Læsetid: 3 min.

Film for de få

16. marts 2002

Som så meget andet godt stammer ’kunstbiografer’ fra Paris. Allerede i 1920’erne indså man i byernes by, at der måtte særlige filmtempler til, for at tiltrække det kræsne fåtal, der går efter oplevelsen af originalitet.
Nu har København måske nok på nogle områder status som Nordens Paris, men det gælder ikke på det lille, men alligevel væsentlige felt, der hedder kunstbiografer. Her strider og lider nogle få filmentusiaster sig igennem en lidet forgyldt tilværelse som importører og biografledere. Biografer som Vester Vov Vov, Husets Biograf, Posthus Teatret og senest Gloria har ganske snart holdt ud i flere årtier i kamp med stærke nye mediekræfter (videoernes og DVD’ernes fremmarch). Men også til tider i clinch med et filminstitut, hvis støttepolitik af og til får de små importører og biografledere til at spekulere på, om det hele nu er umagen værd.
Sagen er nemlig, at instituttet på arthouse-området ikke synes at have forladt den magtfuldkommenhed, der en tid forgiftede institutionens forhold til filmbranchen som helhed. Man anvender skolemesteragtige strammer-metoder overfor de små og sårbare importører. Og giver tit både i pose og sæk til de store, fede filmselskaber – som det fremgik af gårsdagens i2-særnummeret om kunstbiografsituationen.
Instituttet har den gode politik at give et forhåndstilsagn på støtte til tre film, så udvalgte importører. Men dette forhåndstilsagn kan lynhurtigt inddrages, »hvis blot én af filmene ikke lever op til det forventede kvalitetskrav,« som Filminstituttets Jimmy Bredow siger. Det smæk over fingrene fik Københavns mest aktive importør og lille arthouse, Gloria, da de formastede sig til at importere og vise den franske erotiske og voldelige skandale-succes Blodsøstre. Ikke nogen god film, men alligevel interessant, fordi den indgår som et centralt værk i stridighederne om, hvor mainstream-filmens grænser i disse år går i forhold til den rene pornofilm. Blodsøstre nød den ære at blive regulært forbudt i Frankrig og forsvaret af nogle af landets respektable kulturnavne.

Filmen er en med god grund omstridt brik i det internationale filmkulturelle puslespil, og som sådan kan man sagtens argumentere for, at film er støtteværdig.
Ingen vil bestride Filminstituttets ret, ja pligt, til »evaluere om støtten går til nogle fornuftige formål«, som Henning Camre siger i i2. Men det kan ske på mange måder.
Det kan let føre til vilkårlighed, når man lader vurderingen af en enkelt film være afgørende for et forhåndstilsagn på støtte til tre. For om en enkelt film kan der jo mildt sagt herske delte meninger. Når Filminstituttet f.eks. har afvist at støtte film som Kiarostamis Guld Palme-vinder fra Cannes Smagen af kirsebær, Guédiguians Marius og Jeanette, og Kurosawas klassiker Ikiru (At leve) og senest Zhang Yimous Guldløvevinder fra Venedig, Not One Less, så baserer det sig på yderst diskutable mindretalsvurderinger af disse films kvalitet og relevans.
Da det nu engang drejer sig om kunst, hvis objektive værdi er svær at fastsætte med sikkerhed, ville det klæde Filminstituttet at føre sig mindre håndfast og mere generøst frem.

PÅ samme måde kan man argumentere for, at importstøtten burde koncentrere sig om de idealister, der ikke har andre filmiske indtægtsmuligheder end import og visning af smalle kvalitetsfilm. Men sådan fungerer loven altså ikke i praksis. Støtten går tværtimod ganske ofte til et velspækket selskab som Sandrew/Metreonome, der har en sikker, fast indtægt ved at vise en lang række anderledes populære film.
At Filminstituttet er gået ind med støtte til Sandrew/Metronome-film som Tornatores Legenden om pianisten på havet (på alle måder et gigantflop) og Kitanos tvivlsomme Brother, kan man være venlig at se som den slags svipsere, som selv et Filminstitut af ophøjet dansk ufejlbarlighed må have lov at tillade sig. Men generelt er det yderst tvivlsom politik at sprede de sparsomme midler ud på mainstream-foretagender og lade de svageste af de svage – f. eks. Husets Biograf og Posthus Teatret – køre på de allersidste pumper.
Når det gælder kunstbiografer, kan 200 tilskuere være lige så gode som 2.000. Det ligger jo i selve kunstfilmenes natur at være for the happy few. »Smalt er godt« burde der stå med store bogstaver over døren til
Filminstituttets importstøtte-kontorer.

Pim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her