Læsetid: 4 min.

Film i sol og skygge

Med Almodóvar, Amenábar og Medem som fortrop rider spansk film på en brusende succesbølge. Det har udlandet også fået øjnene op for
6. maj 2005

Spansk film trives fint for tiden. Med Pedro Almodóvar, Alejandro Amenábar og Julio Medem (De elskende fra polarcirklen, Sex og Lucia) som de absolut mest markante navne i instruktørstolene har spanierne på det seneste budt på stribevis af kunstnerisk set kompromisløse film, der ikke blot har vakt opsigt inden for landets egne grænser, men også høstet kommerciel og kritisk anerkendelse rundt om i verden.

Denne frugtbare periode skal ses i lyset af, at Spanien op gennem 1990'erne oplevede et imponerende økonomisk opsving, der stadig kan mærkes, og som specielt i starten af årtiet, inden den konservative Aznar i 1996 overtog regeringsmagten og skar i de offentlige budgetter, genererede rigeligt med pesetas til filmindustrien.

Støttesystemet, som i en moderat form stadig fungerer, og som groft sagt både tilgodeser de brede publikumsvenlige film og de mere smalle produktioner fra landets mindre regioner, var i høj grad medvirkende til en veritabel opblomstring af filmisk kreativitet i alskens interessante afskygninger.

En spansk bølge

Et hastigt overblik over de seneste 10-15 års spanske filmrepertoire røber, at vi ud over titler af de tre ovennævnte blandt andet er blevet tilbudt så forskellige værker som Fernando Truebas melankolske oscarvinder Belle Epogue (1992), Bigas Lunas saftige Jamón, jamón (1992), Carlos Sauras dansefilm Tango (1998), Alex de Iglesias horrorkomedie Bæstets dag (1995) samt Montxo Armendáriz' kontroversielle portræt af Madrids overklasseungdom Historias del kronen (1995).

Flere af disse film har vi takket være NatFilm Festivalen kunnet opleve på danske lærreder, hvilket desværre ikke gælder katalanske Ventura Pons' meget personlige værker, der som hans bedste Carícies (1998) alle kredser om noget så moderne som sex i storbyen. Eller for den sags skyld Fernando Leóns dæmpede familiedramaer, hvoraf Barrio (1998) minder umiskendeligt om Achero Mañas' skildring af en drengs voldelige forstadsopvækst, El Bola (2002), som havde dansk biografpremiere for et par år siden.

Begge er så absolut værd at se eller gense, og det samme gælder for den sags skyld Icíar Bollaíns ægteskabsdrama Ta' mine øjne, der vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle (Luis Tosar) ved sidste års Copenhagen International Film Festival.

Støttemidler er imidlertid ikke hele forklaringen på, at spansk film har oplevet en sådan bred bølge af kvalitetsfilm. Sociale og historiske omstændigheder har naturligvis også spillet ind.

Arven fra Franco

Efter næsten 40 år med Franco så man i starten af 1970'erne flere tilløb til et opgør med det efterhånden vaklende diktatur. Specielt Victor Erices Ånden i bistadet (1973) og Sauras Den spanske ravn (1975) er værd at nævne blandt de titler, der forsøgte at fastslå en spansk identitet, der gennem det meste af det forrige århundrede var blevet manipuleret med.

Inden da havde censuren krævet af landets mere kontroversielle filmfolk, at de tænkte i udfordrende metaforer og symboler, hvis de ville fortælle egne historier. I modsætning til Luis Buñuel, der kun lavede tre spanske film i sin karriere, tog eksempelvis Luis García Berlanga og Juan Antonio Bardem i film som Ese pareja feliz (1951) og Muerte de un ciclista (1955) kampen op mod Franco-styret ved på ironisk vis at portrættere en anderledes realistisk virkelighed end den, det spanske publikum ellers blev præsenteret for i de år.

Da censuren forsvandt efter Francos død i 1975 var landets lærreder for en stund ved at drukne i halvpornografiske lystspil og letbenede horrorstykker, der uden svinkeærinder fejrede den genvundne frihed. I Madrid så man de første spæde skridt til Movida-bevægelsen - som et par år efter avlede Almodóvar - mens den såkaldte Barcelona-skole fik vind i sejlene med blandt andet Victor Arandas La muchaca de las bragas de oro (1979) - hvilket direkte oversat betyder 'pigen med de gyldne trusser' - der ikke blot stillede spørgsmål ved Spaniens machokultur, men også gav Victoria Abril et større gennembrud.

Groft sagt kan man sige, at disse temaer - politik i alle dens afskygninger samt sex og gys - stadig er dominerende i spansk film, blot er kunstnerne blevet mere sofistikerede i deres tone og afslappede i deres tilgang til stoffet. Dette illustreres måske bedst af Almodóvars værker, der strækker sig fra de tidlige films anstrengende fokus på Madrids hedonistiske miljø til modne mesterværker som Alt om min mor (1999) og Tal til hende (2002).

Mortensen i blockbuster

Almodóvar er da også spansk films største filmkunstner. Ham spanierne både elsker og hader, fordi han er så dominerende - og fordi han på sin side slet ikke kan acceptere, at de ikke elsker ham betingelsesløst.

Måske forholdet bliver mindre anspændt i den nære fremtid, når flere af landets instruktører og skuespillere i modsætning til ham lader sig lokke til udlandet for at arbejde, og udenlandske co-producenter tillige begynder at sætte deres fingeraftryk på spansk film.

Det første er sket, blandt andet har Euginio Mira netop drejet The Birthday i USA på engelsk. Og det sidste er i høj grad ved at ske dette forår, hvor de to dyreste spanske produktioner nogensinde er ved at blive indspillet, nemlig 1700-tals-dramaet Alatriste med Viggo Mortensen i hovedrollen, hvis budget er på 28 millioner dollars, samt det romantiske middelalder-eventyr The White Knight, der kommer til at koste 18 millioner dollars.

Filmene optages i Spanien; i den første vil der udelukkende blive talt spansk, i den anden 'internationalt'. I begge instruktørstolene sidder imidlertid to spanske instruktører - så den helt store pessimisme er det trods alt svært at motivere på spansk films vegne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her