Læsetid: 3 min.

Under filmens brøkstreg

Filmmusikkens eget liv under lup i ny bog
8. april 2006

Det mærkeligste ved god musik i film, når der da ikke ligefrem er tale om egentlige musikfilm, er musikkens anonymitet og karakter på én gang.

Musikken kan blive for meget, så taler vi om at filmen er sovset ind i den. Men optræder musikken tempereret og doseret, vil man ofte ikke være i stand til bagefter at sige om der i det hele taget var musik, eller det hele blot lå i filmens stemning. Og så er der alle undtagelserne, hvor musikken uden at trænge sig på alligevel bliver en sag for sig. Emnet er med andre ord uhåndterligt som kunsten er mangfoldig.

Musikeren og sangeren Thomas Vilhelm, der har skrevet speciale om filmmusik, har pumpet sit emne op og leverer en grundig og velskrevet gennemgang af filmmusikkens historie i en bog med den meget rammende titel: Det visuelle øre.

I erindringen sideløbende med Vilhelms glimrende tekst genoplever man mange af de bemærkelsesværdige, nu akkompagneret af et utal af oplysninger og udtalelser af instruktører og komponister. De store filmskabere dyrker lydsiden på lige fod med billederne, skønt komponisterne af og til går deres egne veje og leverer mere eller endog meget mere, end instruktørerne forestillede sig eller måske ligefrem ønskede. "Hitchcock gjorde kun sine film 60 procent færdige, jeg blev nødt til at gøre dem færdige for ham", udtalte komponisten Bernard Herrmann, der blandt andet leverede partitur til filmene En kvinde skygges og Psycho.

For førstnævntes vedkommende er den selvbevidste udtalelse indlysende korrekt, og for Psychos vedkommende kan man umuligt forestille sig mordscenen i badeværelset uden Herrmanns frenetisk hvinende strygere, snarere en ulyd end en lyd.

Ofte vælger instruktøren af kendt materiale, som Bergman der gennem hele karrieren trak på Bach, Schumann og Beethoven, men som også lod Erik Nordgren komponere og blandt andet til Det syvende segl løftede klangene i dette middelalderspil ind i en abstrakt ingentid.

Stanley Kubrik var en af de helt store musikbrugere og skabte uforglemmelighedens øjeblik med Richard Strauss første takter fra Also sprach Zarathustra som illustration til abens overgang til redskabsbrugende præmenneske, en overdådig musik, som så igen glider over i An der schönen blauen Donau, da den ophvirvlede knogle bliver til rumskibet på vej til månen og siden Jupiter.

Det er værd at erindre at filmmusikkens spæde start var det opretstående piano, som stedlige klaverboksere trakterede til stumme billeder. I finere biografer udvidedes besætningen til kabaretorkester, og i de helt store på Broadway sad ofte 100 mand og filede løs for at give illusionen perspektiv. I denne proces, stilhistorisk set, fandt det klassiske repertoire fornyet anvendelse. Da Chaplin senere skal illustrere en barbers arbejde med kost og barberkniv, kommer Brahms ungarske dans nr. 5 til sin ret, og da diktatoren danser med jordkloden, er det Wagners Lohengrin-forspil der sart og inderligt og meget germansk danner musikunderlag. Chaplin skabte skole, kan man sige, eftersom hans omhyggelighed med ledemotiver osv. så at sige inspirerer alle senere filmskabere. I den både fortællemæssigt som musikalsk set nyskabende Once upon a time in the West anvender Sergio Leone Ennio Morricones ledemotiver som direkte henvisninger i handlingen som Wagner selv og med overbevisende brug af mundharpen som gentagende varsel om historiens grusomme pointe.

Variationerne i anvendelse af musik er uendelige. En sang eller melodi kan som ouverture tænde filmens stemning. Hvem glemmer Dmitri Tiomkins: Do Not Forsake Me Oh, My Darling som optakt til Fred Zinnemanns High Noon (Sheriffen) og Gary Coopers tunge vandring fra kujon til kujon i den truede by. Berømtest i så henseende er vel Carol Reeds The third Man med Harry Lime temaet af Anton Karas på sitar, mærkeligt nok nævner Vilhelm ikke denne klassiker.

Bogen tilbyder et mindre bredt afsnit om dansk filmmusik, hvor navne som Sven Gyldmark, Kai Normann Andersen, Ole Høyer Jensen, Fuzzy, Bent Fabricius Bjerre, Joachim Holbek og Halfdan E har gjort og gør sig gældende.

Thomas Vilhelms bog er et kærkomment bidrag til oplysning om et omfattende emne. Hvad man savner er en eller anden form for forsøg på systematisering. En oversigt over genrerne og typerne af filmmusik havde således været på sin plads.

Bogen er udstyret med register, som slingrer lidt hist og her, litteraturliste og noter. Her var et oplagt eksempel på hvad en cd med eksempler kunne have tilføjet emnet.

Thomas Vilhelm: Det visuelle øre. 325 s. ill. Systine. ISBN 87-616-0970-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu