Susanne Juhasz og Sonja Richter.
Politiken og Jyllands Posten efterlyser film, som kan og vil noget andet end de velfriserede komedier og personlige dramaer. Film, der æstetisk udfordrer den fremherskende dogmestil, og hvor billedsiden ikke kun er underordnet historien og skuespillet og et ofte lille budget.
Men kigger man frem i tiden, så kommer der snart film fra både unge og ældre fra Lars von Trier over Thomas Vinterberg til Nils Malmros som helt og aldeles bryder med forestillingen om ny dansk film som værende udelukkende fokuseret på det hverdagslige.
Vil man kritisere dansk film, er man nødt til at gøre det på filmenes egne præmisser i stedet for at presse dem ind i kasser, hvor de ikke hører hjemme.
Dansk film bugner af talent og har gennem de seneste ti år undergået en utrolig forvandling, og der er intet som helst, som tyder på, at den udvikling skulle stoppe nu.
