Læsetid: 4 min.

Filmen er det afgørende

Meta Louise Foldager hedder Lars von Triers nye producer efter Vibeke Windeløv. Hun skal hjælpe instruktøren med at revitalisere sig selv, og det glæder hun sig meget til
20. december 2005

Den 6. december i år kunne man i Politiken læse, at Lars von Triers faste producer gennem efterhånden mange år, Vibeke Windeløv, ikke længere havde lyst til at arbejde sammen med den danske, internationalt berømte filminstruktør.

"Rutinen, det at skulle være her på Zentropa hver dag, finder jeg ikke udfordrende nok," sagde hun og satte gang i mange spekulationer om, hvem der mon skulle efterfølge hende som Triers højre hånd.

For en uge siden kom så svaret. Den 31-årige producer Meta Louise Foldager fra Nimbus Film - hun har produceret Nikolaj Arcels succesfulde Kongekabale og Ole Christian Madsens Nordkraft - havde takket ja til jobbet, og i en pressemeddelelse udtrykte hun sin glæde over at skulle arbejde sammen med von Trier.

Von Trier selv udtalte, at "jeg ser frem til det nye samarbejde med Meta, og ønsker på grund af skiftet, forsøgsvis, og i al ydmyghed, at tage chancen for en slags revitalisering af min kunstneriske virksomhed, hvor blandt andet Vibeke-æraens glamour søges afløst af en anderledes spartansk indstilling."

At skulle være med til at revitalisere selveste Lars von Trier lyder som en stor mundfuld, og Information opsøgte Meta Louise Foldager for at få at vide, hvilke tanker hun gjorde sig, før hun sagde ja til jobbet.

En genial filminstruktør

- Var du overrasket over at blive spurgt?

"Ja, det var jeg. Jeg var enormt glad over det. Jeg gjorde det ikke, men jeg legede med tanken om at spørge."

- Hvorfor?

"Jeg synes, at han er en genial filminstruktør. Han laver filmkunst. Det er meget spændende. Han fornyr sig hele tiden. Han leger med mediet og udforsker tingene. Og så synes jeg, at han er skidesød og sjov. Det kunne jeg godt tænke mig at have i min hverdag. Alt det på én gang. At gøre det hver dag er da en fest, forhåbentlig."

- Hvordan foregik det, da du blev spurgt?

"Det var Peter (Aalbæk Jensen, Zentropas direktør red.), der ringede. Jeg havde et møde med ham fredag, og så havde jeg et møde med Lars. Og så tænkte jeg over det fredag nat. Det gik meget hurtigt. Lørdag morgen ringede jeg til Peter og spurgte ham, 'Er du helt sikker?' 'Ja,' svarede han, og så ringede jeg med det samme til Bo Ehrhardt og Birgitte Hald (direktører på Nimbus, red.), fordi vi skulle have julefrokost om aftenen. Jeg gad ikke at skulle sidde og lyve, hvis der var nogle, der spurgte. Der var flere, som havde spurgt mig, om jeg var blevet spurgt. Jeg vidste, at der gik rygter, og at folk havde set mig være til møde på Zentropa."

- Men du var stadig med til julefrokosten.

"Ja, der er ikke noget dårligt blod mellem os. De kunne godt forstå det, men var kede af det. Det bliver en glidende overgang, fordi jeg har nogle projekter, nogle børn, altså instruktører, som mit hjerte banker for, og som jeg på en eller anden måde skal følge til dørs. Det bliver noget med, at jeg er halvt det ene sted og halvt det andet sted i begyndelsen. Også fordi Lars' nye film Direktøren for det hele, kører nu. Vibeke og Stine Jensen, som har siddet med den, har gjort det meste af forarbejdet, og den går i optagelse om to måneder."

Kræver sin kvinde

- Hvad sagde Trier selv for at overtale dig. Ville du have sagt ja uden at mødes med ham?

"Jeg ville selvfølgelig mødes med ham først og høre, hvad det var, han ville have. Jeg har slet ikke den samme erfaring som Vibeke Windeløv, og dét, som hun har, er der ikke nogen, som kan tage fra hende, eller gøre hende efter. Jeg ved godt, at jeg er noget andet, og det var vigtigt for mig at få snakket med Lars om, om det også var noget andet, han havde brug for. Jeg ville få præstationsangst, hvis jeg skulle være noget andet, end jeg er. Noget af det, der gjorde, at jeg tænkte, at 'det her bliver sjovt,' er, at han gerne vil revitaliseres - som han selv sagde i en pressemeddelelse. Det gør han selv hele tiden, men jeg syntes, at det kunne være sjovt at være med til det. At være med til at finde ud af, hvad det skal betyde, og hvor det skal pege hen."

Han vil ikke trampe på en

- Han brugte også ordet spartansk i pressemeddelelsen.

"Ja, og det kan vi da godt. For mig er det ikke vigtigt, om det er stort eller småt eller glamourøst eller et bøjet søm i en baghave, bare det er en vigtig, spændende film, som på en eller anden måde gør noget nyt, og som er sjov at lave. Det er det afgørende for mig, selve filmen er afgørende."

- Tror du, at du kan hamle op med ham? Selv om han er både morsom og flink, så har han også et stort ego, og det kræver vel sin kvinde.

"Det håber jeg. Jeg håber, at han har valgt mig, fordi han har en tiltro til, at det kan jeg. At han har en respekt for det, jeg kan og står for. Jeg ved ikke, hvor meget han ved om mig, men han ville vel ikke tage én, som han kunne trampe på. Det er ikke det, han har lyst til. Så jeg tror godt, at jeg kan hamle op med ham - og hvis ikke jeg kan, så er det jo bare det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her