Læsetid: 3 min.

Film og bogmesse

11. november 2000

»Der er på Filminstituttet utrolig mange Charlottenlund-kvinder i 30’erne, og det virker ikke, som om de har prøvet at sulte eller risikere liv og lemmer for at få lavet film.«
P. Nørgaard, filmproducer

FILM BESKÆFTIGER sig med såvel dokumentarisk som fiktivt stof og nogle gange en blanding. Dramaerne udspilles på lærredet, men mange gange bag. Derfor ved man ikke altid, hvornår man skal le eller græde, så hvorfor ikke le?
En hjertelig latter fik nogle af os på redaktionen, da vi forleden modtog et debatindlæg fra Det danske Filminstitut. En virkelig god gimmick var det. Det var vi enige om. Desværre blev det trukket tilbage i løbet af dagen, hvorfor læserne ikke er blevet gjort bekendt med det.
Ærgerligt, for humor kan jo løse op for så meget. Og det er ikke just humor, der har præget instituttet mest i Henning Camres alvorlige regeringstid. Det er lykkedes filmdirektøren at få branchen på nakken for påstået stivhed og meget andet, hvorfor der
for nylig på kulturministeriets foranledning blev
udarbejdet en rapport af et privat konsulentbureau. Begge parter fik ret.

I DET AKTUELLE tilfælde, som instituttets debatindlæg drejede sig om, havde Peter Nørgaard følt sig dårligt behandlet. I denne sag var det dog noget helt konkret. Hans selskab har produceret Henning Carlsens film, Portrættet, der fortæller om forfatteren Frederik Dessau, og samtidig handler om det at portrættere. Filmen skulle være vist på årets bogmesse om en uge i Forum (Dessau har i år det ærefulde hverv at åbne messen), men rettighedsindehaveren anede intet om det og var ikke blevet spurgt.
Han mente sig berettiget til en forhandling om, hvad det skulle koste at vise filmen i dette kommercielle mekka. På instituttet mente man, at han skulle være glad for den reklame, filmen får, og at det måtte være betaling nok.
Sådan så han ikke på det, og da hverken institut eller messe åbenbart er til sinds at betale, er filmen, i hvert fald foreløbig, pillet af.

DET KUNNE ligne en bagatel eller banal fodfejl. For hvorfor skulle to så magtfulde organisationer som Bogmessen og Filminstituttet ikke kunne finde ud af at betale et honorar eller en afgift for de film, der vises på messen? Det ville vel være det mest anstændige? Under alle omstændigheder havde man glemt at spørge om lov.
Omvendt: Hvorfor kunne producenten ikke bare være glad for det udstillingsvindue, en bogmesse vitterligen er? Ja, det var altså instituttets synspunkt. Det havde man egentlig gået ud fra som givet. Men hvis der skulle være så meget besvær, så... ville man ikke vise filmen.
Så var det, producer Nørgaard i Dette Redebonne Dagblad i ærgrelse udtalte, at der på instituttet synes ham at være ansat utrolig mange Charlottenlund-kvinder i 30’erne, som ikke selv har prøvet det økonomisk livsfarlige arbejde, det er at producere film.
Det var naturligvis en metafor.

INSTITUTTET reagerede prompte med et læserbrev, som skulle være bragt i Information, og som ikke var formet som en vred tilbagevisning, men tværtimod som en bekræftelse. Det er rigtigt, stod der, vi bryder sammen og bekender, vi er allesammen fra Charlottenlund, og vi har aldrig sultet.
Alle instituttets 2-300 ansatte havde tilsyneladende skrevet under – og ud for hver enkelt stod ordene, kvinde – 1965 – Charlottenlund. Også ud for de mandlige ansatte!
Den, der havde underunderskrevet brevet (eller hedder det overunderskrevet?), og som er en kvinde, havde til gengæld skrevet: mand, født 1960 i Jylland.

ET BEGAVET, satirisk svar, som man sjældent eller aldrig ellers får fra institutioner. Hvor opløftende! Sådanne udtrykker sig sædvanligvis mere tørt. Der var derfor en egen logik i, at det blev trukket tilbage.
Hvad filmproducer Peter Nørgaard angår, opnåede han i det mindste at få råbt filminstituttet op. Om end det ikke var om den sag, der oprindeligt lå ham på sinde. Hans synspunkt er, at man ikke bare skal tage kunstens gratis deltagelse for givet, for kunsten lever ikke af luft alene.
Det kan man følge ham i.
En bogmesse og/eller et filminstitut har et tilstrækkeligt stort budget til, at der må kunne blive råd til et honorar eller en afgift. Der er jo ikke tale om et lille, ideelt foretagende, men et stort og forkromet. Ideelle foretagender er kunstens folk ofte rede til at støtte.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu